Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Reality-show på Amalienborg

Ny bog om det danske kongehus kommer uforvarende til at rette opmærksomheden mod dets indbyggede absurditeter. Den demonstrativt udstillede familielykke er farefuld
Hofhunde. I Amalienborgs realityshow er selv de kongelige hofhunde under uniformeret opvartning - og holdt i kort snor.

Hofhunde. I Amalienborgs realityshow er selv de kongelige hofhunde under uniformeret opvartning - og holdt i kort snor.

fra bogen

Kultur
26. november 2010

Danmarks vildest voksende mediehus er kongehuset. Det vælter ud med tv-programmer, ugemagasiner og bogværker om beboerne på Amalienborg Slotsplads.

Et af de seneste produkter er stort og tungt som en slægtstavle i marmor. Det vejer 4 gram mindre end to kilo og bærer højtideligt titlen Amalienborg. Tonen er tilsvarende respektfuld.

Ophavsmændene er tre folk rundet af Det Berlingske Hus: Den politiske kommentator Thomas Larsen, hushistorikeren Jørgen Larsen og fotografen Bjarke Ørsted.

Sit omfang til trods kan værket erhverves i bogladerne for 350 kroner, og det er et godt køb, hvis man vil vide mere om monarki.

Teksterne giver indsigt i finurligheder i den royale livsstil: Hvad f.eks. laver en hoffourer? Svar: Bl.a. gallamiddagmenuforslag til prinsgemalens efterfølgende godkendelse. Midt i benovelserne giver bogen også plads til seriøse overvejelser. F.eks. at mediebevågenheden truer kongehuset med trivialisering. Til den kritiske vinkel bidrager bogens righoldige fotos. Kameraet suger sig ind på Amalienborgs rokoko-skønhed, men kommer også til at indfange det storladent absurde i den forestilling, der opføres mellem væggene. Faktisk bliver bogens samlede effekt en stillen til skue af hoflivets hovedløshed - hvad der næppe har været hensigten.

Amalienborg er Danmarks største reality-show. De kongelige lader, som om de selv tror på, at de virkelig er kongelige, og de giver endeløse interviews om, hvordan det er at være kongelig og give interviews om at være kongelig. Uden at de i øvrigt siger ret meget andet.

Slag i skallen

Op mod sin høje alderdom træder prins Henrik stadigt tydeligere frem som den mest interessante skikkelse i familien. Henrik hverken kan eller vil foregive, at alt er i skøn orden. Til bogen siger han overrumplende:

»Vi er dybest set sigøjnere. Vi vandrer. Vi har ikke et hjem. Vi har fire-fem-seks hjem, og det har vi, fordi vi tilhører hele nationen.«

Samtidig giver Henrik nationen nogle slag i skallen. Han taler om »en tendens til, at man er lidt misundelig på hinanden og ikke helt forstår, hvor privilegeret man er ved at bo i et så rigt og trygt land.«

Og så støder han for alvor til:

»Når det er værst, kan misundelsen næsten være en slags nationalkarakter.«

Med de ord giver prinsgemalen genlyd af Georg Brandes-læresætningen: »Skadefryd er danskernes form for livsglæde.«

Bogens forfattere sætter ord på prins Henriks vanskæbne:

»Når samlivet mellem prins Henrik og danskerne ikke udviklede sig så harmonisk, skyldtes det flere ting. Sproget blev en af anstødsstenene. Ofte blev der gjort grin med den nye tilflytter. Det tragiske for prins Henrik er, at han om nogen er et ordmenneske - blot ikke så meget på dansk - og dermed har danskerne ikke fået indblik i en af hans største forcer.«

Oui! C'est vrai!

Spøjst via sidebenet

Dronningen har øvet sig hele livet på ikke at sige det forkerte. Alligevel får hun spøjse ting ud gennem sidebenet.

At Margrethe selv aner ligheden med reality-showet, bekræfter hun ved bemærkningen:

»Det er ikke muligt at udvikle sig til et helt menneske, hvis man skal leve i en stue med kun tre vægge.«

Sjovt er det også, at majestæten røber, at Europas kongelige gennemskuer og gyser over absurditeten i de forestillinger, der opføres omkring de andre kongehuse. Margrethe tilstår:

»Jeg vil tro, at det gælder for alle kongehusene i Europa, at når de ser på hinandens lande, siger de: 'Vor Herre bevares for at være dér!'«

Så glatter hun ud:

»Men når man er vokset op et bestemt sted og er i samklang med dette land, bliver det anderledes.«

Hvorpå hun gentager den oprindelige pointe:

»Ser man de andre lande udefra, ville man sige: 'Gud, det kunne jeg da aldrig finde ud af!'«

Og glatter ud igen:

»Men det skal jeg jo altså heller ikke.«

Så er læseren så meget klogere på den kongelige festforestilling.

Samtidig svinger dronningen sig op i sin historiebevidste selvforståelse:

»Jeg tror, at det er ethvert monarkis forpligtelse og styrke, at man repræsenterer kontinuiteten. Vi er ingen døgnflue. Og det er vort land heller ikke.«

Jovist, Danmark i 1000 år. Bagud. Men fremad? Og vil kongefamilien hænge på?

'Familiemonarkiet'

Kongehuset har sikret sin nutidige folkeyndest ved at fremstå som 'et familiemonarki' - et spejlbillede, hvori kernefamiliedrømmere kan se sig idealiseret.

Sådan har det ikke altid været. Man vil næppe kalde de ellers folkekære konger Chr. II og Chr. IV for 'familiemonarker'. Der var kun periodevist kerner i deres familieliv. De havde drabeligere gøremål.

Amalienborg-bogen citerer norske historikere for, at det var den danske, men svenskfødte, dronning Ingrid, der indførte det moderne 'familiemonarki' som modtræk mod skrumpende politisk indflydelse. Dets udstilling af lykkeligt familieliv banede vej for 'monarkiets medialisering'.

Inspireret af sin dronning omtalte Frederik IX sin familie som »min kone og ungerne«.

Og alle var såre grebne over disse bramfri kongeord.

Men hvor længe kan den royale skude sejle i et farvand med stadigt tættere krydsende mediepatruljefartøjer og skilsmisser på familielykkens øverste dæk?

Også her har kongeskibet fælles vilkår med reality-husbåden. Bogen konstaterer om monarkiets farefulde sejlads:

»Ofte kan afstanden fra hyldest til skandale, fra storhed til fald, være uendelig kort og svinge med ugepressens udgivelsesrytme.«

Jørgen Larsen, Thomas Larsen og Bjarke Ørsted: Amalienborg, 272 sider, rigt ill. 350 kroner, Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andreas Ebbesen

Om forhåbentlig få år har Danmark ikke et kongehus mere.
Vi kan ikke påstå at vi er et demokratisk land, og så samtidig have et monarki.
De 2 ting er hinanden's modsætninger.
Så lad os få republikken indført hellere i går end i dag!!

Kongehusets rolde er for længst udspillet.
VH Heidi Madsen

Nikolaj Kasperuk

@Peter Andreas Ebbesen: VH Heidi Madsen???

Det er ikke muligt uforvarende at udstille indbyggede absurditeter som om det var galt. Kongehuset er at sammenligne med alle andre totalitære institutioner med deres egne love og regler, såsom Nordkoreas præsidentskab. Her vælges statsoverhovedet heller ikke, men i egenskab af at blive født, skal befolkningen betale massevis med penge til diktatorernes lyster og er underkastes deres vilje.

Vi ved desuden godt hvorfor Kongehuset bruger befolkningens penge til at øge deres misinformation af selvsamme befolkning. Alternativet er jo at befolkningen ser kejserne oden klær. At Dronning Margrethe i virkeligheden hedder Margrethe Frederiksen og som ikke kan bo på den adresse på sin folkepension. Men som gerne må beholde sin indvandrermand fordi familiesammenføæringsreglerne ikke galdt dengang. Derimod er familiesammenførring af børnenes mange ægtefæller ikke lovmæssigt korrekt og de bør udskibes som alle andre under samme omstændigheder - med mindre altså den danske befolkning stadigvæk støtter deres fortsatte totalitært diktatorisk tilstedeværelse.

I takt med befolkningen udtrykker forargelse over Kongehuset eventyrlige pengeforbrug, i samme takt stiger medaljeudelingen til landets meningsdannere og hidtid uafslørede familieportrætter frigives af Kongehusets eget reklamebureau.

På det personlige plan er deres livssyn helt foragteligt. Tænk sig at rane så mange millioner af arbejdernes hårdt optjente penge uden at gøre nogensomhelst modsvarende ydelser; rende rundt med et sikkerhedsopbud som årligt koster i nabolaget af 500 millioner kroner, bo gratis og være hævet og lov og ret. Desværre ser mange stadig et billede af Askepot for deres indre øje hver gang de hører Kongehuset omtalt; et eventyr vendt på hovedet hvor konger, dronninger, prinsesser og prinser er moralske væsner.

Michael Guderup

Martin Kaarup:

"På det personlige plan er deres livssyn helt foragteligt. Tænk sig at rane så mange millioner af arbejdernes hårdt optjente penge uden at gøre nogensomhelst modsvarende ydelser; rende rundt med et sikkerhedsopbud som årligt koster i nabolaget af 500 millioner kroner, bo gratis og være hævet og lov og ret."

Er det ghettoernes dovenlarser du her refererer til?