Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kanye West slår igen på ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’

Hvem sagde, hiphoppen var død? Hvem sagde, Kanye West var så selvglad, at han spændte ben for sig selv? Rigtig mange. Nu har de fået noget at tænke over. Den amerikanske rapper har skabt et af historiens mest helstøbte hitalbum
Kanye West fører bevis for, at et album stadig kan være en oplevelse fra start til slut og samtidig rumme fem-seks-syv numre, der med noget nær statsgaranti hænger ved 
 i øregangene og vil gøre sig på hitlisterne.

Kanye West fører bevis for, at et album stadig kan være en oplevelse fra start til slut og samtidig rumme fem-seks-syv numre, der med noget nær statsgaranti hænger ved
i øregangene og vil gøre sig på hitlisterne.

Mario Anzuoni

Kultur
23. november 2010

Hvis man siden Kanye Wests debut i 2003 har bøjet sig dybt i støvet og plæderet for det stjernestøv, som han strør over det meste, han rører ved, er My Beautiful Dark Twisted Fantasy funklende godt nyt.

Det er nyt, der sætter haderne på plads. Dem er der mange af, sådanne fluer på en lort, og det vil der formentlig fortsat være. Rapperen, megalomanen, superproduceren, den 14-dobbelte Grammy-vinder, kæmpefjolset, enfant terriblens femte album kanoniserer sig ikke desto mindre som et eventyr. På flugt ud ad Mælkevejen, storladent og kontrolleret. Det er kort fortalt et af dette årtusinds bedste hiphop- såvel som popudgivelser.

Med flere ord eller superlativer helt i Kanye Wests ustoppelige ånd er My Beautiful Dark Twisted Fantasy fra start til slut spækket med produktioner så fyldige og umådeholdne, at det på papiret ligner et overbroderet selvmål. Men de usædvanligt mange gæsteoptrædener og clashende genremøder lykkes på en måde, som de kun kan med et uhørt højt ambitionsniveau og en dertil matchende selvtillid.

Ingen pinlige sammenligninger mellem kritikere og nazister i denne ombæring, ingen oppustede intermezzi mellem godbidderne, ingen pitchede samplinger af den afroamerikanske soularv, som Kanye West ofte har været ekstremt flittig til at hylde og til tider ligefrem skamride. Take a ride.

Helstøbt multioplevelse

Netop den uhæmmede tro på egne evner har tidligere spændt ben for Kanye West. Han har gentagne gange desavoueret folkekære kolleger i fuld offentlighed, hvad har druknet hans musikalske bedrifter i buh-råb. Og så har han for kortere bemærkninger fremstillet sig selv så ignorant, at det har påberåbt sig Barack Obamas afsky og George Bushs indignation.

At Kanye West ikke desto mindre har noget på hjerte og bare ikke altid tænker, før han taler, burde der ikke herske tvivl om. Det demonstrerede han senest til overflod med det mesterlige Pop Art-album fra 2008, 808s & Heartbreak. Her tog han en chance og risikerede med de primitivt arrangerede og vokalmanipulerede synthpop-sange, ikke rapnumre, sit store hiphoppublikum.

Hvis folk vendte ham ryggen i indskrænket misforståethed, vender de forhåbentlig tilbage nu. Sammen med Janelle Monáes overvældende og overrumplende The ArchAndroid er My Beautiful Dark Twisted Fantasy så ubestrideligt dette års mest helstøbte musikalske investering i den afdeling af den virtuelle pladebutik.

Et bevis på, at popmusik det være sig electro, rockreminiscenser, hiphop, R&B stadig kan være en oplevelse fra start til slut. Også selv om udspillet også har fem-seks-syv numre, der med noget nær statsgaranti hænger ved i øregange og vil gøre sig på hitlisterne.

Peger fingre ad sig selv

Før My Beautiful Dark Twisted Fantasy ebber ud og nærmest tigger om en ny runde, er det sidste, man hører, spredte klapsalver. Det sker på den korte fornøjelse »Who Will Survive In America«. Den kan forstås som endnu en optrukken Kanye West-kommentar om hjemlandets politiske ødeland. Men den er i højere grad en selvironisk kommentar.

Med hjælp fra blandt andre den supersensitive ødemarks-drømmer Bon Iver ser rapperen nemlig sig selv med andre solbriller end tidligere. Han peger ligefrem fingre ad sig selv og giver sågar sin tidligere selvforståelse fingeren på flere numre. Ikke mindst »Runaway«, der sammen med The Roots »Right On«, Kid Cudi og Cee-Los »Scott Mescudi vs. The World« og Janelle Monáes »Cold War« er årets mest uafrystelige skæringer.

Over seks minutter kommer han hele vejen fra gjaldende samplinger til skælvende selverkendelser. Stik af fra mig, baby. Det er budskabet i dette rekordagtigt sammensatte opus af opklippede pianonedslag, drivende beatmageri, langtrukne breaks, guitaroverstyrende udråb, pågående strygerriffs og omkvædsfyrige gæsteoptrædener.

Det burde være for meget af det gode, men er det altså ikke. Måske netop fordi Kanye West ikke ekskluderer sig selv fra sin episk klingende skål til alle tåberne derude.

Rotationsprincip

Og her slutter showet med andre ord ikke. »All of the Lights« er en opvisning i, hvordan man bruger et all star-hold uden at lade nogen overskinne sig selv. Rihanna, Elton John, Alicia Keys, John Legend, Kid Cudi, Charlie Wilson og en håndfuld mere bidrager, uden at vi ender i kollektivt selvsmageri a la danske nødhjælpssange. Udvalget af input river én midt over, og selv med sin værste vilje er det svært at finde fejl ved det konstant kørende rotationsprincip igennem vers, bro og omkvæd.

Pladen blev til fra begyndelsen af 2010 og er produceret på Hawaii, hvor Kanye West fik samtlige +20 gæstesolister fløjet til. Og pladen igennem konstruerer han og en række velkendte medproducere hårde, fyldige eastcoast-beats, der hylder fortiden, men også gør op med dens skabelonagtige forståelse af rappens rytmeanatomi. Det her fylder mere, lyder af mere, vil mere.

Det har været grotesk dyrt at lave My Beautiful Dark Twisted Fantasy, og meningen er åbenlys med den ekstravagante tilgang: Det her skal, trods det eklektiske udgangspunkt, mærkes som en form for helhed.

På den råt groovende »Monster« træder Rick Ross og Jay-Z også til. Det er dog den nye pige på blokken, Nicki Minaj, som trumfer sig igennem på nummeret med et diabolsk og dialektisk udvekslende rimflow.

Og sådan kunne det blive ved. Hårene i suppen er der formentlig med alle de kokke, køkkenchefen bringer på banen. Men alt det, som Kanye West tidligere har manglet ikke mindst en mere udtalt mangel på refleksion mangler ikke just her. »Is hiphop just an euphemism for a new religion«, spørger han et sted. Det er længe siden, at spørgsmålet flommet eller ej har syntes mindre malplaceret.

Kanye West har i hvert fald bidraget med noget til den svært mættede pop- historie, som bør sikre hans eftermæle på musikkens præmisser.

Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy (Roc-A-Fella/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her