Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En presset fjeder i et menneskekostume

Ben Stiller er i nærkontakt med sin sorte side som mentalt uligevægtig klagebrevskribent i tragikomedie-mesteren Noah Baumbachs fremragende 'Greenberg'
Det er forbøffende at se den til lejligheden næsten afpillede Ben Stiller lukke ned for den mimik og den persona, han har skabt sin store komikerkarriere på.

Det er forbøffende at se den til lejligheden næsten afpillede Ben Stiller lukke ned for den mimik og den persona, han har skabt sin store komikerkarriere på.

SF Film

Kultur
4. november 2010

En mand trasker arrigt op ad en stejl bakke. Den forhenværende musiker og nuværende snedker Roger Greenberg er på vej til sit midlertidige hjem, hans succesfulde brors hus i Hollywood Hills. Roger nægter at køre bil, hvilket er et problem, når man opholder sig i en notorisk fodgængerfjendtlig storby.

Dertil kommer problemer af mindre praktisk og mere dybtstikkende karakter. Roger har for nylig været i psykiatrisk behandling og vender nu, efter mange år i New York City, tilbage til sin barndomsby, Los Angeles.

Projekt hundehus

Når han må kigge langt efter en velkomstkomité, skyldes det ikke mindst, at venner blev til fjender, da en pladekontrakt for år tilbage glippede i 11. time takket være Rogers skråsikre væsen og tvivlsomme dømmekraft. Mens Roger slikker sine psykiske sår, er det hans erklærede mål at 'lave ingenting'. Dog lægger han en del energi i at skrive pedantiske klagebreve til magthavere og firmaer, han mener bør oppe sig, ligesom han nølende opfylder løftet til sin ferierende bror om at bygge et hundehus til familiens schæfer, Mahler.

Ud over hunden stifter Roger bekendtskab med brorens småforvirrede assistent Florence (spillet af det unge talent Greta Gerwig), som i modsætning til Roger har et stort hjerte. Dette hendes vitale organ er omgivet af en attraktiv krop, som Florence på grund af lavt selvværd er lige lovlig gavmild med. Hun tilbyder Roger et lift, når han har brug for det, og inden længe synes han, at han har brug for mere end det. Hvormed kursen mod nye katastrofer er sat.

Efter at have beskæftiget sig med dysfunktionelle familier i The Squid and the Whale (2005) og Margot at the Wedding (2007) vender independent-instruktøren Noah Baumbach sig med Greenberg mod et dysfunktionelt individ - men i og med, at det i en scene gøres klart, at den bortrejste bror betragter Roger som selvisk og uansvarlig, kan man med lidt god vilje se de tre film som en uofficiel trilogi.

Atter er det kreative mennesker, der er i fokus, og atter er et af Baumbachs centrale temaer frygten for at komme bagud i præstations- og statusræset. En frygt, som næppe er mindre udtalt i USA end i andre lande.

Tre på stribe

Baumbach er en virkelig begavet observatør af menneskelig adfærd, og ikke for ingenting lyder en af nøglereplikkerne i Greenberg »Hurt people hurt people«. Hans speciale er dynamikken i hårdt prøvede relationer, den ofte skødesløse måde, som folk, der kender hinanden ud og ind kan såre hinanden på.

De mere eller mindre kæntrede og krakelerede figurer, som befolker hans univers, opfører sig tit rædselsfuldt, men han forsømmer sjældent at anskueliggøre, hvordan det er kommet dertil. Baumbach laver med andre ord ikke-misantropiske film om misantroper.

At han i den grad har evner som personinstruktør, skulle være slået endegyldigt fast med Greenberg. Jeff Daniels og Nicole Kidman ydede karrierens måske bedste præstationer som midaldrende desperados i henholdsvis The Squid and the Whale og Margot at the Wedding, og snart 45-årige Stiller formår til fulde at matche deres niveau.

Selv om enhver med blot en smule kendskab til skuespil naturligvis er klar over, at (de fleste) skuespillere er i stand til at ændre deres fremtoning alt afhængig af den sammenhæng, de indgår i, er det forbløffende at se den til lejligheden næsten afpillede Stiller lukke ned for den mimik og den persona, han har skabt sin store komikerkarriere på.

Anderson-forbindelsen

Roger giver indtryk af at være en hårdt sammenpresset fjeder i et menneskekostume, en 24/7-paranoiker, hvis øjne er stikkende og hyppige pauser subtilt ildevarslende.

Midtvejs i filmen falder en sublimt karakterafslørende scene, hvor Roger med en slet skjult dagsorden sætter en gammel flamme (spillet af Baumbachs kone, Jennifer Jason Leigh) stævne. Her forsøger han at tvinge en charme frem, som han tydeligvis for længst har mistet enhver føling med. Hans smil virker ikke blot forceret, men også på tærsklen til det rådvildt aggressive.

At Stiller yder så fremragende en præstation, bør egentlig ikke overraske. For det første er han trods alt søn af Jerry Stiller, der excellerer i rollen som højrøstet og rethaverisk koleriker. For det andet har han altid haft et vist mål af smerte lurende lige bag smilet, et særligt talent for at anskueliggøre, hvordan det er at være i underhundens sko (så at sige).

Roger Greenberg er et eller andet sted en mere trængt og langt mindre sympatisk version af Stillers ulykkesfugl af en svigersøn i Meet the Parents og endnu større ulykkesfugl af en bejler i There's Something About Mary.

Derudover er det værd at huske på, at Stiller for snart 10 år siden spillede rollen som en enkemand med et udtalt og temmelig velbegrundet had til sin far i komediedramaet The Royal Tenenbaums, der var instrueret af Baumbachs lejlighedsvise manuskriptmakker Wes Anderson.

Sjælens søle

Stiller rammer endnu et kulsort klimaks i en scene, hvor Roger 'fejrer' sin 41 års fødselsdag i selskab med Ivan (Rhys Ifans), den mest vattede og derfor mindst åbenlyst bitre af de forhenværende bandkammerater.

Da Roger bemærker, at det føles besynderligt at blive ældre, citerer Ivan per refleks George Bernard Shaws berømte ord »Youth is wasted on the young«. Hvorefter Rogers altomfattende frustration uden varsel slår ud i lys lue: »I'd go further. I'd go (tænkepause) Life is wasted on (tænkepause) people

Hvis det ikke ligner en genial replik på papiret, lyder den helt sikkert som en sådan, takket være både Stillers evner som skuespiller og hans fortid i rendyrkede komediefilm. Det giver simpelthen et diabolsk kick at se så dygtig en entertainer kyle værktøjskassen ad Pommern til for så at dykke lige lukt ned i sjælens søle.

Blandt Baumbachs få svagheder er en tendens til overtydelig symbolik - i Margot at the Wedding i form af et dødt træ og her i form af Rogers klagebreve, som dog er så utilsigtet morsomme, at man nødigt havde undværet dem.

Desuden demonstrerer han igen sin sans for lyriske montagesekvenser og - hvis vi vender tilbage til trilogi-tanken - det at udforske de samme temaer fra nye vinkler.

Gå i en stor bue uden om hans film, hvis du er typen, der partout skal have en hovedperson, du kan holde med. Til alle andre hermed en så godt som uforbeholden anbefaling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Den skal jeg se!