»Slået hjem«. Det klinger noget mere af LUDO end af INRI, som ellers træder frem på korset på det scenografiske bagtæppe i Teater Katapults forestilling om rydningen af Brorsons Kirke på Nørrebro. Og det er da også den danske familiehygge, der mere end noget andet er under beskydning i Katrine Sekjærs drama. Det er et far-mor-og-søn-drama, og selv om det er alt andet end hyggeligt, så er der ikke meget politisk hårdtslående teater at komme efter.
Bjørn (Thomas Bang) er politimand med lille overskæg, men ligner mest af alt en nullermand. Helen (Sarah Gottlieb) er alkoholiker, banker sin politimand og knepper hans psykopatiske chef Lars. Deres voksne søn, Anders (Thomas Knuth-Winterfeldt), vil ikke vedkende sig sit ophav og finder mening og plads i en naiv retfærdighedssøgen som aktivist. Den er så en tro kopi af den omsorgsmodel men med omvendt fortegn, han håner sin egen far for.
Da far suspenderes for at have givet en kollega en med labben under rydningen af Brorsons Kirke, begynder dramaet at rulle. Anders sætter sig for at hjælpe den gravide irakiske kvinde Aisha, som leder efter sin Mohammed, der er forsvundet fra hende under rydningen. Anders ser sig selv i deres ufødte barn, som har brug for den tryghed og omsorg, han aldrig selv har fået: »Jeg skal jo passe på dig«, siger han til Aisha i et så insisterende og desperat tonefald, at man er klar over, at det aldrig kan blive andet end et mantra.
Utilpasset smertensbarn
Sønnen er deres og vores samfunds utilpassede smertensbarn. Symbol på den kærlighed, som ikke var og ikke er. Vi befinder os med andre ord midt i et dysfunktionelt Danmark og midt i et uafsluttet fader- opgør, der ligger meget langt fra den familiære hyggestemning, som de tre skue- spillere forsøger at skabe, da vi træder ind i teaterrummet. »Kom indenfor i varmen«, siger de og breder deres arme ud for alle publikummer (der betaler og går igen, når det er forbi). »Husk at slukke for mobiltelefonen«, fniser de. Spillerne præsenterer deres figurer og byder på højtlæsning af Kristeligt Dagblads dækning af sagen om de afviste irakiske asylansøgere: »Ingen må tilkæmpe sig deres egen ret«. Taler om, hvad deres instruktør Mikkel har sagt om deres spil. Så er vi kommet på fornavn, og spillet kan begynde.
Kommer aldrig i gang
Problemet er, at spillet aldrig for alvor kommer i gang. Man har det som en LUDO-brik, der under hele spillet står utålmodigt og tripper i sit »hjemområde«, og som længes efter at komme ud på pladen med den store globus og den frelsende stjerne. Terningerne kastes igen og igen, men vi er ikke med, og som dramaet skrider frem, forsvinder Brorsons Kirke i horisonten med det store spørgsmål om retfærdighed, demokrati og medmenneskelighed. Det bliver det lille familiedrama, der står tilbage som en symbolsk hverdagsrealisme, der balancer mellem det poetiske og banale i et reality setup.
Sarah Gottlieb er god som den alkoholiske frue med pighvar (»pik hva?«) i ovnen. Hårdtsparkende og samtidig usikkert vippende på de sorte hæle. Thomas Bang sukker så opgivende, at man mærker hans hul i sjælen. Thomas Knuth-Winterfeldt raser mod faren, så fråden står ham om munden. Alligevel får man det sådan, at man til sidst ønsker sig, at en eller anden slår en hjem.
Slået Hjem gæster Teater GROB til d. 4. december. Med: Thomas Bang, Sarah Gottlieb og >Thomas Knuth-Winterfeldt. Instruktion: Mikkel Flyvholm. Scenograf: Jesper Corneliussen. Lyddesign: Marcus Hjelmborg. Dramatiker: Katrine Sekjær.
Pernille Stokholm Bøg er cand.mag. i dansk og teatervidenskab og teaterskribent ved bl.a. dagbladet Politiken
