Læsetid: 2 min.

Metaltræt tidsfordriv

Woody Allens årlige eftersyn af livspanik og kærlighedskriser giver indtryk af, at han er begyndt at kede sig selv - og hvad så med os?
I Woody Allens nyeste film virker det til, at han helt grundlæggende har mistet modet på at fortælle noget af betydning.

I Woody Allens nyeste film virker det til, at han helt grundlæggende har mistet modet på at fortælle noget af betydning.

25. november 2010

Woody Allen advarer os på forhånd ... Han indleder sin nye film You Will Meet a Tall Dark Stranger med at lade fortælleren småfilosofere over Shakespeares berømte citat fra Macbeth om, at livet er fyldt med 'sound and fury', men i sidste ende ikke betyder spor.

Ikke et lovende udgangspunkt for en film, og efter den årlige halvanden times revsning af menneskeheden fra den i december 75-årige Woody Allen må man konstatere, at hans nye film i hvert fald ikke har ambition om at være andet end tilforladeligt tidsfordriv. Det er bestemt ikke en idiots fortælling, som Macbeth er inde på, men det fremstår som en film fra en instruktør, som selv er træt af at trave i de samme eksistentielle riller på samme facon.

Fortællestemme

Woody Allen har endnu en gang samlet et stjernecast til en historie om svære parforhold, kunstneriske kriser, begær, illusioner og neuroser. Anthony Hopkins er den aldrende rigmand Alfie, som får alderspanik og forlader sin kone Helena (Gemma Jones) til fordel for den blonde bimbo Charmaine (Lucy Punch). Samtidig har Alfie og Helenas datter Sally (Naomi Watts) problemer i sit ægteskab med forfattermanden Roy (Josh Brolin). Sally forelsker sig i sin arbejdsgiver (Antonio Banderas), mens Roy falder for en indisk skønhed i vinduet overfor (Freida Pinto).

Skuespillerne render overbevisende rundt og illustrerer det, som fortælleren forklarer os foregår i historien. Meget mere er der ikke i det, og da den rå humor med Larry David i Whatever Works er skåret væk, bliver der derfor ikke andet tilbage end en jævnt ligegyldig historie om endnu en aldrende mands desperate dødsangst omgivet af folk med ondt i kærligheden. Den eneste person, som ser lyspunkter og virker lidt engagerende undervejs, er den forladte Helena, som nyfrelst kaster sig ind i spådommens og det spirituelles verden, mens hun supplerer med lidt sherry at 'sippe på'.

Nonchalant historie

Jeg holder normalt af Woody Allens storbykomedier, hvor der trods den lette tone plejer at være et eller andet på spil og ikke mindst en god portion humor til at lade sædespidningerne glide ned med. Allen har de seneste år filmet flittigt i Europa med charmerende hovedstæder som rammen for sine historier. Denne gang er han (som i Match Point, Scoop og Cassandra's Dream) tilbage i London, som leverer både smukke og stemningsfulde locations.

Det velkendte jazzsoundtrack får det hele til at flyde, og vil man blot slå halvanden time af det futile liv ihjel, er der i hvert fald ingen kanter at skære sig på. Vi ryger ud af historien næsten lige så udramatisk og nonchalant, som vi gled ind i den efter de karakteristiske fortekster, og har ikke oplevet noget, som kommer til at genere hukommelsen.

Nihilisme og misantropi har længe på morsom vis været en del af Woody Allens univers, men her virker det, som om han helt grundlæggende har mistet modet på at fortælle noget af betydning. Så selv om vanens magt kan være svær at bryde, er der efter over fyrre års Woody Allen-film grund til at overveje, om man denne gang ikke skal lade sig underholde fra en anden front, mens Allen forhåbentlig samler energi til at komme stærkt tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu