Læsetid: 4 min.

Perler fra overskudslageret

I årene mellem gennembruddet Born To Run (1975) og comebacket Darkness On The Edge Of Town (1978) var Bruce Springsteen grundet en retssag forhindret i at udgive musik. Men sangene hobede sig op og nu udgives 21 af dem. Endelig
15. november 2010

Da Bruce Springsteen i det herrens år 1975 simultant gæstede forsiderne på de to toneangivende amerikanske tidsskrifter Time og Newsweek, virkede det næsten for godt ud til at være sandt. Hvad det på en måde også var, thi selv om han i august samme år udsendte gennembruds-lpen Born To Run (uimodsigeligt et hovedværk inden for rocken, dengang som nu), hvis ambitiøse afsæt, storladne arrangementer, tordnende produktion, billedrige tekst- univers, medrivende melodier og hele grundtone af desperat optimisme såmænd gjorde den fuldt fortjent til æren, opfattede mange af samtidens rockinteresserede ham som et produkt af hype.

Og i en branche, hvor troværdighed (credibility, som det hedder på rockanmeldersk) kan være alfa og omega, bragte det solisten i en vanskelig situation, hvor rigtig meget hang på efterfølgeren. Springsteen var da 26 og vidste godt, at spillede han sine kort rigtigt, ville verden ligge for hans fødder. Man så begyndte problemerne at tårne sig op i form af den der særlige amerikanske nationalsport, retssager! Han ville vriste sig fri af en ufordelagtig kontrakt med manageren Mike Appel til fordel for rockkritikeren Jon Landau, med hvem han var på bedre bølgelængde, men Appel sagsøgte ham og fik sat en stopper for pladeudgivelser, så længe sagen kørte, hvad den gjorde i næsten to år. Springsteen holdt dog skuden og sit allerede da bundsolide E Street Band kørende med en intens koncertvirksomhed, som skabte hans ry som rockens hårdest arbejdende og mest dynamiske scenekunstner.

Klanglig realisme

Men retssagen kan måske også beskrives som held i uheld, for sangene stod i disse år fra Springsteen som det famøse skidt fra en spædekalv, hvilket betød, at han havde et overdrevent rigt materiale at vælge fra, da han endelig kunne påbegynde indspilningen af, hvad der skulle blive hans fjerde album. Faktisk så meget, at han kunne forære Patti Smith »Because The Night«, med hvilket hun fik sit eneste hit, samt forsyne Pointer Sisters med det udødelige »Fire«. Da han i foråret 1978 så endelig leverede det mesterlige Darkness On The Edge Of Town,var der sket en mærkbar forandring med måden, han tænkte og udførte sine sange og musik på. På det triumferende »Thunder Road« fra Born To Runhavde han sunget, at »its a town full of losers/ Im pullin out of here to win«, men i de mellemliggende år gennemgik han en politisk opvågnen, hvor han i stigende grad opfattede disse loserssom de mennesker fra arbejderklassen, han var vokset op sammen med og selv udsprunget af. Folk, hvis frelse lå i hårdt arbejde, og hvis eneste forløsning lå i formålsløs cruising. Og folk, der fuldstændig som ham ræsede mod de 30, men modsat ham ikke havde fundet vejen ud, men sad uhjælpeligt fast.

Han nedtonede derfor det billedrige sprog, han til da havde benyttet, til fordel for en dybt personlig og fuldstændig nøgtern udgave af dirty realism, som forløstes perfekt på Darkness, der indeholdt en stribe skæbnefortællinger fra USAs underside, som regel afsunget i førsteperson. På en måde var han også nødt til at begynde forfra, thi punken havde i mellemtiden stukket sit snotbeskidte fjæs frem og som ved et trylleslag gjort mange af 1970ernes store navne passé, hvilket Spring- steen afparerede med en mere nøgen, sober og direkte lyd, helt fri for Phil Spector-mannerismer og drømme om at overgå Roy Orbison. Tør man tale om klanglig realisme, var det præcis det, man fik på denne unikke sangcyklus.

Brudte løfter

Som nævnt var de 10 sange kun toppen af et veritabelt isbjerg af materiale, hvoraf meget kendtes fra såvel koncerter som utallige pirat- udgivelser, og blandt Bruce-hoveder går diskussionen stadig, om Darknessville være blevet et bedre album, hvis nogle af de kasserede sange var kommet med eller hvis det, som snakken gik, var blevet et dobbelt- album. Med udgivelsen af The Promise, som over to cder indeholder 21 af de sange, der ikke blev fundet værdige til hverken Darknesseller nogen af de følgende skiver, kan lytteren nu selv tage stilling. Denne anmelders holdning er dog klar: Som værk holder Darkness On The Edge Of Town100 procent, og disse indspilninger, alle deres kvaliteter ufortalte, bør først og fremmest ses som et substantielt og lødigt supplement til et af rockhistoriens mest indædt realistiske og fuldstændig urørlige hovedværker.

Men holder man af Springsteen, ikke mindst som han opererede i sin kunstneriske storhedstid (1975-1982), er der ingen vej uden om The Promise. Alene titelnummeret (og skal man med vold og magt komme med en kandidat til et nummer, der burde have været at finde på Darkness, må det blive det!) er hele entréen værd. Jeg havde den i sin tid således på en piratplade, som et eller andet svin løb med, hvor han synger denne knugende ode til knuste drømme og brudte løfter alene akkompagneret af klaver, hvilket var så godt, at man fik lungebetændelse af alle de kuldegysninger, den gav. Her er den så med orkester, hvilket også fungerer upåklageligt, men måske ikke helt så gribende. Stærkt er det også at høre slagnummeret »Racing In The Street« i en helt nedbarberet version, ligesom hans egen udgave af »Fire« syder af testosteron.

Jo, her er mange perler og såmænd også enkelte fillers, men som sagt: Er man til manden og værket, kommer man altså ikke uden om The Promise.

Bruce Springsteen: The Promise (Columbia/Sony) Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man var et sekund i tvivl om man skulle til lommerne og supplere Springsteen samlingen, inden man læste denne anmeldelse, så er den forsvundet som dug for solen ---- ingen over eller ved siden af chefen fra New Jersey !