Nénette er en stjerne. En ægte diva med egen fanklub. Hendes mest dedikerede beundrere kommer hver eneste dag for at se til hende, og i det hele taget har hun levet sit liv i offentlighedens søgelys. Heller ikke på den private front har hun ligget på den lade side: Tre ægtemænd har hun slidt op, og fire unger er det blevet til.
Men nu nyder hun sit otium og lader sine opvartere servere te og yoghurt, mens hun slapper af og iagttager livet, der passerer forbi på den anden side af den tykke rude, som skiller hende fra omverdenen.
Hvad ved vi andet om Nénette? Nå jo, hun har brune øjne og en lang orangebrun pels, der dækker hele kroppen. Og så er hun født på Borneo i 1969 og har siden 1972 boet i Jardin des Plantes, en zoologisk have i Paris. Men så ved vi heller ikke meget mere, for som alle andre orangutanger i fangenskab er Nénette tavs som en sfinks.
Kyssende orangutanger
Netop det gådefulde er et vigtigt element i den franske dokumentarist Nicolas Philiberts nye film, Nénette. En væsentlig del af vores fascination af dyr er baseret på, at vi læser menneskelige følelser, egenskaber og motiver ind i deres karakter og adfærd. Og med Nénette som eksempel undersøger Philibert dette fænomen, samtidig med at han tegner et rørende portræt af en orangutang med en helt egen, øh ... personlighed?
Metoden er lige så enkel, som den er effektiv. Philibert holder filmen igennem sit observerende kamera på Nénette og de tre andre orangutanger, hun deler bur med, og lader så billederne stå op imod lydsidens montage af forskellige menneskers reaktioner på dét, de ser.
Vi hører diverse kommentarer fra den evige strøm af gæster, der passerer forbi buret. Og vi hører fjerne råb fra en demonstration mod nedskæringer og bliver dermed mindet om den større virkelighed, som eksisterer uden for Nénettes isolerede boble.
Men først og fremmest hører vi dyrepassere berette om hverdagen med Nénette, også uden for havens åbningstid. En af dem fortæller, at det tog hende seks år at opnå Nénettes fortrolighed. Mens en anden deler ud af historier om, hvordan orangutangerne efterligner vores adfærd. Eksempelvis var der i en periode tradition for, at unge kærestepar kom og kyssede foran Nénettes bur - med det resultat, at orangutangerne begyndte at kysse ligesom mennesker.
Anekdoten peger ind mod én af filmens væsentlige pointer, nemlig spørgsmålet om, hvem der iagttager hvem. Men ligesom Werner Herzog i filmen Grizzly Man (2006) nærer Philibert ikke nødvendigvis nogen illusioner om dyrenes 'menneskelighed'.
Han kommenterer dog ikke problematikken så direkte som Herzog, der i sin film gav udtryk for, at han i gråbjørnenes blik ikke kunne få øje på andet end naturens overvældende indifferens. I stedet lader Philibert det være op til filmens publikum at drage sine egne konklusioner vedrørende orangutangernes bevidsthed.
Virtuos musikalitet
Ligesom Philiberts mesterværk fra 2002, At være og at have - om hverdagen på en lille fransk landsbyskole - er Nénette mere end noget andet et stykke observerende dokumentarisme i ordets egentligste betydning. Det er Philiberts påstand, at en films vigtighed ikke er afhængig af dens emne, men af måden den er skruet sammen på.
Der kan laves store værker om bittesmå emner, hævder han, og i film efter film beviser han sin tese ved at væve betagende fortællinger ved hjælp af et væld af nuancer og detaljer, som mindre følsomme iagttagere måske knap nok ville have bemærket.
I Nénette skaber han således et rum for iagttagelse, refleksion og kontemplation, disponeret med en stærk filmisk fornemmelse og en virtuos musikalitet. Resultatet er, at vi i løbet af de 70 minutter, hvor kameraet holdes fast på Nénette, lærer temmelig meget om, hvordan tilværelsen tager sig ud for en orangutang i fangenskab. Men vi lærer endnu mere om os selv som mennesker.
