Læsetid: 4 min.

Med løftet pande

Tyrefægtning. Danske Kasper Kloch har begået den indsigtsfulde og stemningsmættede bog ’En rejse i tyrefægtningens fodspor’. Et levende portræt af en nation, der ikke kun er splittet i spørgsmålet om tyrefægtning, men også mellem generationer, køn og regioner
Tyrefægtning. Danske Kasper Kloch har begået den indsigtsfulde og stemningsmættede bog ’En rejse i tyrefægtningens fodspor’. Et levende portræt af en nation, der ikke kun er splittet i spørgsmålet om tyrefægtning, men også mellem generationer, køn og regioner
12. november 2010

Er man blot den mindste smule fascineret af Spanien, tvinges man til at forholde sig til tyrefægtning, og det er lettere sagt end gjort. Ikke engang spanierne selv kan blive enige om, hvordan de skal betragte dette på mange måder paradoksale fænomen.

I Barcelona for eksempel røg prisen på det sorte marked for en billet til stjerne-matadoren José Tomás’ comeback i 2007 op på 3.000 euro, mens store dele af byen på samme tid skrev under på og gik på gaden for at få tyrefægtning forbudt ved lov i hele Catalonien.

Det fik de held med tidligere i år, således at tilhængerne i regionen nu er tvunget til at følge corrida-sæsonen i landets aviser. Her bliver tyrefægtning »omtalt på kultursiderne, og journalisterne, der leverer omtalen, bliver kaldt anmeldere og dækker tyrefægtning på samme måde som journalister, der dækker film, teater og musik«.

Ordene er danske Kasper Klochs og stammer fra hans netop udkomne En rejse i tyrefægtningens fodspor. Heri kommer han så tæt, som man vist kan, på at leve op til det krav, en ældre tyrefægterskribent stiller i bogen:

»Hvad enten man vil lovprise eller fordømme noget, må man først forstå det.«

Tredjerangs corrida

De største matadorer er rige og berømte, enkelte er blevet dyrket af kunstnere som Picasso, Lorca og Hemingway. De er måske ikke så svære at forstå, og de får også plads i En rejse i tyrefægtningens fodspor. I et af bogens bedste afsnit forsøger Kloch imidlertid også at forstå de matadorer, der aldrig nåede til tops. En af dem er den 28-årige David Morra, der havde en lovende debut i 2005, men i dag sidder ved telefonen og venter på tilbud fra arrangører af tredjerangs corrida’er. Sølle syv kontrakter er det blevet til, da Kloch møder ham på et tidspunkt af sæsonen, hvor de mest populære har optrådt langt over 100 gange.

Morra håber stadig på det store gennembrud, og han er klar over, at en enkelt spektakulær og vovet optræden vil gøre en forskel:

»Ingen kan vel lide at sætte livet på spil. Hvorfor risikere livet? Men nogen gange er det bare nødvendigt at vise noget ekstra. Vise at man er parat. At man vil triumfen.«

Kloch følger Morra i den nordspanske by Briviesca, hvor han klarer det udmærket, men ikke spektakulært. Straks derefter sætter han kursen hjem mod Toledo syd for Madrid for at vente på nye opkald, mens hans ansatte går i byen for at feste på chefens regning. Ikke som stjerner, vel at mærke, men derimod som brovtende fortidslevn, hvis krav om enkle retter med olivenolie en yngre tjener ikke har andet end undren tilovers for. Kasper Klochs blik for optrin som dette løfter hans bog til et levende portræt af en nation, der ikke kun er splittet i spørgsmålet om tyrefægtning, men også mellem generationer, køn og regioner ...

Selvmordskandidater

En anden, der aldrig nåede helt til tops, men trods alt oplevede enkelte triumfer, er Pepe Luís Vargas, der i desperation over manglende kontrakter forvandlede sig til en selvmordskandidat i arenaen. I dag underviser han børn i tyrefægtning, men understreger, at man sagtens kan gå på hans skole, selvom man ikke bryder sig om at se en tyr blive slået ihjel.

»De unge mennesker, der har gået hos mig, kommer ikke for sent på arbejde. De løser deres opgaver. De møder tilværelsen med løftet pande, ligesom en tyrefægter møder tyren,« siger Vargas, der suppleres af den pensionerede tyrefægter Luís Francisco Esplá, som mener, at tyrefægtning kræver intellektuel stræben, fordybelse og refleksion for at blive værdsat.

»Ritualet er det, der adskiller os fra dyrene, og det er vi godt i gang med at nedbryde i dagens samfund, hvor alt handler om tempo og forbrug,« siger Esplá, da Kasper Kloch spørger, hvilken berettigelse tyrefægtning har i dag.

Kun for syge mennesker

Sådanne argumenter om, at tyrefægtningen repræsenterer væsentlige værdier, som samfundet er ved at miste, preller af på modstanderne, som Kasper Kloch også har talt med på sin rejse rundt i Spanien. De findes nemlig ikke kun i Catalonien, hvor kritikken af tyrefægtning langt hen ad vejen har rødder i en kritik af centralmagten i Madrid, men også andre steder i landet, hvor man ryster på hovedet af alt fra dens bedagede ritualer og maskulinitet til dens brutalitet – hvis man ikke ligefrem typen, der beklager, at tre af strengene på ens cello er af dyretarme, som tilfældet er med politikeren og aktivisten Mireya Barberito, der mener, at »kun syge mennesker kan føle glæde ved at se et dyr blive pint og dræbt«.

Pointen i En rejse i tyrefægtningens fodspor synes imidlertid at være den stik modsatte. De folk, Kasper Kloch har mødt i Bilbao, i Huelva, i Almería, og hvor han ellers har været på sin rejse, er ganske fornuftige og har både pæne manerer og stærke meninger.

Det er blot et af de paradokser, der har pirret Kasper Kloch, fornemmer man. Et andet er, hvorfor flere og flere går til tyrefægtning, når flere og flere kritiserer det.

I sidste ende er det dog Kasper Klochs fascination af ikke blot tyrefægtning, men af Spanien, der er bogens drivkraft. Den brænder igennem på hver eneste side og specielt i reportage-passagerne, der er så stemningsmættede og sanselige, at man føler, man sidder med på lægterne i Las Ventas, ved baren, når der bestilles café solo, eller på traktoren under en sitrende hed middagshimmel på en uberørt andalusisk mark.

En rejse i tyrefægtningens fodspor er med andre ord skrevet til dem, der deler Kasper Klochs kærlighed til Spanien. De vil garanteret ikke blive skuffet over forfatterens indsigtsfulde og levende anslag, der suppleres af fotos taget af en række af verdens bedste tyrefægterfotografer.

kultur@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu