Der er sort i Holstebro. På Den Røde Plads ligger Peter Schaufuss granitkolos truende novembermørk kun oplyst af landets største digitalskærm, der byder på farveråbende reklamer for Musikteatret. Men indeni er Schaufuss drøm nu blevet overtaget af Black Box Theatre, der skal spille musikdramatik på den rå måde. Indgangen til teatersalen er dog forblevet Schaufuss drøm af et orangerødt entrérør: The Hall of Fame.
For Black Box-lederen, Kenneth Kreutzmann, vil også satse på berømtheder. Thomas Helmig er den første, der kanoniseres i repertoiret, for Kreutzmann har skabt en teaterkoncert omkring 22 Helmig-sange for et ensemble af 10 dansere, sangere og musikere. Allesammen mænd. Og selv om Helmigs sange ofte handler om kærlighed antagelig ofte til en kvinde derude et sted så er det altså her kun mænd, der lytter til sukkene fra »Det er mig der står herude og banker på«.
Lagner og lyskæder
Visuelt er Stupid Man blevet en prestigeteaterkoncert. Den er parat til at rykke direkte til Gasværket i København og ud i verden eller cyber. Og jo, Stupid Man er i familie med Cederholms teaterkoncerter, men tydeligvis skabt af en koreograf, der mest fortolker musikken i billeder, ikke i ord eller rollefigurer. Og fordi Black Box er så overrumplende stort et teaterrum, så kan der altså skabes forestillinger af samme vilde format som i Gasværket.
Som en UFO hænger lysspot i en metalcirkel højt oppe under loftet. Og som en rummand firer nycirkusartisten Anders Astrup Jensen sig ned i kroge og lagner, så der opnås kontakt til jorden. Selve scenen ligner nu også mest af alt en satellit, for scenografen Johan Kølkjær har skabt et edderkoppespind af reb og lyskæder rundt om sekskantede sceneplader og mørkehuler. Og lysdesigneren Kristoffer Nielsen har leget så hammerflot med lyset, som var der tale om en rockkoncert i Parken.
Her er det så, at Helmigs superstars skal folde sig ud. Og jo, de synger godt uden dog at stemmerne er opsigtsvækkende oplagte som Helmig-arvtagere. Der er ingen egentlig handling i forestillingen. Og der er ingen udvikling i mandebillederne. Performerne er godt nok udstyret med amerikanske footballoutfits, så de ligner en mellemting mellem sportsidioter og aliens. Men machoidealer ligner de altså ikke for os, der ikke tænder på benskinner og voldsgittermasker.
Benskinner og Bryan
Det er selvfølgelig i orden, at forestillingen mest er skabt for hetero fodbolddrenge med guitardrømme. Den bliver bare så lidt lang for os andre. Og det bliver lidt uklart, om vi kvinder overhovedet er inviteret med på en lytter, når Helmigs ondeste ord ryger gennem rummet: »Men når jeg nu savner dig / hvordan kan du så undvære mig?«.
Pigerne i plateaustøvlerne sukkede ellers forventeligt over Bryan Rice. Rolex-urene tændte på Henrik Launbjergs drevne stemme. Fitnessfanatikerne var vilde med den unge, bredskuldrede Thor Frederiksen, der kastede sig ud i både dans og luftakrobatik, mens han sang og med den klejne Patrick Spiegelbergs vilde tempo. Kapelmester Joakim Pedersen fik Helmig-elskerne til at nyde melodiernes ro, og hans længselsstemme fik kroppene til at rykke fremad i sæderne. Trommeslageren Mads Michelsen vakte anerkendelse for sine rytme- forsøg på at smadre scenografiburet med sine vilde trommestikker. Og de spirituelle kom op at køre over Tarek Sidki, der skabte cirkelmeditation, så drømmerne ønskede, at han aldrig var holdt op med at knipse på strengene.
Kondens og kube
Jylland er Helmig-land. Men fascinationen forduftede hurtigt, da showet var ovre som om Helmig stadig står og banker på i Holstebro. Og tanken om forestillingen kondenseredes til billedet af Anders Astrup Jensen, der hang i en kube under loftet i en sort heldragt. Som en luftdykker svømmede han rundt i rummet med sin exceptionelt smidige mandekrop, der er rund af muskler. Og med sine lyriske hænder, der smukt og præcist fik jorden til at nærme sig eller forsvinde. Uden sitren løftede han en mand op under sig i håndleddene. Uden dirren lå han vandret i luften.
Her handlede det ikke om drengerøv længere. Her handlede det om mand.
Stupid Man. Baseret på Thomas Helmigs sange. Iscenesættelse: Kenneth Kreutzmann. Sceno-grafi: Johan Kjølkær. Koreografi: Kreutzmann, Patrick Spiegelberg og Thor Frederiksen. Luftkoreo-grafi: Anders Astrup Jensen. Lyddesign: Anders Stadelund. Lysdesign: Kristoffer Nielsen. Kapelmester: Joakim Pedersen. Black Box Theatre i Holstebro. Til 4. dec. www.musikteatret.dk
Det er ikke helt den oplevelse jeg havde... Jeg må indrømme at jeg tog til Holstebro med en vis portion skepsis, men det blev hurtigt manet til jorden! Jeg syntes det var et helt fantastisk stykke kunst, der handlede om præcist det der var reklameret med: Mænd og deres følelser. Jeg syntes det var genialt at der ikke blev sagt et eneste ord, men at hele handlingen foregik gennem Helmigs sange, hvor teksterne fremstod meget tydeligere og på en helt anderledes måde end når man hører dem i radioen. Sangene, der jo normalt i høj grad er rettet mod XX-lytterne harmonerede overraskende godt med mænd i football-udstyr - også selvom jeg bestemt ikke tænder på benskinner og voldsgittermasker. At stykket skulle være uden handling må jeg erklære mig helt uenig i - jeg syntes at det gav en klar afbildning af hovedpersonens rejse fra den følsomme, over i macho'en i machofællesskab, til egoisten, til den elskende. Jeg havde en nærmest magisk oplevelse den aften, og da jeg gik derfra hørte jeg adskillelige Helmig-fans sige at det var det bedste de nogensinde havde set. Men det kan selvfølgelig være at skribenten har været i Holstebro en anden aften...
Det er heller ikke den oplevelse, jeg havde. Kan kun tilslutte mig Sarahs betragtninger.
Hvor kan man se/høre og føle dansere, musikere og sangere, der gør det de er rigtig gode til - og så derudover laver det, man ikke kunne forvente af dem.
Jeg er 100 på, at ingen af dem har nogen intension om at blive " Helmig-aftagere".
Og vi var da mange kvinder, der lyttede til sukkene fra »Det er mig der står herude og banker på«.
Ja, og akrobaten, Anders var helt fantastisk - så dygtig at nogle på rækken bag os mente, at han da umuligt kunne være dansker.
Bortset fra min uenighed i oplevelsens værdi, er der faktuelle fejl i artiklen, så jeg kan kun råde journalisten til at ta' en tur mere og så tage et kig rundt på de andre "publikummer" og måske lytte til, hvad der siges undervejs, i pausen og bagefter....
Er mænd ikke tit nogle drengerøve?