Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

En klassiker, formoder jeg

Den dagbogsskrivende rejsejournalist Henry M. Stanleys forunderlige rejse efter missionæren dr. Livingstone i 1871 er nu genoptrykt på nudansk. Stanley er tidligere blevet kaldt opfinder af den såkaldte 'new journalism', og det med god ret
Den dagbogsskrivende rejsejournalist Henry M. Stanleys forunderlige rejse efter missionæren  dr. Livingstone i 1871  er nu genoptrykt på nudansk
Kultur
19. november 2010

Der er historiske begivenheder, som går hen og får også mytisk eksistens, eksemplarisk karakter med plads i bevidstheden hos den enkelte, undervisningsstof og fortællemateriale. Således situationen, da journalisten Henry M. Stanley 10. december 1871 ved Tanganyikasøen i Centralafrika stod ansigt til ansigt med den verdensberømte opdagelsesrejsende og missionær David Livingstone, forsvundet og savnet, genstand for pressens og opinionens glødende interesse og menneskelige engagement. Mødet blev iscenesat med enestående effektivitet af Stanley selv i de reportager og den bog, han skrev om eftersøgningen med sin ekspedition i det mørke kontinent, Hvordan jeg fandt Livingstone.

I Virginia Woolfs roman Mrs. Dalloway har den frygtsomme miss Anning et felt-råb, en hemmelig spore for at mande sig op i selskabslivet. »Fremad, Stanley, fremad!« siger hun til sig selv. Og som rollemodel har Stanley inkarneret det hvide, kristne menneskes gåpåmod tværs gennem ufattelige forhindringer og lidelser for at komme en civilisationens helt til undsætning. Og som redningsmanden, barsk, selvbevidst og dog blufærdig har han fremstillet sig selv. Sådan som jeg også husker ham fra en fjern skoletids genfortællinger og omtaler. Den berømte tegning fra bogen om de to gentlemens møde er let at fremkalde på nethinden.

Fremad

I alt 236 dage tager det at nå frem. Nu er han og folkene pæne at se til, klædt om, som da de stævnede ud fra Zanzibar og det lød: »Fremad! Og hele karavanen sætter i gang i et tempo, der hurtigt vil føre os til Ujiji.« Omsider er de ganske nær. Fra bjergsidens top ser de søen som et sølvagtigt glimt mellem træerne og de blå bjerge. »Tanganyika! Hurra! Og angelsakserens råb besvares af den jublende karavane.«

Fortælleren giver sig god tid, trækker tilbagelæggelsen af den sidste march ud med livlig skildring af flagudfoldelse og triumferende byger af geværskud, med hurtige rygter, forudanelser, et menneskemylder af budbringere, dialoger med tjenestefolk. Snart vil doktoren kunne ses, en gammel mand med hvidt skæg, hedder det sig. Men gråt skæg er det under en blå kasket med falmet guldbånd på. Dér står så den genfundne berømthed. Han ville være løbet hen til ham, omfavnet ham, men amerikaneren Stanley kender ud fra sin egen walisiske oprindelse englænderne, »så derfor gjorde jeg, hvad fejhed og falsk stolthed rådede mig til - jeg gik roligt hen til ham, tog hatten af og sagde: 'Dr. Livingstone, formoder jeg?' 'Ja,' svarede han med et venligt smil og løftede en smule på sin kasket.«

Det mørke kontinent

Læseren kan ånde ud efter foreløbig 250 siders detaljerede strabadser sammen med den dagbogsskrivende rejsejournalist, der her ved brug af alle fiktiongenrens stilistiske virkemidler trækker én nær med en ny episk blanding af saglighed og subjektivitet. Man er med fremad på en rejse, der ustandselig går i stå af sygdom, krig og alle det nærliggende Ægyptens plager i det ukendte terræn. Men det er ikke det gængse rædselsbillede af Afrika, det som Frits Andersen har analyseret i sin store doktordisputats Det mørke kontinent? Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo (anmeldt af Kristian Møller Schmidt i Information den 26. maj 2010). Stanleys Afrika er ikke et ondskabens tilholdssted som senere i Joseph Conrads roman Mørkets hjerte (1902). Han rehabiliterer Stanley, som den selvplageriske postkoloniale samvittighed ellers har pillet glorien af begrundet ved hans senere tjeneste for den griske kong Leopold, der brandskattede Congo. Litterært set opfatter Frits Andersen Stanley som opfinder af den såkaldte new journalism, og det med god ret. Så det den rejsende opdagede, var også en ny litterær genre. På dramatiske højdepunkter tages netop den direkte dagbogsform i anvendelse som signal om nærvær, samtidighed, om end forskellen ikke er markant forskellig fra brødskriften, der selvfølgelig også er baseret på de dyrebare personlige papirer. De transporteredes af de mest fodsikre bærere, der ellers havde nok at slæbe på i karavanen på 198 mand, soldater, bærere, tolke, kokke, vejvisere, desuden æsler og heste, en skrædder og en hund, alt hvad Stanley med imponerende logistisk forudseenhed fik stillet på benene og sendt af sted i fem sektioner, han selv i spidsen for den sidste.

Skriften og blikket

Det er et altdominerende jeg, der skriver, oplever og oplyser, analyserende, vurderende, med bevidsthed om at bane veje i det store ukendte og blandt de ukendte: indere, arabere, sorte, der kan være lige så ufremkommelige for den hvide mand som landskabet selv. Kvinder hører man kun om som folkenes sorte, besværlige koner og elskerinder og ved hans fascination af deres fyldige bagkroppe i rytmisk bevægelse. Der er dét med blikket.

»Nu da jeg er vendt hjem med usvækket helbred, skønt jeg i det korte tidsrum af tretten måneder havde 23 feberanfald, må jeg indrømme, at jeg bevarede mit liv for det første ved Guds nåde, for det andet ved den begejstring, jeg fra først til sidst har følt ved det hverv, jeg har påtaget mig.«

Skrivebevidstheden og bearbejdelsen er et vigtigt træk, selv om han i en efterskrift taler om, at han som rejsende og journalist er mere vant til at skrive hurtigt end poleret, men at han har foretrukket at lade alt blive stående frem for at tillægge sig en litterær stil. Det skal man være ham taknemmelig for, da han i øvrigt har en fin impressionistisk sans for at male et naturpanorama op i håndfast lyrik og henrykt fortryllelse.

Den store opgave fik han som en ordre fra sin chefredaktør på New York Herald, James G. Bennet om, koste hvad det ville, at finde den forsvundne missionær, der selv ledte efter Nilens kilder - en eftertragtet beskæftigelse blandt datidens geografer. Den legendariske forsker havde udsendt successkildringer fra sin færden i Sydafrika, navngivet Zambezi-flodens Victoria Falls og dermed sat sit stempel på den hvide mands mission. Mere hæderværdigt end at finde og undsætte ham, kunne det ikke være. Han udvælger sig to hvide ledsagere, Shaw og Farquard, ganske forhutlede eksistenser, der kommer til at volde ham uendelige vanskeligheder undervejs, indtil de på hver deres måde sætter livet til. Begge har de kvaler med deres position i det raceblandede selskab, mens Stanley selv som enevældig magthaver måler menneskelig kvalitet med langt færre fordomme og usentimentalt straffer drukkenskab, flugt, tyveri, murren og mytteri med pisk og lænker, og trofasthed med rund hånd for at gennemføre rejsen og dens uendelige udbud af ukendte sygdomme, malariamyg, tsetsefluer, myrer og vilde dyr. Det går gennem urskov og sumpe, paradisiske dale, floder og oversvømmede område i regntiden, og møder med krigeriske stammer og tributkrævende sheiker og høvdinge. Tidens betingelser taget i betragtning kommer man til at respektere hans menneskekundskab, hans nuancerede analyse af mennesker og situationer, hans tæft og intuition.

Ekspeditionsudstyr

Udrustningen er både skrabet og righoldig. De medfører uendelige mængder af klæde, kulørte perlekæder, metaltråd til ringe som foretrukne naturalieydelser for ophold, fødevarer og anden hjælp. Krudt og kugler hører til. Der er fri jagt, og det er en nødvendig sport at nedlægge vildt, og de plaffer løs på zebraer, giraffer, antiloper, flodheste, dræber og anskyder, drømmer om at nedlægge dyrenes konge.

Stanley ryger og drikker te af sølvtekande, spiser med sølvbestik. På et tidspunkt finder han minsandten også et badekar i bagagen, en forbløffende blanding af luksus og tarv. Den første del af ruten synes gennemtrukket af kommercielle karavaner med slavehandel for øje, et fænomen han finder afskyelig som gammel soldat i den amerikanske borgerkrig. Midtvejs gennem det, der nu er Tanzania, ved Tabori, samler og organiserer han sin karavane, han møder og fester med rige sheiker og blandes ind i en regulær krig, hvor den sorte høvding Mirambo bekæmper araberne og alle andre, og han forsinkes to-tre måneder, mens tropesygdomme hærger. Han æder kinin i lange baner og doktorerer på de syge.

Efterspil

Historien er ikke forbi efter mødet med Livingstone, som imponerer ham med sin blidhed og lærdom. De blev sammen i tre måneder, hvor de nye forsyninger gav dem muligheder for at genoptage forskerens eftersøgning af Tanganyikasøens vandstrømning. De følges tilbage til Unyanyembe, hvor Stanley har indrettet sit depot til hjælp og hjemtogt. Og han skilles fra sit idol med nye indsigter og fortæller lige så grundigt og dramatisk om hjemfærden og ankomsten til civilisationen og må da erfare, hvor lille en forskel der er på denne og barbariet. »Hvor er det dog kun lidt, der adskiller den hvide mand fra den afrikanske vilde. De sidste er godmodige og venlige folk, når de bliver behandlet godt.« Midt under triumfen rammes Stanley af mistro og misundelse og murren fra Det kongelige geografiske Selskab i London i irritation over, at en amerikaner kom først med verdenssensationen. Livingstone døde 1873, året efter bogens fremkomst, mens Stanley fortsatte sine litterære opdagelsesrejser og bedrifter som reporter og forfatter.

Bogen blev straks oversat til dansk af Otto Irminger, mens den nu på alle måder aktuelle udgave, stadig noget forkortet efter How I Found Livingstone, er tillempet nudansk, desværre også med triste neologismer som 'karavanen virkede til at være ved at gå i opløsning'. 'Virke til' i stedet for 'synes'. Besynderligt. De gode gamle, grafiske illustrationer er et fint akkompagnement til den svære rejse, som til gengæld i den grad savner et noteapparat. Kun et lille indlagt kort over rejsens område afhjælper miseren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her