Læsetid: 3 min.

Ryst så den popo!

På deres seneste individuelle udspil opsummerer Robyn et travlt år, Shakira blander latin og dance, mens Rihanna triumferer kunstnerisk
På deres seneste individuelle udspil opsummerer Robyn et travlt år, Shakira blander latin og dance, mens Rihanna triumferer kunstnerisk
22. november 2010

Jeg kan godt lide den genre, der går under paraplybetegnelsen dancepop eller bare dance. Det er grundlæggende producerdrevet elektronisk dansemusik med afsæt i klassisk popsangskrivning og som sådan ansvarlig for en stor del af de hits, der strømmer én i møde, når man drister sig ud i moderniteten. Og dermed altså også primært et medium for det, der engang kaldtes singler frem for album.

Rødderne fortaber sig i 1970er-navne så forskelligartede (og dog!) som Donna Summer og Kraftwerk, og da far var ung, jingede han godt beruset rundt til Depeche Mode, The Human League og Soft Cell. Oh how we danced. Well, det kaldtes vist technopop dengang, men princippet er stort set ens, nu hvor den essentielt samme vare går under betegnelsen elektropop, hvilket også lyder smartere. Og det hvad enten vi taler Lady Gaga, Britney Spears eller svenske Robyn, der i øvrigt alle kan få Gammelsmølf her til at ryste popoen på dansegulvet, når de rammer det helt rigtige groove.

Og sidstnævnte er godt på vej mod en eller anden form for rekord i år, hvor hun på under seks måneder har fyret tre albums af alle betitlet Body Talk. De to første kaldtes endvidere 1 og 2, mens det sidste har droppet nummereringen og fungerer som kompendium af de to foregående tilsat fem nye sange. Det lugter lidt af eksperiment, og nøjes man med at investere i det seneste af slagsen, er man meget godt kørende, thi det indeholder den stribe hits, med hvilke Robyn har gjort æteren usikker siden i sommers. Men sangskrivningen over de 15 tracks er af ujævn kvalitet, så hvor fedt, det er som album, kan diskuteres.

På den anden side er det helt uundværligt, når der skal festes og danses, inklineres og nejes, hvorfor mit eksemplar ryger direkte ned i dj-kassen. Når jeg lige har fået lagt de tre-fire allermest nøgent minimalistiske spor ind på min elektroniske spilledåse.

Så er der colombianske Shakira. Vel. Som repræsentant for mit køn står jeg ved, at jeg ikke skulle mange sekunder ind i hendes gennembrudsvideo,Whenever, Wherever, fra 2001, før jeg ligesom var på. For hun er en appetitlig lille pastil, hvis bidrag til dancepoppen har været at injicere den med et skud tiltrængte latin-vitaminer udover altså en række tankevækkende videoer, naturligvis.

Hun har haft forrygende succes i 00erne og i processen vist sig som en stor humanist/filantrop, der har brugt sin verdensberømmelse til at slå et slag for de udstødte via såvel en fundats som et hav af støttekoncerter. På hendes syvende album, The Sun Comes Out (eller Sale el Sol, som det hedder på spansk), blander hun rask væk sange på engelsk og spansk, på samme måde som hun stilistisk set strækker sig fra merengue-inspireret dance til latin-rap, alt sammen underholdende uden at være ophidsende.

Som altid er hun bedst i uptempo-materialet og man skal være ualmindelig sløv i betrækket for ikke at få lyst til at danse til numre som »Loca«, »Addicted To You« og »Waka Waka«. Hendes balladekunst er derimod ikke noget at skrive hjem om. Men intet her rokker en døjt ved mit indtryk af Shakira som en stjerne af substans, tilsat en solid dosis medmenneskelighed; også selv om pladen altså er langt fra uundværlig.

Hvor Shakiras image er fuld af sødme og livsglæde, spiller R&B-silden Rihanna i sin visuelle fremtoning mere på en demonstrativt udfordrende seksualitet, hvori hun som tommelfingerregel fremstår som en nå ja fandens karl. Meget a la mode, men synd, hvis det skygger for det faktum, at hun er en gedigen pladekunstner, der med Good Girl Gone Bad i 2007 begik den sjældne foreteelse, der hedder et helstøbt R&B-album.

Udover de oplagte hits derpå tre nr. 1-placeringer på de amerikanske hitlister: »Umbrella«, »Take A Bow« og »Hysteria« holdt det som helhed med sin aggressive, men velafbalancerede blanding af metalguitarer, hiphop-beats og sang uden gospelmanerer (Rihanna er fra Barbados og derfor ikke skolet i den gospel, de amerikanske R&B-stjerner brillerer med teknisk) hele vejen hen til banken og hjem igen. Trods sine kun 22 år er hun allerede veteran på scenen og på sin femte langspiller, betitlet Loud, er hun i ypperlig topform.

Materialet er i top, produktionen skarp og afvekslende, og hun afsynger det med sin dejligt ru stemme sangene som gjaldt det livet. Anbefales dem, der er til genren.

Robyn: Body Talk (Konichiwa Records/EMI), udkommer mandag.
Shakira: The Sun Comes Out (Epic/Sony Music Latin), er udkommet.
Rihanna: Loud (Def Jam/Universal), er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hendes balladekunst er derimod ikke noget at skrive hjem om"

Det kan man da vist kun mene, hvis man kun kender Sonys blonderede anglo-version af Shakira. Hun lavede et par plader i Colombia - pies descalzos og donde estan los ladrones - som stadig holder.

Og der er et par geniale ballader på.