Læsetid: 1 min.

Dramatisk, sjov, charmerende

Disneys håndtegnede ’Skønheden og Udyret’ er dén af selskabets nyere, håndtegnede film, som klarer sig bedst i selskab med de gamle klassikere
Disneys håndtegnede ’Skønheden og Udyret’ er dén af selskabets nyere, håndtegnede film, som klarer sig bedst i selskab med de gamle klassikere
25. november 2010

Disney-tegnefilmen Skønheden og Udyret (1991), der er baseret på et berømt eventyr af den franske forfatterinde Jeanne-Marie Leprince de Beaumont, er skrevet af en sand hær af manuskriptforfattere. Og så er den instrueret af Gary Trousdale og Kirk Wise, som sammen med instruktørerne af Den lille havfrue (1989), Ron Clements og John Musker, pustede liv i det dengang hensygnende Disney-selskab.

Filmen handler om landsbyskønheden Belle, der for at redde sin lettere skøre opfinderfar indvilger i at blive hos det skrækindjagende Udyr, der i virkeligheden er en fortryllet prins, som bor på et stort, gammelt slot med sine tjenestefolk, der alle er blevet forvandlet til indbo og køkkengrej af forskellig slags.

Skønheden og Udyret har det hele: En dramatisk, velformet historie, sjove optrin, charmerende figurer og ikke mindst iørefaldende og skønne sange af makkerparret Alan Menken og Howard Ashman. Det er dén af Disneys nyere, håndtegnede film, som klarer sig bedst i selskab med ældre klassikere, f.eks. Lady og Vagabonden, Junglebogen og Askepot.

Moralen i filmen - for sådan én har den naturligvis - er, at man skal følge sit hjerte og se på andre menneskers indre skønhed, ikke kun det ydre, som Gaston, den ulideligt selvglade vindbøjtel, der har udset sig Belle som sin brud. Langsomt falder Belle og Udyret da også for hinanden, godt hjulpet på vej af hans tjenestefolk, der så gerne vil have deres menneskeskikkelser tilbage, hvilket de får, hvis Udyret oplever ægte kærlighed. Skønheden og Udyret er udgivet på Blu-ray - filmen medfølger også på dvd - i en voldsomt flot udgave med tonsvis af ekstramateriale, der giver én et grundigt indblik i filmens tilblivelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu