Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Fristet til at fælde en lille tåre

Pianisten og sangerinden Agnes Obel konsoliderede sit pladegennembrud med en åndeløst løfterig koncert, præget af koncentration og skønhed
Kultur
17. november 2010

Som hun sidder der ved det imposante flygel i Copenhagen Jazzhouse ligner hun selve antitesen til en diva. Og sådan opfører hun sig såmænd også. Piget grænsende til det kejtede, iført hverdagstøj og tilsyneladende fuldstændig blottet for nykker. Til gengæld fuld af sødme og musikalitet og med en egen indre styrke, der forplanter sig til lytteren, som efter en hård dag i samfundet simpelthen bare betingelsesløst giver sig musikken i vold, come hell or high water.

For det, der foregår, er både meget, meget smukt og til tider så tæt på den skinbarlige stilhed, at man er lige ved at besvime; ja, bare det at gumle på en Gajol virker som et forstyrrende element til en seance, hvor et fyldt koncertsted gør en dyd ud af kollektivt at holde vejret for at få hver en nuance med. Stort.

Det gør ondt, men godt

Hun, ja det er så denne Agnes Obel, har som ud af det blå opnået noget nær øjeblikkeligt gennembrud herhjemme med sit udemonstrativt lavmælte album Philharmonics, der indeholder tolv af de stilfærdigste sange (garneret med instrumentalpassager), som De kommer til at høre denne vinter. Og høre dem vil De givet om ikke andet så for Deres egen skyld. For vi taler om balsam for sjælen og et sandt refugium for de der flossede nerver, som næsten er en selvfølge her i moderniteten. Alene akkompagneret af sit eget meget formfuldendte klaverspil samt den skrappe Anne Müller på cello (samt en smule guitar og melodica) står hendes sange ellers fuldstændig på egne ben. Og der er ingen vaklen i geledderne, selv om de måske ikke alle sammen endnu er i mesterklassen. Flere af dem er til gengæld så gode, at var man ikke så hård en negl, kunne man fristes til at fælde en lille tåre. Vi er helt inde i marven her. Hvor det gør ondt, men også godt, paradoksalt nok.

Der er noget overmåde befriende ved en kunstner, som tør. Tør gå mod strømmen, være anderledes, se stort på tidens tendenser og kun følge sin indre (sang)stemme. Sådan en kunstner er Agnes Obel.

Det skal blive rigtig spændende at følge hendes vækst. Til da kan vi glæde os i vor sorte sjæle over hendes smukke debutskive og det faktum, at hun snart igen vil beære vores koncertsale med sin charme, sine sange og sit fornemme klaverspil. For det er godt nok længe siden, vi har oplevet en kunstner, der så blindt tør tro på, at musikken kan selv uden falbelader, fikumdik og kulørte lamper. Tak for det, Agnes Obel. > > > >

Agnes Obel m/ Anne Müller, Copenhagen Jazzhouse, mandag

Agnes Obel: Philharmonics (PIAS/VME) Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her