Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ikke kunst - men godt tv

Sæsonens sidste afsnit af 'Borgen' var præget af sikker professionalisme uden de store dybder
DR-drama har med 'Borgen' bevæget sig ind i minefyldt farvand. Der er mange eksperter, både i politik og medier, der har en mening om, hvorvidt serien er realistisk eller ej. Og det er måske ikke kunst, men det er et stykke gedigent håndværk, og det er godt tv.

DR-drama har med 'Borgen' bevæget sig ind i minefyldt farvand. Der er mange eksperter, både i politik og medier, der har en mening om, hvorvidt serien er realistisk eller ej. Og det er måske ikke kunst, men det er et stykke gedigent håndværk, og det er godt tv.

Mike Kollöffel

Kultur
29. november 2010

I lørdagens Information oplistes en 'enestående samling' af 22 aktuelle klicheer om nutidens mennesker, som DR's søndagsserie Borgen igennem de første otte afsnit har cementeret. Fra bløde kvinder, der skal være hårde for at begå sig i politik til at parforholdet bliver ødelagt af karrieren og børnene bliver ofrene.

Sæsonens niende og sidste afsnit af Borgen tilføjede et par klicheer mere. Vi har naturligvis lige fra starten vidst, at statsminister Birgitte Nyborgs åh, så perfekte ægteskab med den søde Philip havde kurs mod afgrunden. Og vi har fulgt Philip fra forstående og følsom, til han i søndagens afsnit svigter hende ved at kræve skilsmisse. Fordi »det fineste er det, vi havde sammen, og vi kan sidde og forråde det, mens vi smiler«. Det gjorde statsministerparret i et tv-interview, arrangeret af den kyniske spindoktor Kasper Juhl for at standse gryende rygter om statsministerens privatliv. Oven i købet efter at spindoktoren ved gemen afpresning over for Søren Mallings tv-nyhedschef Torben Friis, der snotdumt og i strid med de helligste journalistiske principper, havde overdraget redigeringsretten til spindoktoren.

Fortsætter glidebanen?

Som andre steder i den store serie nærmer billedsproget (ligesom nogle af konflikterne) sig det banale. Sidse Babett Knudsen sidder alene og (næsten) knust tilbage i et totalbillede. Ikke mellem to stole, men på en stol mellem to tomme sofaer. Hendes onde mand har fyret hende, lige efter hun har fyret sin bedste ven og mentor, finansminister Sejrø. Hun har mistet kærligheden og venskabet.

Som alle andre seriers sidste sæsonafsnit er der indlagt indtil flere såkaldte cliffhangers, som skal holde seriens 1,3 millioner seere i spænding om, hvad der sker i næste omgang. Vil Philip fortryde skilsmissebeslutningen, fordi hans kone holdt en savlende, klichefyldt åbningstale i Folketinget?

Vil Sidse Babett Knudsens statsminister Nyborg fortsætte glidebanen fra idealisme mod ren magt? Er søde og kloge Lars Knutzon som finansminister Sejrø på vej til de evige Hortensia-marker efter den helt uretfærdige, men politisk nødvendige fyring? Og vil den åh, så smukke og idealistiske journalist, Katrine Fønsmark, efter at have opsagt sit job i protest mod nyheds-chefens forræderi blive den graver-journalist, der til sidst fælder statsminister Nyborg og hendes helt uvirkelige koalitionsregering? Måske oven i købet i samarbejde med spindoktor Juhl, der glimtvis viser svage tegn på idealisme?

Borgen er som Forbrydelsen, Krøniken, Livvagterne og Ørnen produceret med den sikre professionalisme som præger DR's dramaafdeling. Det er dyrt, flot, farvemættet og effektivt. De har fin-tunet de beretter- og aktantmodeller, som dramachef Ingolf Gabold i årevis underviste og Gabolds dramahold har udviklet de forfatterteam, som er forudsætningen for moderne professionel tv-dramaproduktion. Det var for resten Rumle Hammerich, der som DR-dramachef i halvfemserne lagde grunden til det hele med den banebrydende Taxa.

Gedigent håndværk

I krimi-serier er der næsten frit spil til at digte og dramatisere. Vi bærer automatisk over med eventuelle unøjagtigheder eller virkelighedsfjerne elementer, og da der altid er en heltemodig og klog strisser i hovedrollen, holder de rigtige politifolk kritikken tilbage. Med Borgen har DR-drama bevæget sig ind i minefyldt farvand. Seriens første ni afsnit handler om politik og medier. Og her er der en hærskare af eksperter. Hundreder af journalister kan helt sikkert finde beskrivelsen af deres miljø helt urealistisk. Et stort antal fhv. spindoktorer står klar med kritik. Spindoktor-virksomheden er skåret ud i pap, bøjet i neon og fræset i vinyl. Og udøvere og iagttagere af dansk politik vil finde snesevis af situationer, som ikke har meget med virkeligheden at gøre. Tilbage står et stykke gedigent håndværk, der ikke når intellektuelle eller kunstneriske dybder eller højder, men alligevel på sin egen ugebladsromans-firkantede facon problematiserer grundlæggende og indbyggede konflikter i politik og journalistik. Det er ikke kunst, det er godt tv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her