Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ingen over Emerson Kvartetten

Den Sorte Diamant er for tiden et koncertsted på internationalt niveau. I sidste måned spillede Arditti Kvartetten ny musik, så engle og dæmoner sang, og i lørdags gav Emerson Kvartetten årets klassiske koncert for en fyldt sal
Kultur
24. november 2010

Det kan nok spilles anderledes, men absolut ikke bedre, gik jeg i en stille beruselse og tænkte efter koncerten med Emerson Kvartetten. For de fire amerikanere konstituerer efter mine begreber den fuldkomne klassiske strygekvartet, og det har den gjort længe. De kan komme med Borodin, Budapesterne, Alban Berg, Amadeus, Juillard og andre vintage kvartetter med deres specifikke fortræffeligheder, men Emerson er for mig i særklasse.

De to violinister har fra begyndelsen i 1976 skiftet som primarius, og det implicerede både en skarp indbyrdes konkurrence om at være på stikkerne og det faktum, at kvartetten altid har spillet med en utrolig stærk andenviolin, som i mindste detalje kan matche de intuitive oplæg fra førsteviolinen. Læg dertil en maskulin, virtuos bratschist og en aristokratisk, lidt tilbagetrukket cellist, som på sin vis sidder og styrer begivenhederne med sin udsøgt hydrauliske regulering af ensemblets fundament.

Bartóks farvel

De begyndte med et par enkeltstående satser af Mendelssohn, et sæt variationer med Philip Setzer koncertens primarius som brillant solist og en alfeagtig scherzo i et tilpas stramt tempo. Emerson Kvartetten udgav i 2005 Mendelssohns samlede strygekvartetter, og det er vel ikke en overdrivelse, at det blev et comeback for komponisten på dette gebet. Derefter lå vejen åben for noget ganske andet, Bartóks sidste kvartet.

Amerikanerne indspillede alle seks Bartók-kvartetter for mere end 20 år siden, og det blev deres første referenceindspilning. I dag er de kommet længere ind i Bartók. Man kan blive opslugt af deres naturlige behandling af det komplicerede stof, af den fabelagtigt kontrollerede dynamik, af den usvigelige intonation, af den bestandigt varierede klang. Her kan det være svært nok for andre kvartetter at følge med.

Men det, der ramte dybest i opførelsen, var de betydningslag, der åbenbarede sig så overvældende fra sats til sats. Bartóks Sjette er fra 1939, en tid hvor han blev mere og mere fortvivlet over den fascistiske fremmarch i Europa og især i hans eget land, Ungarn. Mesto, bedrøvet, er en gennemgående karakter i kvartetten, som et motto før mere hårdtslående kamppladser melder sig. Emerson-folkene stødte hver gang kniven dybt ind i såret. I andensatsens march med de grotesk udmalede figurer i hoveddelen og den ironiske patos i trioen. I tredjesatsens burletta, italiensk for et lavkomisk stykke, med bevidst falsk folkemusik og hilsner til djævelen hos Stravinskijs Soldat. Og endelig i mesto-finalens nøgne og upatetiske farvel til den tabte verden. Som han forlod i 1940 for at leve sine sidste fem år i USA.

Fitness og vibrato

Emerson Kvartetten sluttede med Dvoák, også det var ganske uforglemmeligt. De havde valgt en kvartet af så at sige beethovensk tilsnit, stort set uden slaviske danse og andre postkort fra Bøhmen, C-dur-kvartetten fra 1881. Den er sjældent spillet, som det meste af Dvoáks output i denne genre, men måske skal der disse ambassadører til for at få den til at funkle som den ædelsten, den viste sig at være. Det er orkestral kvartetmusik, kræver en exceptionel fitness for at kunne udøve det kraftfulde uden at mase klangen, og netop den klanglige iscenesættelse var fascinerende at følge. Det gjaldt eksempelvis noget så fundamentalt som administrationen af vibratoet. Det er ikke noget dherrer klatter med. Alene den underskønne adagio var en lystrejse ind i en tilsyneladende uendelig skala af nuancer, men med den rene klang som basisfarve. Og derudover nogle mirakuløse klangblandinger, som stedet med celloens pizzicato, bratschens arpeggio og de to violiners tæt omslyngede legato.

De stod op, de tre sidstnævnte, under hele koncerten, som de har gjort de seneste otte år, angiveligt fordi de bliver budt så rædsomme stole rundt omkring. Men disse stående positioner har resulteret i en fysisk frihed med tættere kontakt, som har givet deres musiceren endnu mere luft under vingerne. Ja, det må være årets koncert.

Mendelssohn: Andante og scherzo, opus 81. Bartók: Strygekvartet nr. 6. Dvorák: Strygekvartet nr. 11, opus 61. Emerson Kvartetten. Den Sorte Diamant den 20. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her