Læsetid: 4 min.

Det var dengang...

Fortællinger fra fortiden. Hans Otto Jørgensens historier og Kvantes møder vidner om, at vi er en del af en større fortælling, at børneliv ikke er det samme til alle tider, hvilket er vigtigt for børn at vide
26. november 2010

Indrømmet. Hans Otto Jørgensens De gule føl - Ulykkes historier for børn er ikke hyggelæsning før sengetid. Den er måske ikke egnet til alle børn. De korte historier begynder ikke med »Der var engang ...« men med »Det var dengang ...« og skildrer en forgangen tids børneliv på landet. Med en jeg-fortæller hører vi om et liv, der ikke er så langt væk i tid, men til gengæld fjernt fra det liv, de fleste danske børn lever i dag. »Det var dengang ...« er altså ikke begyndelsen på korte eventyr, men historier om dengang det kropslige, det grimme, det barske ikke blev gemt væk, men var en del af hverdagen.

Som i forgængeren Vand, blod, tis og maskiner, også med undertitlen Ulykkeshistorier for børn, der kom i begyndelsen af året, er kroppen meget nærværende, og set med nutidige briller fremstår flere af historierne groteske og voldsomme. I 'En såret soldat' går remmen af kværnen på kornloftet og flænser den ene side af drengens ansigt og flækker hans øre. Sjap-sjap lyder det fra remmen, der kører rundt og rundt. Vi hører om boltpistolen, der går af og knuser fingeren, så den bliver helt hvid og flad og bløder, dryp-dryp. Der fortælles om en kvie med stor byld, der gør at den må aflives, tis i hovedet på brorens ven, materie, der tømmes ud af ko nummer 69. Men trods bogens undertitel er det ikke den rene ulykke. De gule føl rummer også poesi. Drengen fortæller om bedstefaren, der drømmer om de gule føl. Det er også bedstefaren, der tager drengen med op på ladens tag, så de kan se det, der måske er verdens ende, og det er bedstefaren, der reparerer penduluret og dermed viser drengen, at det er tyngdekraften, der udmåler tiden. Vi hører også om den lille glade hund Vips og om bare at længes.

Barsk skildring

De gule føl er dog bestemt ikke et nostalgisk skønmaleri, men en fascinerende og til tider barsk skildring inspireret af Hans Otto Jørgensens egen barndom. Det er ikke for sarte sjæle, når Jørgensen viser, hvor voldsomt livet på landet kunne være. Kroppen, dyrs såvel som menneskers, er meget nærværende, hvilket også gør læsningen til en meget fysisk oplevelse. På én gang nøgtern, beskrivende om hverdagens hændelser og grotesk, voldsom, påtrængende. Hånd i hånd med det groteske går det sanselige, ligesom der også er plads til fantasien og billeder af, hvordan verden ser ud fra et barns synsvinkel dér for et halvt århundrede siden. Maria Wandels illustrationer er heller ikke runde og pæne. De er voldsomme og groteske som flere af historierne. De gule føl og Vand, blod, tis og maskiner er måske ikke særlig børnevenlige, men det var livet på landet så heller ikke. I hvert fald ikke set fra et nutidigt perspektiv. Netop på grund af dette perspektiv og på grund af den sproglige bearbejdning af en barsk hverdag er det væsentlige bøger.

Historier fra fortiden, der sætter nutiden i perspektiv, får vi også i billedfortællingen Et øjeblik i Kvante Sørensens liv med tekst af Oskar K. og illustrationer af Teddy Kristiansen. Mens Kvantes mor er ved at føde hans lille-søster, går han en tur forbi familiegravstedet på den nærliggende kirkegård og kommer ind i en parallelverden, hvor han møder såvel nulevende som afdøde slægtninge i deres egen tid, hvor de er omkring 12 år, den alder Kvante har nu. Gennem møderne oprulles ikke bare øjeblikke, små bidder, af Kvantes egen families historie, men også Danmarks. I begyndelsen af 1900-tallet møder Kvante sin tipoldemor, Louise, der var linedanser i cirkus. Han møder sin egen far i 1980'erne, da han spillede i band og hørte musik på walkman. I 1950'erner ser han sine bedsteforældre til gymnastikopvisning. Under besættelsen, sin farfars mor, der var 'tyskertøs' og fik sin søn med soldaten Otto, som havde pæne øjne og inviterede på chokolade og dans i Pavillionen. Kvante møder sin oldefar, Oscar, linedanserens søn, der havde tuberkulose og kom på sanatorium og senere på børnehjem, da moren faldt ned fra linen og døde, og han møder mormoren, Inger, der danser twist i 1960'erne. Og flere end det.

Historierne, Kvantes møder, med fortidige slægtninge er korte, men sammen med Teddy Kristiansens billeder, giver de gode beskrivelser af, hvordan livet for børn og unge mennesker har set ud. Billedfladerne er spændende, fysiske med et meget særegent taktilt udtryk, der samtidig inkorporer grafik fra de forskellige tider, og bogen opruller dermed også gennem billederne historien om tidernes skiften.

Et øjeblik i Kvante Sørensens liv er inspireret af kvantefysikkens teori om parallelle verdener, og de punktvise nedslag i slægtshistorien holdes sammen og støttes af en stamtavle forrest i bogen, der gør det lettere at navigere rundt blandt personerne. Desværre er der adskillige årstal, der ikke stemmer overens med de gravstene, der indleder de forskellige kapitler. Det er dog skønhedsfejl i en meget fin bog, hvor Kvantes møder med fortiden giver stof til eftertanke om, hvordan vores liv blot er et øjeblik i den store historie, og om, hvordan barndom og ungdom ser ud i dag sammenlignet med tidligere. Vores forfædres liv var meget anderledes, selv for ikke så mange år siden. Samtidig var mange af følelserne de samme. Hans Otto Jørgensens historier og Kvantes møder vidner om, at vi er en del af en større fortælling, at børneliv ikke er det samme til alle tider, hvilket er vigtigt for børn at vide. Barndommen er dermed heller ikke en fast defineret størrelse i dag. Børn er ikke bare børn og børnelitteratur er ikke en homogen masse. Og det er vigtigt for de voksne at vide.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu