Læsetid: 5 min.

Ofre i vandland

Glimrende. Vi lærer ikke så meget om Palæstina, men en del om at være menneske på glimrende udstilling på Overgaden
Øjenåbner. Udstillingen på Overgaden formidler ingen nye oplysninger om konflikten mellem Israel og Palæstina, men til gengæld fortæller den os noget om os selv, som er langt mere værdifuldt, og som på sigt kan have større effekt end nogen artikel eller noget nyhedsindslag. Maj Hasagers 
 'Memories of Imagined Places' (t.v.) og Helen de Mains 'What Lies Between'.

Øjenåbner. Udstillingen på Overgaden formidler ingen nye oplysninger om konflikten mellem Israel og Palæstina, men til gengæld fortæller den os noget om os selv, som er langt mere værdifuldt, og som på sigt kan have større effekt end nogen artikel eller noget nyhedsindslag. Maj Hasagers
'Memories of Imagined Places' (t.v.) og Helen de Mains 'What Lies Between'.

18. november 2010

»Nu vi taler om svensk litteratur, kommer jeg lige i tanke om Henning Mankell.«

»Ja, han er sur for tiden.«

»Jamen det er jo det, han har mistet sin bagage på en rejse til Israel.«

»Ship to Gaza, mener du?«

»Ja, han og 600 aktivister var i foråret på en blodig rejse til Israel. De ville bryde den israelske blokade ved Gaza, og det kan man jo ikke fortænke dem i!«

»Nej, men det sørgelige var, at i Mankells rygsæk lå manuskriptet til en kommende tv-serie.«

»Det er jo frygteligt!«

»Serien skulle jo handle om forfatterens svigerfar og om Ingmar Bergman.«

»Åh Ingmar Bergman, vi savner Ingmar Bergman!«

»Israelerne holder på Mankells rygsæk, de vil ikke give ham den tilbage!«

»Det er jo en skandale!«

»Mankell hæver stemmen, hvis han ikke snart får den rygsæk, det har han udtalt.«

»Åh Mankell, hæv stemmen, Mankell!«

Der er ikke langt fra radiosatireprogrammet på DR's P1 'I hegnet' til Between Here & Somewhere Else. Begge dele handler om at formidle en ånd, der ikke lader sig sprede gennem det, vi ellers ynder at hylde som den fjerde og største magt.

Hverken 'I hegnet' eller engelske Helen de Main og danske Maj Hasagers udstilling på Overgaden formidler nye oplysninger om konflikten mellem Israel og Palæstina. Her er ingen chokerende dødstal, og offerhistorierne er heller ikke i fokus. Til gengæld fortæller de os noget om os selv, som er langt mere værdifuldt, og som på sigt kan have større effekt end nogen artikel eller noget nyhedsindslag.

'I hegnet' lærer os noget om, hvordan vi egentlig har det med konflikten, selv om vi tror, vi har det på en anden måde. Med humor rører de ved en masse grimme sider af os, der befinder os i 30'ernes forskruede medieidealiserede virkelighed.

Avanceret hviskeleg

Det er præcis det samme, som de Main og Hasager behandler. De bruger blot æstetikken som grydeske, når de rører i den store suppedas af ugidelighed, der præger al registrering af information fra det område i verden, der har kreeret mest mediestøj.

Maj Hasagers Memories of Imagined Places, der består af 11 fotografier med tilhørende tekst, er fuldstændig fri for alt det, vi ikke orker, og bruger i stedet en gruppe unge palæstinenseres beretninger til at fortælle noget om det stof, drømme er gjort af.

Hasager har leget en avanceret hviskeleg og har fulgt drømmene baglæns. Hun har lyttet til de overleverede erindringer om de landsbyer, de unges bedsteforældre flygtede fra i 1948.

En 29-årig fortæller for eksempel, at han aldrig har været i al-Abbasiyya, men er opvokset i en flygtningelejr.

»Min bedstemor var højgravid, og under flugten fødte hun under et oliventræ. Frygt og panik fik hende til at efterlade barnet. Nogle timer senere indså hun, at det var en fejltagelse, men kunne ikke vende tilbage, fordi det var for farligt. Heldigvis var en af hendes brødre blevet i landsbyen for at kæmpe mod israelerne. Han fandt babyen under oliventræet og tog den med sig, og så blev mor og datter forenet.«

Vores tilstand

På billedet til venstre ser man det sted, som den 29-årige drømmer om at vende tilbage til, hvor der i dag er en ikke særlig kønt udseende bygning med røde markiser. Og ved siden af fortæller en anden om bedstefarens hvide hest, der vandt et væddeløb den end ikke var inviteret til at deltage i. Han er 19 år og er født i flygtningelejren Balata, men føler ikke, at han hører til andre steder end bedstefamiliens al-Jammasin al-Sharqi. Han har én gang fået lov at forlade lejren, men kunne ikke finde stedet, hvor byen dengang lå. Det kunne Hasager med lidt hjælp fra en journalist.

En modig opgradering af hele projektet er research-skulpturen af James McLardy, der har lånt fra både modernistisk højhusbyggeri og Crazy Water Park i Gaza, som om noget er et brud med både den offerbevidsthed, Palæstina altid males med, og mediernes afstumpede anatomi. For hvordan kan et land, der lider, have et vandland? Lider de så overhovedet? Eller er vi i den anden grøft, hvor amerikanske soldater ikke føler, at Metallica længere virker som tortur, og nu i stedet tvinger dem i Lalandia?

McLardys skulpturer indeholder publikationer om Palæstina, som man indbydes til at begrave sig i, imens man sidder i poolen. Og i virkeligheden adresseres samme ånd, som de 11 fotografier og vores eget liv herhjemme i Danmark også omfavnes af - nemlig menneskets evne til at finde sig til rette.

Lidt søgt

De unge, der er tredjegenerationsflygtninge, ved godt, at de måske ikke havde eksisteret, hvis bedsteforældrene ikke var flygtet dengang. Vi ved godt, at rammerne, vi lever i, kunne være bedre, men vi ignorerer det. Vi lever i en psykologisk virkelighed, hvor det handler om, hvordan vi har det. Vores tilstand er vores verden.

Hvis palæstinenserne kan få hverdagen til at fungere og tage en tur ned af en vandrutsjebane, så har de det godt. Sådan ser verden ud, uanset hvor uretfærdigt det end er. Tænk blot på koncentrationslejrene, hvor mennesket også indordnede sig og fik det til at fungere, uanset hvor umenneskeligt det blev behandlet. Hvem husker ikke konflikten i Amerika, efter at de, der var hoppet fra tvillingetårnene, ikke kunne kategoriseres som selvmordere? De tog det største ansvar, man kan tage i en verden, hvor der kun er plads til ofre. Selv en kvinde, der gør det for penge, gør det ikke for penge, men fordi hun tror, at penge vil få hende til at få det bedre. I værket Sliwan Hoard - Abasi Family har Helen de Main fået støbt udvalgte rester fra en families nedrevne, men ellers nybyggede hjem i bronze. Det er lidt søgt, men virker glimrende som grydeske i det sted i verden, hvor der måske graves og gemmer sig allermest i kulturåndens hellige navn, og fortæller dermed noget om det bizarre i at være levende på det sted på jord, hvor de døde betyder mest.

Der er meget mere, der er ok, glimrende og sted midt imellem samt en række events under titlen Invitation to the possible, der begynder allerede i aften, torsdag den 18. november klokken 16-17:30 hvor en musikgruppe vil skabe en hybrid mellem vestlige elektroniske rytmer og det arabiske kvarttonesystem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu