Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Mere smuds på spadseredragten i Borgen, tak

Den ellers så gode og rigtige statsminister Nyborg viser sig som lidt mere kold og kynisk, og det gør DR1s dramaserie Borgen mere interessant end længe
Kultur
8. november 2010

Det hele er ligesom lidt for rigtigt i Borgen. Seriens om-drejningspunkt, statsminister Birgitte Nyborg er så oprigtig, idealistisk og god. Hendes åhh-så-søde mand er så forstående, at han nærmer sig det irriterende. Spindoktoren er forudsigeligt beregnende grænsende til det klichéfyldte. Ligesom den smukke kvindelige studievært på TV1 er så uafhængig og skarp, at det bare ikke bliver ved med at være interessant at følge med i. I søndagens afsnit af Borgen kom der dog lidt flere nuancer på de ellers så stereotype figurer.

Big Brother er kommet til Borgen. Håndværkerne finder overvågningsudstyr i partiet Solidarisk Samlings lokaler. Spørgsmålet er nu, om Nyborgs justitsminister Høxenhaven, har været vidende om, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har overvåget et lovligt politisk parti. Høxenhavens forklaring på miséren er, at Solidarisk Samling overtog lokalerne fra forlaget Reaktion, der havde kontakter til diverse internationale terrororganisationer. Statsministeren vil ikke have sådan noget smuds på spadseredragten, så hun holder sig til samtaler med de to parter på ministerkontoret.

Reddet af spin

Men Solidarisk Samlings formand Lindekrone vil trods et gammelt bånd med statsminister Nyborg, der gik fra det autonome miljø og ind i politik, ikke lade sig spise sig af med en høring om kontrollen med PET. Høxenhaven skal steges i spørgsmål. Det ender helt galt for den pæne mand, der på talerstolen antyder, at der har været god grund til at overvåge Solidarisk Samlings medlemmer. Justitsministeren er forbi en næse, som Nyborg kalder det. Høxenhaven må tage sit gode tøj og gå, mener den så trættende principfaste Nyborg. Justitsministeren trækker så en seks år gammel optagelse fra en fest i Ungdomshuset ud af ærmet, hvor en beruset Lindekrone snakker om at kidnappe den tidligere statsministers børn. Stik imod statsministerens diktat bruger den desperate Høxenhaven alligevel optagelsen som sin sidste redning og lækker optagelsen til pressen. På, hvad der må være, verdens mindst bemandede public service tv-station beslutter redaktøren at køre den som tophistorie. Spinmanøvren er vellykket. Justitsministeren har fået flyttet fokus fra ulovlig overvågning til Solidarisk Samlings partileders angivelige terrorplaner.

Kynismen tager over

Ikke bare regeringen vakler, men også statsministerens ellers så trygge hjemmefront.

En ivrig 22-årig studerende sværmer om sin lærer, statsministerens mand, der prøver at verfe hende væk, men ender med at kapitulere. Birgitte Nyborg lader sig overmande af jalousien og tjekker ægtemandens mail. Der er ikke for alvor bål og brand, men det begynder da i det mindste at lugte lidt af menneskelighed hos familien Nyborg.

Også den målrettede studieværtinde giver efter for lidt tryghed og bliver kærester med en fitnessinstruktør. Alt er godt, indtil han ikke kan huske navnet på justitsministeren og dermed blotter sin totalt manglende interesse for politik. Sådan kan det selvfølgelig gå, men det sætter ikke for alvor bevægelse i den lidt livløse journalist.

Det gør til gengæld afslutningen på det politiske drama. Statsministeren og justitsministeren mødes i Christiansborgs udvendige søjlegange omgivet af deres håndgangne mænd i mørke cottoncoats. Nyborg skyder med skarpt på Høxenhaven, der for hende er en død mand i regeringen. Ren western og igen tåkrummende rigtigt gjort af statsministeren. Kynismen får dog alligevel tag i den gode Nyborg, der køligt ignorer sin ven Lindekrones anmodning om hjælp midt i krisen, for nu var folkestemningen vendt. Og det var også lige her, at stemningen hos mig vendte fra lidt søvnig-se-med-tv til vågnende interesse.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her