Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Spillemands skæbne

Det ukendte. Jon Fosse har skrevet en kærlighedens legende
Eksistens. I 2007 modtog Jon Fosse Det Svenske Akademis nordiske pris. Hans omfattende forfatterskab af både dramatik og prosa har store og suggestive egenskaber i en medrivende gang hen over store eksistentielle emner.

Eksistens. I 2007 modtog Jon Fosse Det Svenske Akademis nordiske pris. Hans omfattende forfatterskab af både dramatik og prosa har store og suggestive egenskaber i en medrivende gang hen over store eksistentielle emner.

Magnus Møller

Kultur
26. november 2010

»Asle og Alida gik omkring i Bjørgvins gader, over skulderen bar Asle to bylter med alt hvad de ejede, og i næven bar han violinkassen med den violin han havde arvet efter far Sigvald.«

Således er optakten til Jon Fosses fortælling om to purunge elskende, der søger husly i den ukendte by. Andvake er titlen, et gammelt nordisk ord, der nu i al højtidelighed kan betegne nattevågen, søvnløshed, i hvert fald noget med ånd, og den er der lagt meget af ind i den enkle handling om de fattige rejsende, der skal føde et barn i en uvenlig verden, værgeløst overladt til skæbnen. Stedet er et fortidigt Bergen, sprogligt forklædt, så man gerne kan tænke på et symbolsk Bethlehem, og lidt mirakuløs er forløsningen da også. De er nødtvungent brudt op fra en bygd længere ude ved fjorden, hvor Asle efter forældrenes død er smidt ud af det bådehus, hvor han holdt til. En mand i en båd dukkede op og erklærede sig som ejer. De to kan heller ikke være hos Alidas mor, som bare hader hende, derfor stjæler de i stedet mad og penge fra hende, ligesom Asle i mulm og mørke tilegner sig båden og dermed bringer dem til den ukendte by.

I Jon Fosses poetisk vævende, men simple mundtlige sprogføring gennem lange punktumløse sekvenser, gengivet i et perleklart dansk, lægges disse handlinger ind under kærlighedens højere tilstand og formål, hvor selv den groveste selvtægt er underforstået, men uhyggeligt antydet. I eftertænksomme tilbageblik i det regnvåde bymørke træder forhistorien frem, de to unges møde, hendes bratte og gengældte forelskelse i den unge spillemand og hans musik. Han oplever selv en kunstnerisk hengivelse, en ny svæven som en fædrene arv, det at spille for andre, og han er nu ved at spille sit liv igennem for kærligheden. Sådan som hans far har pålagt ham: altid at give sig selv til andre, aldrig at kunne være hel i sit eget, altid prøve at gøre de andre hele.

Det nye liv

Jon Fosse har lagt et kunst-nerevangelium ind i den stiliserede beretning om, hvordan de omsider tiltvinger sig adgang til en gammel kones hjem under ganske mærkværdige omstændigheder. Der føder Alida deres barn, som får hans fars navn. At det er det store svæv, der er vigtigt, er Asles vågnende erfaring. Det er spillemandens skæbne at vide den slags, og for ham hedder det store svæv Alida. Der er kun os tilbage. Og det nye liv, lyder konklusionen. Og så er der læseren. Bogen blev berømmet ved sin fremkomst i 2007, det år, hvor Jon Fosse også modtog Det Svenske Akademis nordiske pris. Hans omfattende forfatterskab af både dramatik og prosa har store og suggestive egenskaber i en medrivende gang hen over store eksistentielle emner, med 'tomme pladser' under sproget til den årvågne læsers udfyldning. Og gerne med kunstnertemaet som drivkraft. Det virker i dette tilfælde noget postuleret i den nærmest mytiske skikkelse, det har antaget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som det i en oversættelse hedder til slut í en svensk vises dybe kadance:
Men trods ødemarkens nød, spiller natten op til bøn, thi en drømmer og vor spillemand er død.