Læsetid: 6 min.

Balladen om Tommy

Tommy Seebachs geni lå i den sangbare melodi, som han så ofte blev udskældt for. Ørehængernes konge fejres syv år efter sin død med en dokumentarfilm og et bokssæt med hans komplette soloudgivelser
Hvor Tommy Seebach på de første soloplader er en fandens happy-go-lucky-guy med hurtige ørehængere i ærmet, slutter han sin egentlige pladekarriere, 10 år før sin død, som en kompleks og reflekteret mand.

Hvor Tommy Seebach på de første soloplader er en fandens happy-go-lucky-guy med hurtige ørehængere i ærmet, slutter han sin egentlige pladekarriere, 10 år før sin død, som en kompleks og reflekteret mand.

Jan Persson

11. november 2010

Historien om Tommy Seebach er egentlig banal. En mand slider sig til succes. Succesen stopper pludselig, og manden drikker sig ihjel. Så grimt kan det siges. Men som med alle historier er der jo selvfølgelig også andet og mere bag de hårde facts.

Tommy Seebach havde en glorværdig solokarriere fra midten af 70'erne og 10 år frem. Han havde tidligere haft succes som wunderkind i Sir Henry, men det var solovejen, han helst ville gå, selv om han var et både følsomt, genert og nervøst gemyt.

De første soloplader er på engelsk, og de sælger flot, men det er med danske tekstforfattere, han får sine største succeser, nærmere bestemt i Dansk Melodi Grand Prix.

Siddende ved klaveret lidt i baggrunden med tre korsangere i trip trap træsko-højde i forgrunden synger han sig helt bogstaveligt og klichéagtigt ind i folks hjerter og hjerner med »Disco Tango« i 1979. Feltet var uhyggeligt i 1979. Der skulle kæmpes med og mod blandt andre Mabel, Kim Larsen, Brødrene Olsen samt Liller & Grethe Ingmann. Men »Disco Tango« vandt, og Tommy Seebachs fantastiske optur begyndte.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har aldrig forstået det der med, at Tommy Seebach skrev ørehængere. Jeg kan ikke huske nogle af hans sange. Det er altid underligt hvor stor forskel der er på, hvad folk opfatter som iørefaldende.

Tommy Seebach hyggede sig alene med en tjener over en kop sort kaffe bare 12 timer før sin alt for tidlige død mandag den 31. marts 2003 på Dyrehavsbakken i København, hvor den 52-årige folkekære sanger og musiker pludselig styrtede omkuld med et hjertestop, som ingen af de tililende mennesker var i stand til at redde, selvom de gennemførte adskillige forsøg på genoplivning.

På det tidspunkt havde Tommy Seebach lagt både alkohol og cigaretter bag sig i 14 måneder, fordi han kæmpede en personlig hård kamp for igen at vinde sin families kærlighed, respekt, tillid og troværdighed, som han igennem så mange år havde sat komplet over styr på grund af et vanvittigt og ukontrolleret alkoholmisbrug, men også for at komme tilbage til en god karriere med 6-8 store jobs hver måned rundt omkring i landet.

Lad os et kort øjeblik skrue tiden retur til januar 2002.

Frem til dette tidspunkt – 14 måneder før sin bortgang – drak Tommy Seebach øl og spiritus i store mængder fra han stod op til han gik i seng, og han brugte tusinder af kroner på månedlige regninger til ”Café Borup” og ”Indskudspubben” samt ”Café Posthuset” på Borups Allé på Frederiksberg i København, hvor sangeren boede i en lejlighed, og hver aften gik han døddrukken i seng.

En torsdag eftermiddag i januar 2002 stod Tommy som vanligt stærkt beruset i baren på ”Café Borup”, da børnene Rasmus og Maria kom ind ad døren med et rasende blik i øjnene. Tommy havde brændt dem og familien af på en konkret aftale samme dag. Ungerne skældte ham hæder og ære fuld, hvorefter de forlod ham med bemærkningen om, ”at vi skammer os dybt over dig, far, du er simpelt hen bare en fordrukken sut”.

Tjeneren på ”Café Borup” overhørte sammen med flere gæster de hårde skældsord fra Rasmus og Maria, der efterlod en lamslået Tommy Seebach med opsvulmede alkoholiserede våde læber. Han stirrede med grædende øjne på tjeneren, der indtil da på alle sine vagter havde været med til at servere for ham og sagde:

- Det her kan jeg ganske enkelt ikke bære. Nu er det slut. Færdig. Punktum. Finale. Nu stopper jeg èn gang for alle med at drikke. I morgen går jeg op til min læge og får en flydende indsprøjtning med antabus, og jeg holder antabussen hele vejen igennem, for jeg vil under ingen omstændigheder miste hele min familie på grund af min sindssyge livsførelse.

Herefter gik Tommy Seebach ud af døren og hjem i sin lejlighed, og ringede til sin bedste ven og roadmanager Arne Bille, der havde arbejdet hårdt og loyalt for ham gennem flere år, og som stod ved hans side nærmest døgnet rundt efter det første hjertestop den 25. januar 2001 på ”Café Posthuset”.

Tommy Seebach gentog det samme over for roadmanager Arne Bille, som han udtrykte til bartenderen på ”Café Borup”, nemlig at han fra den ene dag til den anden ville stoppe med at drikke, fordi han efter konfrontationen med børnene på caféen endegyldigt forstod, at han ville miste dem og ekskonen Karens respekt og kærlighed for altid, hvis ikke hans umådeholdne drikkeri stoppede nu.

Og han gjorde det sørme.

Dagen efter dukkede Tommy Seebach som vanligt op på de nævnte tre caféer på Borups Alle, men nu var bajerne, unterbergerne og whiskysjusserne skiftet ud med kaffe eller sodavand. Men ikke bare det. Blot tre uger senere meddelte denne utrolige folkelige sjæl, at han også var stoppet med at ryge 60-80 cigaretter om dagen, og i løbet af ganske kort tid blev han et helt andet positivt og dejligt menneske.

Tommy Seebachs fantastiske styrke, mod, vilje og talent til at lægge 30 års druk og rygning bag sig de sidste 14 måneder af sit liv, var drevet af et ubændigt ønske om, at hans elskede Karen og børnene ville tage ham tilbage, så han ikke længere skulle bo alene i en lille lejlighed. Men i stedet kunne have levet et kærligt og trygt liv i familiens rammer, så han anno 2010 kunne have nydt den formidable succes for sønnen Rasmus Seebach.

Kun èn gang i perioden fra januar 2002 til sin død i marts 2003 tog Tommy Seebach en mindre druktur, hvilket skete i forbindelse med lukningen af sæsonen på Dyrehavsbakken, hvor den elskede popstjerne optrådte seks gange om ugen hos sin gode ven Busser i "Bakkekroen". Men allerede dagen efter stod han på ”Café Borup” og sagde:

- Hold kæft, det her gør jeg aldrig mere, mand. Jeg troede et øjeblik, at jeg kunne drikke med lidt måde. For pokker, jeg har det ad helvede til. Dundrende hovedpine og brækfornemmelser. Nåh, men så fik jeg da i hvert fald endegyldigt slået fast, at jeg ikke længere kan tåle at drikke noget som helst.

Og siden rørte han ikke èn dråbe.

Tommy Seebach døde imidlertid på grund af sin egen stolthed og ære, fordi han torsdag den 27. marts 2003 ikke ville låne 1.200,00 kroner til sin hjertemedicin af restauratør Stig Pedersen på ”Café Borup”, der gennem et år udtrykkeligt havde instrueret sine tjenere om, at hvis Tommy manglede penge til sin hjertemedicin, skulle man omgående låne ham dem fra kassen.

Denne torsdag sad han i baren på værtshuset og rodede med sine recepter og udtrykte sin irritation over, at skulle bruge så mange penge på hjertemedicinen, der var en konsekvens af den ”ballonudvidelse”, som var blevet indopereret et år tidligere. Tjeneren stod med de 1.200 kroner i hånden på vegne af restauratøren og sagde, at nu skulle han gå hen på apoteket og købe sin hjertemedicin, men han nægtede at tage imod dem.

- Nej, jeg vil ikke låne penge af nogen, for jeg skal nok klare det indtil på mandag (dødsdagen), hvor jeg skal have min første ugeløn fra "Bakkekroen" på Dyrehavsbakken, sagde Tommy Seebach til caféens tjener. Herefter gik han ud af døren med en bemærkning om, at han ikke ville høre mere tale om, at låne de 1.200 kroner af caféen til sin livsvigtige hjertemedicin.

Hans sidste aften i live købte han en shawarma i en forretning og ringede til vennen Arne Bille og spurgte til, om de ikke skulle mødes til lidt hygge på "Café Borup", men Arne sagde nej på grund af tidspunktet, fordi han vidste caféen lukkede klokken 22.00 søndag aften den 30. marts. Alligevel bankede Tommy på til caféen, hvor tjeneren var i gang med dagens nedlukning. Han blev lukket ind, fik en kop sort kaffe og sodavand, og sammen havde de som altid en god hyggelig sludder om alt muligt.

Tommy Seebach sagde med et venligt smil til caféens tjener, ”at som du kan se har jeg overlevet uden min hjertemedicin i tre dage, og alt er bare i orden. Men nu kører jeg ud på Dyrehavsbakken i morgen og får min løn på "Bakkekroen", og så får jeg købt min hjertemedicin, så hverken du eller andre længere skal bekymre jer for mit helbred”.

Mindre end 12 timer efter døde han i armene på flere af de ansatte på Dyrehavsbakken, fordi han fik hjertekramper på grund af den manglende indtagelse af hjertemedicin gennem tre dage. Tænk hvis tragedien med et hjertestop var sket bare 10 minutter forinden i hans bil, da han med 60-70 kilometer i timen kørte til Klampenborg for at hente sin løn. Men han døde heldigvis mellem armene på mennesker, der elskede og forgudede ham som en dejlig person.

Personligt er jeg ikke det mindste i tvivl om, at Tommy Seebach lige nu sidder og smiler i sin Himmel over den enorme succes, der er kommet hans søn Rasmus til del i de sidste par år. Han ville i dag være hans bedste ven og rådgiver med hensyn til showbusiness. Ligesom jeg er overbevist om, at hans elskede Karen Seebach ville have givet ham en ny chance i ægteskabet, så de sammen kunne have nydt børnenes succes og relanceringen af hans egen store flotte produktion af dejlige popsange gennem 30 år.

Jeg var den omtalte tjener på "Café Borup".