Læsetid: 3 min.

Hvorfor er du utålmodig, Romeo?

Olaf Højgaards Romeo kan næste ikke vente på, at Marie Dalsgaards Julie får sunget færdig. For Christian Lollikes Shakespeare-gendigtning har nutidens tempo i sig
Alt er hvidt i Christian Lollikes 'Romeo og Julie' på Århus Teater, men også impulsivt. Her har Marie Dalsgaard og Olaf Højgaard kastet sig på gulvet under bryllupsnatten.

Alt er hvidt i Christian Lollikes 'Romeo og Julie' på Århus Teater, men også impulsivt. Her har Marie Dalsgaard og Olaf Højgaard kastet sig på gulvet under bryllupsnatten.

Rasmus Baaner

30. november 2010

Hvad viser Christian Lollike med sin gendigtning af Shakespeares Romeo og Julie? At han er dramatiker med ubændig ordlyst. Og at han er en nutidskunstner, der kan sin Shakespeare men også en nørd, som kommer hen over klassikerbenovelsen. For Lollike skubber bogstaveligt talt de gamle replikbalkoner væk, når personerne har brug for at komme i øjenhøjde. Sådan.

Romeo og Julie på Århus Teaters Scala-scene er blevet en meget dynamisk gendigtning af den gamle historie om de to unge elskende, der ikke må få hinanden, fordi deres familier hader hinanden. Eller de-af-fin-familie-hinanden-hadende, som det hedder hos Henning Olesens ordoverlegne fortællerskikkelse.

Denne Romeo og Julie har fundet en moderne form, hvor metakommentarer undervejs opløser fiktionen. Her er længsel godt, men humor bedre. Og her er skønhed fint, men råhed sejere. Alt for et ungt publikum. Desuden speeder Lollike plottet op undervejs. Han bruger i hvert fald mere tid på Romeos forgæves forelskelse i Rosalinde end på hans bryllupsnat med Julie.

Uden en seng

Tyskeren Rufus Didwiszus har skabt en scenografi, der er næsten lige så møbelangst som hans scenografi til Fanny og Alexander. Og alt er malet hvidt gulv og vægge, mixerpulte og mennesker. Kun Jonas Kongsbachs smukke skyggelys skaber tragediestederne, fra torvet til gravkapellet. Men hvorfor har scenografien ikke engang villet give verdensdramatikkens hedeste elskovs-par en seng? Selv den fattigste italiener har en knirkende fjederseng og ville næppe kaste sig på gulvbrædderne, sådan som Marie Dalsgaard og Olaf Højgaard nu må gøre det ...

Men hvor er disse skue-spillere dog skønne. Marie Dalsgaard forener sin krops viljestyrke med en blødhed i blikket. »Giv mig en skæbne. Giv mig en sorg,« synger Marie Dalsgaard med sin glødestemme bag de smalle, røde læber. Og imens farer Olaf Højgaard kvindesultent rundt med sin hypermuskuløse krop. Jo, han vil gerne være Julies skæbne. Okay, det er Julie, der har bukserne på her. Men det er Romeo, der tør blære sig med potensen. Kostumedesigneren Anja Vang Kragh har gjort de elskende til supertjekkede ikoner med lige dele pudder og gennemsigtigt hørstof. Og håret er drysset hvidt af renæssancens vingestøv og gravmælets askepust smukt og ironisk. Akkurat ligesom Erik Polds herlige koreografi, der efteraber hofetikettens letopløselige kædedanse. Jacob Madsen Kvols overbevisende volds-liderlige Tybalt har desuden fået et gigantisk hundehoved som maskeradepryd, mens den kønne skuespillerelev Niclas Vessel Kølpin har fået falske fuglefjer som Julies tvangsægtemand, og Ulla Vejby Kristensens speedede falskhedsveninde er blevet anbragt i en stofsnebold. Og Karen-Lis Ahrenkiel har fået Vatikanhistoriens største hvidkutte til sin dybe stemme som munken Lorenzo. Imposant. Dorthe Hansen Carlsen spiller Julies mor med hvidpudrede øjne, der blinker mat og selvoverbevisende, mens hun taler til sin datter uden at se på hende. Og Anders Baggesen træder rundt som en bredsidet okse i rollen som Julies stejle far, hvis krigsliderlighed er årsagen til hele tragedien. Lollike gør faktisk faderen mere diktatorisk fra begyndelsen af end Shakespeare; til gengæld anbringer han hilsner til oversætteren Niels Brunse både her og hele vejen gennem stykket. Respekt.

Flirt med mikrofon

Forestillingens flotteste mandfolk er dog Andreas Jebros Mercutio. Det er ham, som Lollike har givet de sjoveste rim. Mercutio er blevet Lollikes ventil mellem Shakespeare og 2010. Det er ham, der gøgler med publikum, og det er ham, der flirter. Høj og flabet og med Andreas Jebros særlige machotæft for liderbukblikke.

Egentlig minder forestillingens form en del om Hamlet Scenens nye mixerpultforestilling Prins H, der er en ungdomsforestilling over Hamlet sjovt nok også med Olaf Højgaard som mikrofonfetichist.

I forestillingens program udtaler Lollike, at han har digtet nogle sange til stykket, fordi musik for ham er »den stærkeste æstetiske form, når rå følelser skal udtrykkes«. Her må en danseelsker lige tilføje, at det samme altså kan siges om balletten, ikke mindst John Neumeiers version af Romeo og Julie fra 1971 til Prokofievs musik. Her flammer rå følelser, men også den kærlighedsskønhed, som det kniber med i Lollikes tolkning.

På Århus Teater veksler forstærkede guitargisninger med heavygys og raprytmer, for musikerne Hans Hansen og Jakob Kosteljanetz varierer thrilleragtigt forestillingens lyd. Og de skaber ikke mindst et altafgørende soundscape af uundgåelighed. For hvorfor var det nu, at Romeo ikke kunne vente bare et lillebitte øjeblik i det gravkammer? Heller ikke Lollike har kunnet udholde verdenslitteraturens mest overspændte tragedieøjeblik. Han har i hvert fald snydt en lille smule.

Mere skal ikke røbes. Men det skal tilgives. For Lollikes utålmodighed er akkurat som Romeos: Den skyldes kun forelskelse.

 

Romeo og Julie
Baseret på Shakespeares stykke.
Gendigtning og iscenesættelse: Christian Lollike.
Scenografi: Rufus Didwiszus.
Kostumer: Anja Vang Kragh.
Musik: Hans Hansen og Jakob Kosteljanetz.
Lyddesign: Andreas A. Carlsen.
Koreografi: Erik Pold.
Lys: Jonas Kongsbach.

www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu