Læsetid: 4 min.

Men vi skal længere ind - vi skal helt ind i sindet!

Duoen Rasmus Botoft og Martin Buch bedre kendt som satiriker-crewet Rytteriet har med succes overført deres radio- og tv-komik til teatret
Duoen Rasmus Botoft og Martin Buch  bedre kendt som satiriker-crewet Rytteriet  har med succes overført deres radio- og tv-komik til teatret
6. november 2010

Prof, tjekket og timet. Og sjov som bare fanden. Så kort kan Rytteriets forestilling på Bellevue Teatret opsummeres, hvis De bare vil nøjes med et resumé og skynde Dem videre til vores debatsider, der som bekendt virkelig rykker.

Jeg må så lige skynde mig at tilføje, at det smerter mig lidt at dele roser ud til de herrer, Rasmus Botoft og Martin Buch, for jeg har en høne, ja en hel flok høns at plukke med de to. Er de monstro klar over, hvor megen tid jeg har spildt foran såvel mit radio- som tv-apparat for at høre og se på deres udgydelser og slapstick-gestik? For ikke at tale om alle de arbejdstimer der er røget lige i lokummet, mens jeg har befundet mig på Youtube, for at gense og -høre deres sketches og halløjsa og fikumdik? Timer, siger jeg Dem, tilbragt i selskab med Snobberne, Rasul, Doktor Randrup og Jørgen Leth, med manden i skabet og jeg ved snart ikke hvad.

Velbegrundet had

Og så har jeg slet ikke været inde på, hvorledes de har besværliggjort forholdet mellem venner. Telefonen ringer, og før man kan komme til sagen, skal der indledningsvist og i timevis foretages et rituelt skænderi om, hvem der er sødest og/eller mest fuld: Den, der foretager opringningen eller den, der er uforsigtig nok til at besvare det. Det samme gentager sig i øvrigt, når samtalen skal afsluttes gerne krydret med gensidige forsikringer om at vi skal længere ind, helt ind i sindet. Derindimellem fyger det med hentydninger til de fattige, som er både nærige og kedelige og alle de ulækre ting charterferier, krige og des lignende verden er fuld af.

Og sidst, men ikke mindst, bærer Botoft og Munch på skylden for en omsiggribende penisficering af stort set hele den danske musikarv; som i Love Is A Matter Of Penis, Jeg har min hest jeg har min penis og Hist hvor penis slår en bugt Så det er jo ikke mærkeligt, at man hader dem lidt, vel?

Den danske svinehund

Nå, spøg til side og hofter fat. Der er ingen tvivl om, at Rytteriet på det smukkeste føjer sig til den efterhånden lange række af vellykkede satireprogrammer på DR og at den er blevet så populær, som tilfældet er, skyldes langt hen ad vejen dens persongalleri, hvoriblandt Snobberne Fritz og Poul er gået hen og blevet folkeeje. De er så også tæt på at være det sjoveste ved hele programmet, thi ved at lancere et par figurer som disse to amoralske, konstant berusede, godt liderlige og svinerige levemænd får de faktisk mulighed for at lufte den der særegent danske svinehund på en facon, der på en og samme gang er charmerende, afslørende og nå ja ulækker.

Det er derfor heller ikke spor sært, at de netop benytter to flanører til at binde de mange sketches og optrin på Bellevue Teatret sammen.

Som forestilling betragtet var det noget af en kraftanstrengelse fra de medvirkendes side, og man blev helt forpustet af at følge med. Og selv om der er blevet fundet plads til et par repriser fra deres æterbårne shows, er genkendelsens glæde nu heller ikke noget at kimse af.

Botoft og Munch gled ubesværet ind og ud mellem deres mange forskellige identiteter, hvoraf langt de fleste holder. Undtagelsen er ægteparret Erik og Else, hvor jeg hos figuren Eriks tilfælde savner den empati fra skuespillerside, der gør det muligt for mig som publikum at le der er det karikerede og stereotype trukket så hårdt op, at der faktisk ikke er noget tilbage at grine af. Det kan Botofts i øvrigt sympatiske fremstilling af Else ikke rette op på.

Interessant at Rytteriet så præcist og hjerteligt på den ene side formår at spidde overklassen, men så tydeligvist befinder sig på noget tyndere is, når der zoomes ind på hvad der betegnes som Underdanmark.

Kanten til det upassende

Så er der også liiiige penisdillen, som her fuldstændig ritualiseret og af samme årsag så meget desto sjovere kørte sange som »Alle Sømænd Er Glade For Piger (Penis!)« med og af Otto Brandenburg og »Ensom Dame (Penis)« med og af Bjarne Liller gennem kværnen, mens en for mig ukendt Povl Kjøller-sang mere trak i retning af røv. Om det så er et tegn på mangel på inspiration får tiden vise, men sikkert er det, at nogle af formlerne er ved at være en lillebitte smule slidte. Hvilket dog ikke forhindrede Deres udsendte i at grine højlydt, lige på kanten til det upassende.

Vi var nok også et par stykker, der savnede skespilleren Bodil Jørgensen, som er en del at teamet på tv, og hvis hvinende af manipulation førte telefonsamtaler med datteren Trine sætter nye grænser for det tåkrummende.

Til gengæld diverterede Rytteriets lille orkester mellem optrinene, og det var godt nok kræs for kendere. Anført af kapelmester Henrik Balling gav forsanger Bjørn Fjæstad, guitarist og pianist Marie Key og janitshar Mads Andersen en stribe fremragende sange. Tematisk lagde de sig gerne i forlængelse af løjerne, men flere af dem var bestemt gode nok til at stå på egne ben, og man investerede gerne sine surt tjente opsparing på en grammofonplade med dette herlige materiale. Så alt i alt kom vi rigtig, rigtig langt ind i sindet og nu er vi bange!

Rytteriet, Bellevue Teatret, Klampenborg. Frem til 11.12.2010

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Sarpsborg

Jeg synes nu mere kvaliteten her er reduceret til at sige Pik, og så forvente et bifald.

Det bider lidt en gang i mellem, men ellers kan jeg sidde flere timer foran det samme som anmelderen uden overhovedet at trække på smilebåndet (og det er altså ikke vanskeligt at få et grin ud af mig..).

Der mangler reelt humoristiske idéer og samfundsvid, i mine øjne. Så disse herrer var aldrig kommet igennem med dette koncept, i min redaktion!

John Houbo Pedersen

Det er betegnende kvaliteten af TV at en Holberg inspireret komedie serie er seværdig. Nu har vi grund til at blive bange!

John

Jeg bliver nu ikke bange af Rytteriets tv-version - tværtimod. Det er velproduceret og skuespillerne er dygtige.... At det så ikke lige er et program jeg følger med i handler nok mest om smag.
Det skal dog indskydes jeg synes man kører lidt for meget i ring - der er lidt for meget gammel vin på gamle flasker. Men alt i alt mener jeg ikke Rytteriet giver grund til bekymring.

Jeg finder derimod TV2's komedieprogrammer dybt foruroligende... Man har:

Klovn, som er et decideret rip off af Curb Your Enthusiasm. Det er utroligt velskrevet og morsomt, men det er altså stadigvæk en kopi - endda i sådan en grad, at man undres over hvorfor Larry David ikke har sagsøgt Christensen og Hvam tilbage til stenalderen for længst.

En helvedes masse amatøragtigt stand up. Noget er okay... Men det meste er noget værre skidt. Hvordan Thomas Wivel kan leve af at lave stand up er et godt eksempel på et af dansk underholdnings største mysterier.

En lang række af komedieserier, hvor man insisterer på at benytte stand up'ere til at spille skuespil - upåagtet at stort set ingen danske stand up'ere har skyggen af skuespilstalent. Seneste skud på stammen er det tåkrummende Tung Metal - jeg er ellers rigtigt glad for Geo... men fuck, hvor er manden dog en elendig skuespiller!

Live fra Bremen - endnu en direkte kopi af et amerikansk koncept.

Det korte af det lange: Rytteriet er nærmere noget der giver håb i forhold til den danske satire. Det er ikke noget der, efter min mening, bør lede til bekymring.

Lige en sidebemærkning til indledningen til anmeldelsen. At konceptet gør sig godt på teatret er nok ikke nogen større overraskelse. TV-programmet har jo sine rødder i teatret - nærmere betegnet revyen (både scenografisk og strukturelt). Så der er nok mere tale om, at de to skuespillere (der i øvrigt primært har slået deres folder på teatret) har bragt konceptet "hjem" til teatret.

Jørgen Muldtofte

Nu er det jo ikke fald-på-halen komedie, men jeg synes satme også det er muntert.

Noget jeg til gengæld undrer mig over er at Frits og Poul kaldes snobber, det mener jeg ikke de er. De er burgøjsere, en perfekt fordanskning af sidste halvdel af Jeeves & Wooster, eller som Pythons upper class twits blot mere velfungerende. Snobber involverer et element af arrogance som de ikke har, de er født ind i miljøet og stræber ikke fter det. De kender ikke andet, er i virkeligheden ekstremt uvidende.
Nudansk definerer snobber som nogen der kryber for eller stræber efter noget socialt højerestående, det gør de jo klart ikke. Hvis I vil se snobber er der en uvurderlig serie på BBC med 2 kvinder i modebranchen, uden succes og lige så kvajede som the bucket woman. Perfekt engelsk overspillet à la Young ones eller Alan B'stard. Se den og mød rigtige snobber (aner ikke hvad serien hedder).

mvh JMu