Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Alting kunne være farvestrålende

I Hamburg hyldes den store danske kunstner Poul Gernes på en omfattende retrospektiv udstilling, der demonstrerer hans projekt om at tilføre den grå og triste by 'visuelle vitaminer'
Poul Gernes har i ndtil nu været stortset ukendt uden for Danmarks Grænser. Det råder en stor udstilling i Ham,burg bod på.

Poul Gernes har i ndtil nu været stortset ukendt uden for Danmarks Grænser. Det råder en stor udstilling i Ham,burg bod på.

Deich-torhallen Hamburg

Kultur
10. november 2010

HAMBURG - Han lignede jo en filmstjerne!, er den første tanke, der slår Informations udsendte. Uden for udstillingsbygningen hænger en stor plakat med et foto af Poul Gernes i sort rullekrave. Det er fra 1967, han er 41 år gammel, og hvis man ser bort fra det (umådeligt imponerende) skæg, har han en ikke ringe lighed med den yngre Robert Redford. Han stirrer fast og maskulint på betragteren, drager én indenfor. Og det er man lykkelig for.

Den store udstilling i Hamburgs højloftede Deichtorhalle slår med både lethed og monumentalitet Poul Gernes og hans værk fast.

Poul Gernes blev født 1925 på Frederiksberg og døde 1996 i Sverige. Han hyldes af yngre tyske kunstnere som Cosima von Bonin, Michael Krebber, Tobias Rehberger og englænderen Liam Gillick. Nogle af hans ting var med på documenta i Kassel i 2007. Men for den brede offentlighed uden for Danmark har Poul Gernes indtil nu været ukendt. Det er der hermed lavet om på.

Tintin på væggen

I Deichtorhalle får man et samlet billede af Gernes' mangfoldighed. Lige fra hans malede toiletsæde (1962), bilskulpturer (1965), fotografier af røve på glasplader (1969), hans billedserier med striber, cirkler, bogstaver, skydeskiver og flagbilleder (1960-70'erne) til hans skønne sensuelle marmorting (1980'erne). Kunsthistorikere strides om, hvem de skal sammenligne ham med. Er det Jasper Johns eller Henri Matisse, der har inspireret ham mest? USA eller Europa? Og skal man ind-ordne ham mellem minimalisme og popkunst eller mellem abstraktion og dekorativt design?

Poul Gernes, der i øvrigt selv interesserede sig for museer for etnologi, arkæologi og folkekunst og syntes, at man skulle lukke alle museer for moderne kunst, sagde selv om sit 'billede':

»Det mener ikke selv, at det er vigtigt, selv om det er vigtigt nok, det er kraftfuldt, stærkt og fast, meget ligeud, uden at skjule noget, uden at være for klogt, smart eller intellektuelt - hvis det så også kan være underholdende, informativt og levende, hvad jeg tror, så stiller dette billede muligvis ingen fordringer; hvad jeg virkelig gerne vil være, fordringsløs, det er en af mine ambitioner.«

Fra hvor mange kunstneres mund har man nogensinde hørt det? Og det var ikke bare ord. For var det ikke fordringsløst, da Gernes i 1971 viede en hel udstilling til Hergé, Tintins ophavsmand, som han beundrede for netop hans dekorative og farverige stil? Gernes udsmykkede slet og ret væggene på Tranegården med samtlige billeder fra de fem mesterlige albums Tintin i Tibet, Den sorte ø, Krabben med de gyldne kløer, Soltemplet og Den blå lotus.

Byen er grå og trist

Udstillingen kommer elegant rundt om hele Gernes' kunstneriske bane, fra han i 1961 oprettede Den Eksperimenterende Kunstskole (berømt under navnet Eks-Skolen) sammen med kunsthistorikeren Troels Andersen. En skole, der, som kataloget skriver, »begyndte som beskedent alternativt projekt og udviklede sig til den mest betydningsfulde kunstnergruppe i efterkrigstidens Danmark.«

Per Kirkeby meldte sig ind i gruppen i 1962, og han og Gernes havde mange frugtbare år sammen. Et godt grin kan man få ved at se vikingefilmen Normannerne, som de sammen skrev og instruerede i 1976. Trods rørende unge Lisbet Dahl og Henning Jensens præstationer takker man for, at Kirkeby og Gernes forlod filmens verden.

Den anden film, der bliver vist , er Rum, optaget den 12. november 1994, godt halvandet år, inden Gernes døde. Den er til gengæld en lille filmisk perle af en samtale til fods mellem Poul Gernes og kunstneren Erik A. Frandsen, mens de spadserer ned ad Vesterbrogade og Istedgade. De begynder ved Palads-biografen, som Gernes udsmykkede i 1988, og som med hans egne ord førhen »i sig selv var grim«. Efter hans egen mening har han gjort den både kønnere og mere interessant.

Allerede i påklædningen aner vi modsætningerne. Gernes er i knaldgul hue, højrød jakke, charmekunstnerklud og hvide malerbukser. Unge Frandsen i en anonym læderjakke. Frandsen vil gerne tale om noget med byens rum på et abstrakt plan.

»Jeg er revnende ligeglad med rummet. Men den her by, vi lever i, er grå og trist. Og arkitekturen og menneskene bliver grimmere og grimmere,« svarer Gernes og tilføjer, da han passerer springvandet på Axeltorv: »Det, der er formodentlig også kunst af en slags, vil jeg tro.« På kun små tyve minutter giver Poul Gernes os en indføring i det, der for ham var det essentielle - nemlig farver som »visuelle vitaminer«.

»Jeg opererer med vilje kun med spektralfarver. Det er dem, der gør noget, gør livet strålende. Og der er ikke spor i vejen for, at alting kunne være farvestrålende. Det farvestrålende er i sig selv en værdi,« siger han.

Efter at han havde udsmykket Herlev Hospital fra top til tå mellem 1968 og 1976, gik han fra omkring 1980 væk fra at lave salgbare værker og beskæftigede sig resten af sit liv næsten udelukkende med farveudsmykning af arkitektur. Poul Gernes så ikke sin kunst som en individuel stil, men som del af det store samfundsmæssige hele, som alternativ og antikommerciel, og omkring 150 offentlige bygninger som folkeskoler, rådhuse, hospitaler, fængsler og gymnasier nåede at få en farvestrålende vitaminindsprøjtning af doktor Gernes. Udstillingen viser lysbilleder af hans mange udsmykninger. For eksempel er indersiden af fængselsmuren i Herstedvester jo noget, kun de færreste har været forundt at set. Ikke desto mindre vil man gerne tro, at de indsatte vender tilbage til deres celler med renvaskede sjæle efter en gårdtur med Gernes' pastelfarvede hjerter, blomster og sole for øje.

Samfundsfunktion

I Rum indvender Erik A. Frandsen, »at hvis du fik lov til at dekorere hele Vesterbrogade, ville du ikke kunne holde ud at være der«. Poul Gernes svarer bare tørt, at det da var et forsøg værd og fortæller så om en nedlægningstruet skole. To af lærerne havde fået den idé, at han skulle male den. Poul Gernes lovede de lærere, der strittede imod, at eksamenskaraktererne ville stige. Elever og lærere malede den efter hans anvisninger. Eksamenskaraktererne steg, og frafaldsprocenten kom ned under halvdelen af landsgennemsnittets.

»Billedkunsten må have en samfundsfunktion. Og det er en absolut nødvendighed, at ting bliver udsmykkede og dekorerede,« slår Gernes fast.

»Men du er så bare sådan en slags arkitektens trøst?,« forsøger Frandsen at provokere ham.

»Ja, det vil jeg da meget gerne være. Det opfatter jeg som et positivt begreb,« lyder det uanfægteligt inde fra det store skæg.

Poul Gernes - Retrospektive, Deichtorhallen Hamburg, 8. oktober 2010 - 16. januar 2011

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her