Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Selvmord på kontoret

En kynisk tilrettelagt spareplan har presset de ansatte hos France Télécom ud i selvmord og depression. Men medarbejderne knokler videre. Ny bog forsøger at råbe dem og resten af samfundet op
France Telecoms direktør Stéphane Richard præsenterer en ny ledelsesstrategi. Officielt forholder den sig til selvmordsbølgen   i firmaet.

France Telecoms direktør Stéphane Richard præsenterer en ny ledelsesstrategi. Officielt forholder den sig til selvmordsbølgen i firmaet.

MIGUEL MEDINA

Kultur
20. november 2010

Det er ikke mange uger siden endnu en af France Télécoms ansatte hængte sig i en telefonledning på sit kontor. Selvmordet skal lægges til de mindst 17, der ifølge fagforeningerne er begået blandt medarbejdere hos virksomheden i løbet af årets første seks måneder. Flere af dem fandt ligeledes sted på arbejdspladsen.

Men den har været gal længe. Da sociolog og forfatter Marin Ledun i 2007 endelig siger op, har han i lang tid overvejet at tage sit eget liv.

»Jeg havde ikke lyst til noget som helst, jeg sov dårligt, og jeg spiste så lidt, at jeg, der i forvejen er ret tynd, tabte 10 kilo. Om morgenen, når jeg kørte på arbejde, græd jeg og spurgte ofte mig selv, hvorfor jeg ikke bare begik selvmord,« fortæller han på telefonen fra Grenoble, hvor han er bosat.

Desperationen blandt de ansatte skyldes en voldsom omlægning af virksomheden, som begynder med privatiseringen sidst i 90'erne. Siden kommer spareplanen Next, der mellem 2006 og 2008 skal få 22.000 af de 100.000 ansatte i Frankrig til at forlade virksomheden.

'Problemet' for France Télécom, som fra 2012 skifter navn til Orange, er, at det i Frankrig er ualmindeligt vanskeligt at fyre funktionærer - dem er der i dag omtrent 65 procent af i virksomheden. Heller ikke andre ansatte er lette at afskedige - og det kan let blive dyrt for virksomheden, hvis det kommer til en retssag.

Det betyder, at der nu for alvor skrues op for tvangsforflytninger, individuelle kompetenceevalueringer, planer for 'frivillig afgang' og radikale budgetreduktioner. Tiltagene presser de ansatte ud over alle grænser, og i løbet af 2008 og 2009 begår 35 af dem selvmord grundet arbejdsforholdene.

For Marin Leduns vedkommende betyder spareplanen, at den researchenhed, han er mellemleder i, nedlægges med ét slag. Uden at han får besked først. Desuden halveres researchbudgettet årligt.

Herefter får han en ny chef. Hun har ingen ledererfaring, men til gengæld har hun tidligere været under Leduns ledelse. Hun chikanerer ham personligt ved f.eks. flere gange dagligt at kalde ham ind på sit kontor blot for at meddele, at problemet er løst, at mødet er aflyst i sidste øjeblik og lignende. Tidligere kolleger har senere bekræftet, at det hele er del af en strategi, der skal få ham og flere andre til at sige op.

En dag, han virkeligt er langt nede, betror han sig i et øjebliks svaghed til hende:

»Jeg sagde, at jeg overvejede at gøre en ende på det hele. Så svarede hun, at hun ikke gav efter for afpresning.«

Taber håret af stress

For at forklare omverdenen, hvad der foregår i virksomheden har Marin Ledun udgivet bogen Pendant qu'ils comptent les morts (Mens de tæller de døde, red.) sammen med psykiater Brigitte Font Le Bret, som behandler mange af de ansatte hos France Télécom,

»Vi ønsker at berette om, hvad der sker, og vi håber, at det kan vække de ansatte,« forklarer Ledun.

Men den er svær. For han er langt fra den eneste, der både udsættes for et individuelt og økonomisk pres.

F.eks. mister de ansatte ikke blot deres vante position i hierarkiet, deres professionelle anerkendelse ryger også, når de tvangsflyttes. Det har ikke mindst gjort sig gældende for virksomhedens teknikere, der i høj grad er blevet sendt ud for at betjene kunder i butikker eller besvare opkald i callcentre.

Et eksempel fra bogen handler om en mand, der har arbejdet som tekniker i 15 år. Herefter får han - uden at blive informeret og mod sin vilje - et andet job, også som tekniker. Men da han ikke kender til området overhovedet, får han stress og taber håret. Siden bliver han - nu skaldet - sat til at betjene kunder i en butik. Til slut bliver han atter flyttet, igen med et nederlag til følge. Herefter forlader han France Télécom med seks måneders løn.

Konstante evalueringer og nedskæringer skaber en skarp intern konkurrence, så forholdet til kolleger ødelægges fuldstændigt. Desuden hviler en art evig tilskyndelse til at forlade virksomheden som en grå sky over de ansatte. Dens budskab formuleres på de mest subtile måder, så alle ved, det er godt at sige op. F.eks. sender personaleafdelingen hver dag en mail med med ledige job ud, som de ansatte så kan søge.

Lederne opfordrer også de ansatte til at springe ud som selvstændige. F.eks. holder de sig ikke tilbage for i al alvor at forklare en gruppe forskere, hvor meget man kan realisere sig selv som blomsterhandler eller ved at udleje værelser. Og en del takker ja og tager imod et beløb, som svarer til en fratrædelsesgodtgørelse, med muligheden for at komme tilbage til gruppen to år senere.

Selv om det virker grotesk, tror de faktisk på, at der ligger en personlig frihed i at begynde som selvstændig, til trods for at de ikke har taget nogen advokatuddannelse, forklarer medskribent og psykiater Brigitte Font Le Bret i bogen:

»Lysten til at leje værelser ud er en illusion, men den virker som en frigørelse. Og den er næret af ét eneste kortsigtet mål, at komme væk.«

De flittigste rammes hårdest

Resultatet er en paranoid stemning, hvor ingen tør betro sig til kolleger af frygt for, at det går videre til ledelsen. Når de ansatte opsøger Brigitte Font Le Bret, lider de af alt fra angsfornemmelser over depression til impotens - og det skyldes udelukkende problemerne på jobbet. Derfor hjælper det f.eks. ikke at blive sygemeldt.

Ledelsen har hele vejen igennem forholdt sig tavst bortset fra enkelte erklæringer. Og generelt tager den enkelte medarbejder selv ansvaret for at leve op til de stadigt tungere krav.

Ofte er det de ansatte, der går mest op i deres arbejde, som rammes hårdest. For dem er arbejdet en vigtig del af deres identitet, deres selvrealisering. Derfor siger de ikke bare op:

»Størstedelen af de ansatte tror, at de kan overkomme den forhindring, de står over for. Mange tager papirer med hjem og arbejder om aftenen eller i weekenderne,« forklarer Brigitte Font Le Bret

Det betyder, at der i France Télécom ud over det store antal selvmord er et enormt antal sygemeldinger, mens nogle ansatte bliver voldelige. F.eks. må Brigitte Font Le Bret på et tidspunkt gribe ind, da en projektleder forklarer hende, at han er blevet sat til at vælge mellem, hvem af hans underordnede der skal fyres. Derfor vil han købe et gevær og skyde sine to ledere ugen efter.

Også fagforeningerne står uden svar på problemet, for ledelsesmetoderne er relativt nye i fransk sammenhæng. I en erkendelse af, at det ikke er til at få mobilseret nogen modstand internt, bl.a. fordi fagforeningerne ikke repræsenterer et flertal på virksomheden, har de derfor oprettet l'Observatoire du stress et des mobilités forcées - observatoriet for stress og tvangsforflytninger. Et lille center bestående af arbejdsmedicinere, psykiatere og repræsentanter for de ansatte, der skal analysere situationen på France Télécom løbende og kommunikere videre til medier og beslutningstagere.

Der foregår i øjeblikket en kamp for at få anerkendt, at de mange lidelser og selvmord rent faktisk kan sættes direkte i forbindelse med arbejdet.

Men det holder hårdt. F.eks. har virksomheden end ikke forholdt sig til bogen - den eneste reaktion kom fra dens eksterne kommunikationsfirma, der bad om nogle eksemplarer. Ingen af Marin Leduns tidligere kolleger har ønsket at drøfte bogen med ham. Til gengæld har flere kritiseret, at han har skrevet den.

Og mens bogen fik stor opmærksomhed i medierne, da den udkom for et par måneder siden, er der atter stille om France Télécom. Eller rettere: Stéphane Richard, der i marts afløste Dider Lombard som administrerende direktør, har i modsætning til sin forgænger faktisk haft held til at vise medfølelse offentligt. Endnu har han dog hverken ændret mål eller strategi for virksomheden.

Marin Ledun, Brigitte Font Le Bret

Pendant qu'ils comptent les morts

246 sider, 15 euro

La Tengo Editions

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Marie Pedersen

Gisp!