Læsetid: 2 min.

Mini-Marilyn med megaeffekt

Nyaveny afliver normalitetsbegrebet i grotesk satire over Chaplins Guldfeber. Med lillebitte Sigrid Husjord som idolet
Sigird Husjords kompromisløse Marilyn Monroe hiver op i skørterne, mens Daniel Norbacks supermand viser sine mavemuskler i Nyavenys gakkede 'Guldfeber'.

Sigird Husjords kompromisløse Marilyn Monroe hiver op i skørterne, mens Daniel Norbacks supermand viser sine mavemuskler i Nyavenys gakkede 'Guldfeber'.

Søren Meisner

12. november 2010

Da Marilyn stolprer ud af scenen i sine polkaprikkede sko og klemmer sin Chaplin i hånden på Nyaveny, opstår den stærkeste happy end i dansk showbiz denne sæson. Guldfeber viser nemlig drømmen om den store kærlighed. Og Tue Biering og Jeppe Kristensens nyeste virkelighedsteater byder samtidig på den mest sexede miniudgave af Monroe: Marilyn med sus i nederdelen, men også med manipulation i stemmen. Og med skønhedspletten på plads.

I Guldfeber justeres normaliteten, så begrebet til sidst aflives. Her er de mest 'normale' faktisk dværgperformeren og akrobaten Sigrid Husjord, der tilfældigvis lever i en lillebitte krop - og spastikeren Amir Becirovic, der har lært at slæbe sig af sted som en rask halvdel og en lammet halvdel. (Ja, ja, han er andengenerationsindvandrer og ordblind ...). Det væsentlige er selvfølgelig, at både Husjord og Becirovic har et ultraskarpt blik. Intelligensen sidder jo i øjnene, ikke i benene ...

Kaktus og snestorm

Ironien hos Biering & Kristensen er lige så skæv, som Chaplins gangart. Så Søren Poppels 'almindelige' performerkrop scorer kun blikke, fordi den er pakket ind i et kæmpemæssigt pudekostume i rollen som 'Big Jim'. Desuden må Daniel Norback peppe sit bakkenbart-look op med påklistrede sixpack-muskler for at kunne leve op til helteidealet som testosteron-bombe. Kroppen lyver aldrig, som man siger ...

Guldgravernes kaktusmareridt er heller ikke glemt i Sigurdur Óli Pálmasons joke-scenografi med guldgraverhytte og vandrette vægge. Marilyn blæser ind over tilskuerne sammen med snestorme, både fra snekanoner og på Raphael Solholms herlige projektionsskærm, hvor papirklip og sære genstande kommenterer handlingen. Og skoene danser step, når Emil Bøll serverer humorlyde med meta for alle guldmønterne. Tue Biering og Jeppe Kristensen er et forunderligt uforudsigeligt bekendtskab. Aldrig ved man, hvad de to herrer kaster sig over - kun at deres afspejlinger af verden altid har troldsplinten gemt et sted. Fra Pretty Woman-forestillingens ludere på Halmtorvet til Friends-forestillingens flygtningefans på Nyaveny i sommer: Hele tiden blandes virkelighed og scenekunst på en ny måde. Dog mest med sex.

Ugens offerkrøbling

Så da dværgkvinden 'Black Larsen' i Guldfeber resolut beslutter sig for at voldtage spastikermanden Chaplin, så gør hun selvfølgelig bare det. Lige så voldeligt som hun selv plejer at blive behandlet af alle andre. Og dér sidder Chaplin bare som Ugens Offer - værgeløs med slaskeben og væltet stok.

Netop i forestillingens absurde tegneserieform bliver det tydeligt, hvordan sexvold forplanter sig, hvis altså ikke lige, at kærligheden giver den svage uanede kræfter. Her er det, at Sigrid Husjords performertalent strækker sig meget længere end hendes 117 centimeter: Fra den hyperaktive akrobatkrop til den inderlige karakterskuespiller - med vilde gearskift fra hersker til offer og frelserinde.

De normale er dem, vi har lyst til at identificere os med. Det viser Biering og Kristensen.

Her er det så, at de to kåde fyre kommer helt ud på isbjørneglatis for at hylde kærligheden. Om de skal mobbes for det? Nej, da. De skal have et kys af Marilyn, skal de.

Guldfeber. Tekst og instruktion: Tue Biering og Jeppe Kristensen. Scenografi: Sigurdur Óli Pálmason. Lys- og video: Raphael Solholm. Nyaveny til den 27. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu