Læsetid: 4 min.

Den israelsk- arabiske konflikt i øjenhøjde

Det store i det små. Af sæsonens vægtige Mellemøst-bøger hæver den norske journalist Odd Karsten Tveits sig over de andre med humor og myriader af detaljer i en fascinerende fremstilling af en tragisk konflikt
Personligt. Karsten Tveits kup er, at hans bog er befolket af rigtige mennesker af kød og blod i et scenarie, der (med henvisninger til nutiden) dækker de 22 år fra 1978 til 2000, da Israel intervenerede i Libanon. På fotoet kigger libanesiske børn på deres sønderskudte hus i Beirut.

Personligt. Karsten Tveits kup er, at hans bog er befolket af rigtige mennesker af kød og blod i et scenarie, der (med henvisninger til nutiden) dækker de 22 år fra 1978 til 2000, da Israel intervenerede i Libanon. På fotoet kigger libanesiske børn på deres sønderskudte hus i Beirut.

Curt Carnemark

12. november 2010

Mens tasterne knitrer, knalder kraftige kanonslag nede i gaden efter endnu en flammetale af Hizbollahs ypperstepræst, Hassan Nasrallah denne gang med opfordring til alle libanesere om at boykotte de lovlige myndigheder. Beiruts talrige tv-kanaler buldrer derudad med bulletiner om den krise, der ville være barok, hvis den ikke lige var så tragisk: Tjener det noget formål at opklare et massemord i 2005, der kostede 23 menneskeliv, eller er stabiliteten bedre tjent med, at udåden forbliver uopklaret?

I sandhed en illustration af talemåden om, at den, der tror at have forstået Libanon, er dårligt briefet.

Det kunne være mottoet for en tamp af en bog på mere end 600 sider af norsk tvs mellemøstveteran, Karsten Tveit. Libanon farvel Israels første nederlag har han kaldt den, og til forskel fra de fleste andre og vægtige bøger, der er kommet bare i år, er den både elementært underholdende og har et helt personligt touch, der kommer længst omkring dette lille, sære land i Levanten (område mellem Taurus-bjergene, den arabiske ørken og Middelhavet, red.) der ikke er større end knap halvdelen af Jylland.

Konfliktteater

Var det ikke for rædslerne, ville Libanon være en vittighed. Men der er ikke noget at grine ad i en stat, hvor 12 kristne, fire muslimske og et (fåtalligt) jødisk trossamfund deler flag, parlament, møntfod og fodboldlandshold. Hver for sig små og store stater i staten, der passer deres eget med egne civile domstole og klientsystemer. Hvad der gør landet faglitterært interessant er såvel dets geografiske beliggenhed som nabo til klodens mest mediedækkede konflikt, Israels kolonisering af Palæstina, og som laboratorium for regionens stridende interesser.

Libanon er et mikrokosmos for den strid mellem Vestens ambition om hegemoni, der skal sikre den strategisk vigtige energiforsyning, og en arabisk national-islamisk kamp for at bryde den dominans og selv kontrollere olien, gassen og de land- og vandveje, der transporterer den.

Stridens kerne: Israels rolle som Vestens vagthund i regionen er omdrejningspunkt i de fleste bøger, der skrives, og hvoraf bare denne sæson har udspyet en stribe vægtige værker: Patrick Seales The Struggle for Arab Independence, en biografi om Riad el-Solh, arabisk nationalist og Libanons første premierminister, myrdet i 1951, som det ofte sker på disse kanter, når en politisk leder er for dygtig. Beware Of Small States af den britiske journalist David Hirst er en grundig bog, der begynder, hvor Seale slutter (i 50erne), og kommer godt rundt om Libanons problem med den krigeriske nabo i syd. Hirst følges til dørs af den amerikansk-libanesiske journalist Michael Young, hvis øjenvidneberetning, The Ghost of Martyrs Square, dækker perioden fra slutningen af den libanesiske borgerkrig i 1990 over mordet på Rafik Hariri, eks-premierminister, i 2005 og frem til i dag, hvor Libanon står over for en ny krise, der igen spejler landets funktion som stedfortrædende konfliktteater mellem vestlige og arabisk-islamiske kræfter.

At elske er at forstå

Hver især vægtige bøger, men Karsten Tveits kup er, at hans bog er befolket af rigtige mennesker af kød og blod i et scenarie, der (med henvisninger til nutiden) dækker de 22 år fra 1978 til 2000, da Israel intervenerede i Libanon.

Undertitlen Israels første nederlag henviser til den israelske tilbagetrækning i maj 2000 som resultat af de tab, den Iran- og Syrienstøttede milits Hizbollah påførte besættelsesstyrken. Jeg er ikke helt enig i, at det var et nederlag jeg så det snarere som et led i daværende premierminister Ehud Baraks forsøg på at få en fredsaftale med Syrien.

Men nuvel, Tveits titel refererer til den arabiske optik, i hvilken retræten er den første sejr i den århundredlange arabisk-israelske konflikt.

Men hvad der gør hans bog ekstraordinært læseværdig er dels dens personlige vinkel han var korrespondent i regionen i flere omgange og i en periode presseofficer i FNs fredsbevarende styrke, hvor Norge deltog fra 1978-98, og læseren er med ham hele vejen. Udtrykket personlig vinkel refererer ikke til new journalism-agtig jeg-selvforelskelse, men til Tveits evne til at inddrage den lokale mytologi regionens sagn og kulturelle overleveringer, der kolorerer de politiske analyser, som i de andre ovennævnte bøger godt kan virke lovligt tørre.

I detaljerede og minutiøse beskrivelser af en lav- bluskrig (undertiden med højoktane udladninger) er det lige før læseren får en slags sympati for libanesiske overløbere, der gik i israelsk tjeneste.

I hvert fald forstår man dem og kommer i tanker om Tveits landsmand Henrik Ibsen, der sagde: »At elske er at forstå.«

Og man føler med ofrene for Hizbollahs bortførelser. Da den amerikanske sygehusdirektør David Jacobsen, blev kidnappet i 1985, var hans fangevogtere sikre på, at han med det navn var jøde.

Han forklarede, at han var lutheraner og af dansk herkomst, og tilbød at sige noget på dansk. Heldigvis havde Hizbollah ingen danskkyndige ved hånden, for alt, hvad David Jacobsen kunne sige på sit påståede modersmål, var glade jul.

Menneskeliggørelse

Bogen har vakt berettiget opsigt i Norge og i Israel såmænd på grund af afsløringen af den norske fredsstyrkes aktive flygtningehjælp, da to libanesiske modstandsfolk havde klippet sig gennem pigtråden om det berygtede Kiamfængsel, hvor Israels kristne (og efterhånden muslimske) medløbere i SLA (South Lebanese Army) havde en svinsk torturpraksis, der i disse år repeteres i Irak.

De norske soldaters humanitære vovemod kunne have kostet Norge ikke alene FN-mandatet, men også legitimiteten som mægler i den Osloproces, der med en vittig palæstinensers udtryk »fik Norge på landkortet, men desværre ikke Palæstina«.

Tveits styrke er menneskeliggørelsen af et roderi med 17 forfatningsmæssigt anerkendte sekter, der kaldes Libanon og er et permanent offer for fremmede magters indblanding.

Men når denne mammut på 670 sider tillige er et væsentligt bidrag til forståelsen af den israelsk-arabiske konflikts natur, er det, fordi det hele er med: Analyser, histo-rik, detaljer, der kaster nyt lys på vigtige begivenheder.

Forfatterens brug af den lille detalje, der viser hen til det store helhedsbillede, er både forførende og anskue-liggørende. En journalistisk bedrift.

Odd Karsten Tveit er, med det ovenfor citerede mundheld in mente, usædvanligt godt briefet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu