Nej, Erik A. Nielsens nye, i alle henseender store bog om Thomas Kingo er ikke (endnu) en biografi. Undertitlen lyder: Barok, enevælde, kristendom, og indholdet udgøres af grundige tekstlæsninger, spændende over hele digterens produktion.
Man får således ikke kun indsigtsfulde analyser af Kingos tre vældige salmeværker (1674, 1681, 1689), men også kyndigt oplysende gennemgange af hans verdslige tekster, dvs. brevdigte, kærlighedsdigte, lejlighedsdigte, dødedigte og portrætter på vers. Alt sammen formidlet i et spændstigt og veloplagt sprog, hvormed forfatteren evner at forenkle uden at forsimple.
Personlig er jeg ikke specielt vild med den tilbøjelighed til sproglig inflation, der undertiden bemægtiger sig Erik A. Nielsen og får ham til på én side at tale om en »overraskende motivforvandling«, på den følgende om en »bemærkelsesværdig symbolforvandling«, eller som gang på gang frister ham til at udnævne noget til »kvintessensen« af et eller andet; til gengæld må man lade ham, at han skriver indlevet og fængende, hvilket ikke kan siges om flertallet af hans litterære kolleger.
Hans styrke som fortolker af Kingo består ikke kun i en kolossal belæsthed, kombineret med kapacitet inden for særlige discipliner såsom etymologi (ordenes historie og interessante indbyrdes forbindelser) og emblematik (studiet af fortættede allegoriske billeder, gerne parret med skriftsted og motto). Nej, han har også sans for poesi, kunst og musik, og det kommer ham til gode overalt i værket.
Klogest på den indre, den mere personlige side af Kingos digtning bliver man under gennemgangen af det sublime kærlighedsdigt 'Chrysillis' og under Erik A. Nielsens originale og øjenåbnende læsning af det mindedigt, salmisten i 1690 forfattede over vicestiftamtmand over Bergenhus Amt Lauridtz Lindenow, der sammen med sin familie var omkommet ved et forlis ud for Stavanger - en omstændighed, som gav Kingo rig lejlighed til at udfolde en dyb fascination af HAVET.
Tungest i helheden vejer dog salmekredsanalyserne, som forfatteren klogt leder os ind til ved indgående billedstudier af titelbladene og siden lader toppe i sin belysning af udvalgte, centrale tekster såsom 'Far, Verden, far vel' og det berømte passionsdigt om Jesu gråd i Getsemane Have.
Fejlfuld finish
Men er det så lutter lagkage det hele? Nej, og det skyldes mangelfuld bogmæssig finish. Det ville være overdrevet at sige, at Gyldendal har gjort et mesterværk til et makværk; men man har i hvert fald fatalt forpasset en chance for at give frugten af mange års studier en værdig indramning. Der er et skærende misforhold mellem bogens opulente udstyr - farvebilleder en masse - og så det sløseri, der præger dens udførelse på detaljeplan. Alle slags fejl er repræsenteret: stavefejl, tegnsætningsfejl, bøjningsfejl, fejl i sætningsbygning, gale sidehenvisninger, upræcise titler samt en påfaldende grov inkonsekvens i anførelsen af navne.
Besynderligst er nok, at forfatteren under sin gennemgang af 'Vinter-Parten' (1689) citerer en hel strofe, der allerede står trykt i sin helhed to sider forinden. Det kan måske være tænkt som et lille pædagogisk fif - ud fra devisen, at gentagelse fremmer forståelsen - men virker unægtelig noget kluntet i en bog, hvor folk jo bare kan bladre tilbage.Nå, måske bør man bare glemme det og gå videre, nu hvor man i det mindste med stor sikkerhed ved, at forlaget ikke vil driste sig til at udsende det næste bind i serien - om Hans Adolph Brorson - med så meget som én eneste fejl.
Flere slags forståelse
For Erik A. Nielsen er med Kingo-bogen blot nået halvvejs i sin ambitiøse plan om kortlægning af den kristne billedfortolkning og dens vigtigste udtryksformer i dansk salmelitteratur. Skal man vove en midtvejsstatus, kan man passende spørge ind til linjen og metoden i projektet.
Lidt (for) firkantet kan man sige, at Erik A. Nielsen i første bind Kristendommens retorik (2009) satte troen over videnskaben og derefter søgte at slanke troen til en fortolkningslære, som igen blev forsøgt reduceret til en retorik. Fremgangsmåden kunne minde om 'ramisme', kaldet således efter den franske filosof Pierre de la Ramée (1515-72), der gik over fra katolicismen til calvinismen og dræbtes på Bartholomæusnatten, men forinden havde frembragt sin egen fortolkningslære i et (problematisk) forsøg på at mediere den antikke og den kristne retorik.
Anderledes sammensat forekommer metoden (eller flerheden af fremgangsmåder) i Kingo-bogen, hvor Erik A. Nielsen, så vidt jeg kan se, opbygger et helt nyt hierarki, hvor han sætter kærligheden over digtningen, digtningen over troen og troen over videnskabeligheden.
Hvad er barok?
Til undertitelordet 'kristendom' svarer således en tekst- og billedudlægning, der i smuk forlængelse af første binds teknikker føjer læsningen af især salmerne ind i en kristen ikonografisk tradition. Til det midterste titel-ord 'enevælde' svarer en anden, subjektivt indlevet forståelse af Kingo som en fra ungdommen vittigt anlagt superelsker, der imidlertid gjorde høj karriere på systemets præmisser. Et bankende hjerte bag præstekjolen, et menneske bag masken, en indre ægthed hæmmet af ydre tvang.
Men til det første titelord svarer et tredje og lige så insisterende synspunkt, hvor de antydede modsætninger opfattes langt mere upersonligt som tidens mentalitetsmæssige paradokser, der alle sammen kan holdes fast under rubrikken 'barok'. Så taler Erik A. Nielsen typisk om disciplineret lidenskab og lidenskabelig disciplinering, ligesom han fint får sat ord på »den intense barokke eksistenssmerte«.
Det mærkelige er så bare, at dette mere generelle mentalitetsmæssige synspunkt ikke rigtig føres igennem. For havde det været fastholdt, ville forfatteren vel ikke have talt alment om »den lidenskabelige destruktion af lidenskaben«, men, mere modereret, om dens formning og disciplinering. Så havde han ikke behøvet i Kingo at se nogen grel modsætning mellem den kyndige erotiker og den kontrollerede koleriker, og han ville næppe heller have brugt en så hurtig etiket som »åndens enevælde«, der kortslutter fra politikken til kristenlivet.
Møde på højt niveau
Nå, men det er blot eftertanker, som kommer af, at værket kun i begrænset omfang diskuterer med sig selv. Skønt Erik A. Nielsen har kaldt disse vægtige og kyndige læsninger af hele Kingos digtning for en »afhandling«, slækker han gennemgående på selvrefleksionen, hvad der bl.a. viser sig ved, at de fleste afsnit slutter underlig abrupt, før der er draget nogen konklusion, endsige droppet et enkelt lille spørgsmål.
Det kan vel om noget kaldes en retorisk manøvre. Opfattet på denne måde markerer det til gengæld bogens autoritet: det lykkelige forhold, at den eminente sanger og bibelfortolker Kingo her har mødt en nutidig læser på højt intellektuelt og poetisk niveau.
