Læsetid: 3 min.

Af sted til Hollywood!

Kim Blæsbjergs megaroman om ultravold, ultrakærlighed og ultratab er imponerende og fascinerende, skør og nørdet, men skulle den ikke have været en Hollywoodfilm?
26. november 2010

Den hedder Pyramiden efter navnet på den gamle forbryder Cyrus Coopers organisation i New York, og den er et usædvanligt syn i det danske litterære landskab. Især den sidste halvdel cirka, der har rene actionscener til lands og til vands. Og endda en helikopter og, inden den, save af mærket Black & Decker Scorpion til at partere lig med og - naturligvis - en flok wise guys til at betjene værktøjet.

Men inden Pyramiden bliver til en actionroman i New York og Hamburg er den en realistisk samtidsroman om at kede sig i Lemvig - eller et hvilket som helst andet hul, der heller ikke har sin egen politistation. Men Lemvig kender forfatteren, her er han vokset op, og det virker. Som når Helle Helle skriver om Rødby, Jesper Wung-Sung om Marstal osv.

Kim Blæsbjerg skildrer dog især Lemvig med den fremmedes blik, han lader en dansk-amerikaner, Colin, og en dansk-tysker, Klara, vokse op i byen og finde sammen om musik og film især. Amerikansk popkultur er en kæmpe inspirationskilde for romanen, men for lige at sætte amerikanerne på plads er soundtracket britiske The Zombies' Odessey & Oracle. Colin er opkaldt efter forsangeren i bandet, Colin Blun-stone, der skulle have leveret den bedste version af Gershwins ærkeamerikanske 'Summertime'. Sådanne små statements og finesser har Pyramiden en fantasillion af.

I det hele taget er den imponerende i sin konstruktion og sit omfang, og den er skør og nørdet, også når den tager den ene afstikker efter den anden for at opliste 101 kvindelige skuespillere, der har fået bremset deres karriere af en mand, eller for lige at få et sælsomt fænomen forklaret eller en historie fortalt, der intet betyder for selve hovedhistorien - den om Cyrus, der giver volden i arv til sin søn Mitchell, der giver den videre til sin søn Colin - men som bare skal med, fordi det er interessant, barokt eller ren og skær underholdning.

Klaras nummer

Romanens overskud kan også beskrives ud fra den måde, Kim Blæsbjerg lader enhver af de mange personer entrere scenen. Det sker hver gang med en hel biografi, og i hver historie gemmer der sig en dybt original detalje. Biografierne fortælles i en god blanding af Olsen Banden (når Egon forklarer, hvordan det næste kup skal klares) og Tarantinos blærede måde at introducere sine karakterer på.

Den mest betagende karakter er Klara, hun bliver en slags Kraka med fuld skrue, der både er der og ikke er der - romanens indledende citat er fra The Zombies' sang 'She's not there' - hun er både barn og voksen, kvinde og mand.

Hendes speciale er at holde vejret under vand, længe. Så længe, at hun forsvinder flere gange igennem romanen for så at springe op gennem vandoverfladen igen. Hvordan dette forsvindingsnummer rundes af, vil jeg ikke være så tarvelig at afsløre, men forfatteren efterlader ikke læseren med en eneste løs ende.

Mere film end roman

Pyramiden er mere bizar end komisk, sådan som Kim Blæsbjergs tidligere bøger er komiske, den er mere mainstream end hans tidligere bøger, og så er spørgsmålet, the question, om den ikke er mere film end roman, det vil sige meget lidt litteratur. Om den med andre ord taber til filmen?

Den er så tæt på at være Bonnie and Clyde, True Romance, Reservoir Dogs bare i en dansk-tysk-amerikansk version plus historisk ørnevingesus og noget at tænke over, at jeg ikke kan lade være med at forestille mig, hvor fed den ville være som film. Af sted til Hollywood, Blæsbjerg!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu