Læsetid: 3 min.

Fuldmægtigen før han forsvandt

Ove Sprogøe er stadig mere skuespiller end privatperson i ny biografi
5. november 2010

Ove Sprogøe (1919-2004) er vel stort set definitionen på en folkekær skuespiller. En institution i dansk film og tv gennem årtier, og med roller i 159 film vores næstmest produktive filmskuespiller (Karl Stegger slår ham med en mulelængde - han nåede 160 film!). Jacob Wendt Jensens bog om Ove Sprogøe er den første egentlige biografi om skuespilleren, der efter sin død i 2004 var genstand for mindebogen
En fynsk vulkan.
Ove Sprogøeer bl.a. baseret på interview med en lang række kolleger og med Sprogøes tre børn, og navnlig det sidste gør det muligt at løfte sløret for den private side af skuespilleren, der var kendt for at værne meget om sit liv uden for scenen.

Bogen bruger en del plads på Sprogøes teaterkarriere, begyndende med flere forgæves forsøg på at komme ind på Det Kongelige Teaters elevskole i starten af 1940'erne. Men uanset at han ikke var nogen uvæsentlig teaterskuespiller, så var filmen Sprogøes medium.

Birollernes mand

Det er filmene og tv-serierne, vi husker ham for. Fra det folkelige gennembrud i parløb med Dirch Passer (f.eks. i ærke-folkekomedien
Ved Kongelundenfra 1953 - den med »Der kommer altid en sporvogn og en pige til«) til det frugtbare og langvarige samarbejde med Erik Balling, der gav ham de bedste roller og fik det ultimative ud af Sprogøes blanding af almindelig lille-mand og satirisk energibundt. Mest mindeværdigt naturligvis som Egon Olsen, en af dansk films få virkeligt ikoniske karakterer og nok Sprogøes største bedrift som skuespiller. Og desuden en af hans relativt få hovedroller: Ove Sprogøe var først og fremmest birollernes mand, en født karakterskuespiller som med usvigelig sikkerhed kunne skabe stærke figurer lidt uden for handlingens centrum.

Men tilbage til privatlivet: er der noget guf at komme efter i Jacob Wendt Jensens bog? Svaret er både ja og nej. Som filmbog er den grundig og fyldt med skægge anekdoter, og den giver ikke mindst et fint billede af den danske folkekomedies guldalder i 1950'erne og 60'erne.

Men hvis man leder efter en martret kunstnersjæl, er det nok bedre at læse Nils Thorsens Lars von Trier-bog - eller håbe, at nogen skriver en biografi over den fascinerende skuespiller Sigfred Johansen, der dukker op hér som en af Sprogøes tidlige mentorer. For Ove Sprogøe selv levede tilsyneladende et liv blottet for de store dramaer, skandaler og traumer. Bogen tegner et portræt af en mand, der uden for rampelyset tilsyneladende mindede en hel del om sine mest beskedne, lavmælte karakterer: den stilfærdige embedsmand Larsen i
Huset på Christianshavn,den jordbundne Doktor Hansen i
Matador,den ordentlige (om end melankolske) privatdetektiv i
Rend mig i revolutionenog den kortlivede tv-serie-spinoff,
Anthonsen.

Ikke just saftig

Peter Schepelern formulerer det meget præcist (og lidt ondt) i bogen: »I virkeligheden lignede han mere fuldmægtigen, før han forsvandt, end efter han forsvandt«. En henvisning til en af Sprogøes mest vellykkede dramatiske roller i Scherfig-filmatiseringen
Den forsvundne fuldmægtig(1971), der indbragte ham en Bodil. Angiveligt Sprogøes drømmerolle over alle.

Indtrykket, efter bogens 400 sider, er af et dannet, ordentligt og arbejdsomt menneske. Ambitiøs, javist, men som regel hjemme i tid til at kysse børnene og fru Eva godnat. Kulturradikal og venstreorienteret, men stadig nær og varm ven med fremskridtsmanden Dirch Passer. Belæst og oprigtigt kunst- og kulturinteresseret, men også med smag (og stort talent) for det jævne. Afholdt, venlig og tilsyneladende uden væsentlige laster. Den megen alkohol, der flød gennem dansk film og teater og skyllede flere af hans generation med sig, holdt Sprogøe sig stort set fra. Til gengæld var han kendt for jævnligt at købe brunsvigere til hele filmholdet (Erik Balling spiste dem med kniv og gaffel for at undgå pletter på sit manuskript). Saftig kan man således ikke kalde bogen. Og i virkeligheden føjer den kun lidt til billedet af den private Ove Sprogøe som en beskeden og diskret mand uden stjernenykker. Men han var en af dansk films vigtigste skuespillere, og alene af den grund er det en væsentlig og læseværdig bog.

Og der er ekstra point til Jacob Wendt Jensen for ikke at kalde bogen
Skide godt Ove!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu