Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Nikolaj og Julie på Borgen

Det politiske drama gled i baggrunden og den gode gamle hverdags-dramatik kom i fokus i afsnit otte af DR's søndagsdrama 'Borgen'
Kultur
15. november 2010

Der løber tre spor i det ottende afsnit af DR's dramaserie Borgen, der indtil videre har været en sær blanding af skamløse og grinagtige politiske klicheer og veldrejet tv-dramatik. To af sporene fortsætter med at rulle sig i stereotypier og klicheer om det politiske liv og kønsrollerne i et hjem, hvor kvinden har en karriere, men det tredje redder det hele. Det første først:

Det går slet ikke hjemme ved fru statsminister Nyborg og hendes mand Phillip. Som statsminister arbejder man tilsyneladende en del, og det kan været noget af en kamel at sluge for en mand, har vi efterhånden forstået efter kun at have set karakteren Phillip udtrykke et enkelt afsnits stolthed og ellers seks afsnits pinagtig smålighed.

Indtil videre har han været så kvindagtigt undertrykt, at vi kun har set ham i færd med at tømme opvaskemaskinen, smøre mad til børnene, sippe til hvidvin og sidde alene med aftensmaden parat. Selv når de har sex, har det været med statsministerfruen ovenpå.

Det har været en frygtelig situation for en mand at befinde sig i, og vi forstår, at det må ende med et brag. Det gjorde det så i går, da vi i sidste scene for første gang ser ham drikke en øl. Vi forstår, at han nu er trådt i karakter. Han på vej tilbage til sin mandighed.

Kontroversiel bog

I afsnittets politiske spor bliver Birgitte Nyborg og hendes regering sendt på arbejde midt i sommerferien, da den skruppelløse ekspolitiker Hans Engell - nå, nej Michael Laugesen - udgiver en bog, »hvor alle sandheder kommer frem«. Bogen afslører bl.a., at seriens indvandrer-politiker har haft sex med halvdelen partiet og at justitsministeren er homoseksuel. Det er i situationer som disse, at seriens lån fra det virkelige politiske liv antager parodisk karakter.

Men Laugesen-bogens afsløringer inkluderer også seriens indtil videre mest interessante karakter, spindoktoren Kasper Juul (Pilou Asbæk). Juul har fungeret som den kyniske, men også komplicerede og mystiske figur. I gårsdagens afsnit kom vi tættere på Kasper Juuls dunkle fortid, der ikke er - som han tidligere har givet udtryk for - forsømt overklassebarn, men fra et parcelhus i en diset provins. Hans mor er ikke død, men lider tilsyneladende af psykiske problemer, og hans far har engang forgrebet sig på ham. Nu er faderen død, og Kasper Juul må modvilligt tage sig af hans begravelse.

Han viser et skrøbeligt menneskeligt ansigt, og det bestyrkes af hans reaktion på de afsløringer, der fremsættes i Laugesens bog, at det var Juul, der i seriens første afsnit fodrede Laugesen med oplysninger, der førte til den daværende statsministers fald og Birgitte Nyborgs sejr. Den politiske side af den afsløring har Juul ingen problemer med, men på det personlige plan er det langt sværere for ham, da dokumenterne er fremskaffes hos hans hjertenskær - tv-journalisten Katrine Fønsmarks - nu afdøde elsker.

Selv om det måske heller ikke kommer som en stor overraskelse, at der var noget uldent ved Juuls fortid, er det alligevel første gang, serien for alvor har turdet bevæge sig dybere end de papfigurer, der som en anden Cirkusrevy gennemspillede myter og gamle historier fra Christiansborg. Måske det er et varsel om en anden dybde i serien, og måske det vil brede sig til et par af seriens andre karakterer. Hovedpersonen, måske?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her