Læsetid: 3 min.

De ydmygede og fornedrede

De, der ser igennem hykleriet og den simulerede civilisation, bliver i Aswanys verden enten kynikere, vanvittige eller søger tilflugt i drukkenskab og hashtåger
Egypten. Aswany skriver ikke uden humor, men tegner alligevel et dybt deprimerende billede af samtidens Egypten. Det er ikke farverigt eksotiske fortællinger, som den danske titel måske kunne forlede en til at tro.

Egypten. Aswany skriver ikke uden humor, men tegner alligevel et dybt deprimerende billede af samtidens Egypten. Det er ikke farverigt eksotiske fortællinger, som den danske titel måske kunne forlede en til at tro.

Asmaa Waguih

22. oktober 2010

Hvad er ligheden mellem nutidens Egypten og 1800-tallets Rusland? Det korte svar er: uoplyst enevælde med alt, hvad deraf følger. Sammenligningen bliver ikke udtalt i Alaa al-Aswanys nye fortællinger, hvori Rusland ikke bliver nævnt med et ord, men den opstår via hans udpræget Dostojevskijske stil og tematik.

Trods en vis fare for, at jeg som Dostojevskij-specialist ser efterkommere alle vegne, er jeg ikke i tvivl om, at Aswany er inspireret af den russiske mester: Hans Cairo er lige så hierarkisk pligtbaseret, korruptionsgennemsyret, videnskabs-, sandheds- og menneskefjendsk som Dostojevskijs Petersborg var det. Hans mennesker er ydmygede og fornedrede, de bliver købt, solgt og voldtaget. Familierne er en sjælden gang steder for varme følelser og sammenhold, men det får ikke lov at vare ved, og langt oftere er de små laboratorier for primitive magtkampe, pineri og resigneret ofring af de nederste i de hierarkier, der også hersker her. Og endelig drømmer den uddannede intelligentsia om Vestens civilisation, i en grad så det let kammer over i udpræget nationalt selvhad med masochistiske overtoner.

Livets ormegård

Jeg kunne godt have ønsket mig endnu en roman fra den suverænt velskrivende Aswany (Yacoubians hus, Chicago), men fortællingerne skuffer ikke. Utvetydigt glædeligt er det, at han denne gang er oversat direkte fra arabisk til et blændende godt dansk. Tak for det!

Samlingens længste og bedste fortælling, »Isam Abd al-Atis optegnelser«, bærer kældermenneskets desperate signatur. Den stolte og kyniske unge Isam, som er ansat på Statens Kemiske Laboratorium, har i egne øjne gennemskuet alt, og gør, hvad han kan, for at ødelægge andres illusioner.

»Hvis du en dag forsøger dig med at skrue dækslet til kloakken af, vil der vise sig en hel verden for dig: En lille snes orme og forskellige insekter æder og formerer sig, kæmper og dræber hinanden. Du vil blive overrasket over den tanke, at disse skabninger har levet sammen med dig i årevis, uden at du vidste noget om det. Dette billede forfulgte mig hver morgen, når jeg gik igennem menneskemængden på Ramsesgaden, som var fuld af liv og larm.«

Han nærer dyb foragt for sin egen kultur, for sin kunstneriske og kloge, men svage far og for sin syge mor, der degenererer til primitiv egoisme. Til gengæld udøver Vesten en fatal tiltrækning på ham, og det ender lige så galt som for Dostojevskijs og Gogols selvhadende, megalomane statsembedsmænd.

Alles kamp mod alle

Nogle af fortællingerne er så korte, at de ikke rigtigt når at etablere deres eget univers, og derfor giver indtryk af, at forfatteren har sat sig for at samle, hvad han kan af eksempler på egyptiske livsvilkår, når de fremtræder klarest: magtrelationerne i deres allestedsnærværelse, alles nådesløse kamp mod alle, individet med sit håb, sin desperation eller sin resignation.

Det ulige magtforhold mellem mænd og kvinder overrasker ikke, selv om nogle af de detaljeret beskrevne former for undertrykkelse chokerer, men mandligt fællesskab er der overraskende nok heller ikke meget af, og når det er der - om så centreret omkring arbejdet, kunsten eller religionen - lurer mistro, misundelse og selvhævdelse lige under overfladen.

Aswany skriver ikke uden humor, men tegner alligevel et dybt deprimerende billede af samtidens Egypten. Det er ikke farverigt eksotiske fortællinger, som den danske titel måske kunne forlede en til at tro. Titelnovellens »bokserhunde i alle farver« er da også et annoncesalgstrick for at få solgt en enkelt hund, som i virkeligheden er en stjålen pekingeser. Det er tåbeligt, men det virker, og det fungerer fint som metafor for fortællingernes mange eksempler på, hvordan der sættes fine ord på gemene handlinger, og simuleres valgmuligheder, som hverken købere, sælgere eller borgere i virkeligheden har.

De, der ser igennem hykleriet og den simulerede civilisation, bliver i Aswanys verden enten kynikere, vanvittige eller søger tilflugt i drukkenskab og hashtåger. Både her og i tilfældet med dem, der ikke gennemskuer eller ikke ønsker hverken at se, høre eller tale, står spørgsmålet om individuel skyld åbent, men egentlig ikke på nogen påtrængende måde. Der er eksempler på unødig egoisme og sadisme, men generelt er alle i samme båd i det uoplyste enevælde, hvis øverste lag kun er indirekte til stede: i den institutionaliserede, voldelige selvhævdelseskamp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu