Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den royale virilitet

En fortrinlig og underholdende bog om danske kongers elskerinder og andet privatliv i historisk indfatning
Kultur
12. november 2010

Kongen er død. Kongen leve. Den traditionelle proklamation på naturlige skiftedage i kongerækken markerer ganske godt dobbeltheden i kongens natur. På den ene side det skrøbelige menneske, der som alle andre skylder Vorherre et liv, og på den anden side overskabningen, den evige med de uudtømmelige kræfter, der blot tager fornyet bolig i endnu en dødelig krop. Mystikken er klar.

I middelalderen opererer man med kongernes taumaturgiske kraft, det vil sige helbredende evner. Ved håndspålæggelse kurerede kongerne på udvalgte dage byldeplagede og skvatryggede undersåtter. Håndspålæggelsen udstraktes gerne til det modsatte køn, i et omfang andre end kongen dårligt kunne tillade sig. Ét var kongens dronning, hvis første pligt var at producere afkom til arvefølge og mageskifter, prinser og prinsesser, men som ikke rakte til kongens majestætiske behov i sengehalmen. Om denne side af danske kongers virksomhed har historikeren Michael Bregnsbo skrevet en originalt tænkt, stærkt oplysende og veloplagt bog: Til venstre hånd. Det var jo, hvad det var – og blev. Elskerinderne i de lag kom aldrig over på den rigtige hånd, men måtte affinde sig med den næstbedste placering, som nu og da viste sig at være næsten værre end den værste. Kongerne udvalgte med bevidst omhu kvinder af rang og stand, der netop ikke kunne konkurrere på yngel med de rigtige, de fyrstefødte partnere til højre hånd. Dronninger blev elskerinderne aldrig, næsten, og i så fald som den rene undtagelse og ikke anerkendt af omgivelserne.

Ikke et historisk Se & Hør

Bregnsbo gør tidligt i sin bog opmærksom på, at fremstillingen af denne særegne side af det danske monarkis historie, og her har han strakt sig fra Christian 2. til Frederik 7., ikke er tænkt som et historisk Se og Hør med sladder og nyfigenhed og sjofle historier. Bregnsbos ambition er at sætte sit emne ind i den store sammenhæng og påvise elskerindens, frillens, demimondens, venstrehåndspartnerskens betydning i det hofliv, der i århundreder udgjorde centrum i landets forvaltning.

Kongernes attitude til elskerindefænomenet forandrer sig over tid, det siger sig selv, men det siger ikke sig selv hvordan. Under enevælden kan kongerne gøre, hvad de vil, men alligevel ikke; der er trods alt grænser for hvor meget hoffets aktører står model til, og da Christian 7.’s Støvlet Katrine bliver lidt for synlig i gadebilledet, og den senere gale konge blamerer sig ude i byen og bliver fulgt til dørs af hånlig pøbel, bortskaffes Katrine lige så stille, men bestemt. I andre lande var hun givetvis forsvundet for good; her til lands har man som regel udvist brutaliteten ved landsforvisning.

I alle forhold om konger og elskerinder, skal man hele tiden erindre, at ægteskaberne med dronningerne som regel var arrangerede og sympatien ikke nødvendigvis medfødt. Nogle gange dominerede en endog gensidig afsky.

Forud for tiden

I Christian 2.’s tilfælde aner man det moderne, idet kongen her som horisontal veninde vælger den underskønne hollandske Dyveke, datter af mor Sigbrit, som med sine borgerligt sindede nationaløkonomiske evner er forud for tiden og bliver en torn i øjet på den selvbevidste og grådige, men allerede sårbare adel. Måske myrder de derfor Dyveke for at ramme Christian, men det er aldrig opklaret.

I den anden ende af den valgte lange periode optræder endnu en veninde fra de nedre lag, denne gang helt nedefra, nemlig en figurantinde og modehandlerske, som ophøjes til den indskrænkede og alkoholiserede Frederik 7.’s helt nødvendige venstrehånd med titel af grevinde under navnet Danner, skønt hun kun hedder Rasmussen. Også her vækker forholdet ubændig vrede. Både højborgere og hofadel, kongefamilie og såmænd brede dele af det københavnske folk føler sig trampet for nær i opfattelsen af kongeværdigheden. Dertil kommer det politiske og rigtigt vigtige: at grevinde Danner kommer til at stå i vejen for overklassens krav om indskrænkninger i junigrundlovens frihedsrettigheder. Det var dog kun en forhaling af konservatismens triumf.

Michael Bregnsbo redegør gennem hele sin stramt strukturerede bog detaljeret for elskerindernes placering i det politiske spil på højeste niveau. Især hvor dette direkte foregår omkring ørerne på aktørerne, nemlig i den periode af enevælden, hvor venstre-håndsforholdene udvikler sig i det åbne. Som borgerligheden tager over, småborgerlighed og biedermeier som under Frederik 6., bliver forholdene mere diskrete, skønt alle og enhver ved at Frederik tre gange om ugen tager bolig lidt længere nede i Amaliegade hos fru Dannemand med børn. Efter Frederik 7. har den borgerlige levemåde helt sat sig på systemet, og elskerindernes epoke, de åbne som skjulte forhold, er ude. Med det konstitutionelle monarkis stadfæstelse samt kongehusenes åbning nedefter mod døtre af folket, kan det hele være det samme. Eventuelle elskerinder har ikke mere betydning for andet end sladderen, og hvem gider den (!).

En enkelt indvending: I sidste afsnit om kongernes elskerinder i kunsten savner denne anmelder en noget mere fyldig behandling. Skønt forfatteren ikke medtager middelalderkongerne, har Tovelil, der i traditionen med et par hundrede års mellemrum lagde krop til et par Valdemar’er, haft sin betydning i litteraturen og musikken. Og hvad med filmen Sørensen og Rasmussen (1940) med Bodil Ipsen som grevinde Danner? Her ville man godt have haft den kyndige forfatters vurdering af en klassiker.

Bregnsbos bog er ikke desto mindre fortrinlig og dertil underholdende. Undervejs giver den mange aha-oplevelser og sætter sine personer ind i den sociale og kulturelle sammenhæng, der ofte forsømmes i personalhistorie om kongehuse. En bog til højre hånd.

kultur@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her