Læsetid: 4 min.

'En stinkende erstatning for fædrelandet'

Det nazistiske sammenbrud og ragnarok efterlod Tyskland med et stort, tomt hul i den nationale identitet. I en ny bog analyserer den tyske Harvard-filosof Jan-Werner Müller 'forfatnings-patriotismen', der som omstridt begreb har stået som et demokratisk alternativ til den ekskluderende nationale heroisme
År nul. Rigsdagsbygningen i Berlin i 1945. Krigen og nazismens sammenbrud sendte enhver forståelse af 'Tyskland' som nation tilbage til start. Til erstatning for pasion og nationalisme skulle der skabes en ny opfattelse af patriotisme.

År nul. Rigsdagsbygningen i Berlin i 1945. Krigen og nazismens sammenbrud sendte enhver forståelse af 'Tyskland' som nation tilbage til start. Til erstatning for pasion og nationalisme skulle der skabes en ny opfattelse af patriotisme.

6. november 2010

I Den Tyske Forbundsrepubliks unge år var begreber som nation, kultur og historie under pres. Landet var delt i øst og vest, i krigsforbrydere og efterkommere. Splittelsen gjorde det nødvendigt for tyskerne at finde svar på, hvad der samler og splitter et land og et folk.

Selv om svaret stadig må siges at blafre i vinden, har filosofferne Dolf Sternberger og Jürgen Habermas gjort deres bedste for at stille de rigtige spørgsmål. Deres refleksioner over Vesttysklands nationale identitet endte med at føre til prægningen af begrebet 'forfatningspatriotisme' - et filosofisk kompromis mellem universelle og partikulære rettigheder og værdier, der erstatter den ukritiske og folkelige binding til nationen med en forpligtelse på demokratiske værdier.

På den ene side skulle forfatningspatriotismen forhindre nationalchauvinistiske excesser af den art, som havde gjort Tyskland til Europas sorte får. På den anden side skulle forfatningspatriotismen garantere en forpligtende sammenhængskraft og et værdifællesskab i den unge, men traumatiserede nation. Patrioten skulle ikke længere være den årvågne soldat, der står vagt ved grænsen, men den indignerede demokrat, der protesterer på forfatningens vegne og om nødvendigt praktiserer civil ulydighed.

Hverken patria eller passion

Og det er netop forfatningspatriotismens begrebshistorie, teoretiske implikationer og historiske aktualitet, der udgør fokus i den tyske Harvard-akademiker Jan-Werner Müllers fremragende
Verfassungspatriotismus.

Begrebet har efterhånden nogle år på bagen, men det kan stadig dele Tysklands intellektuelle i en konservativ og en progressiv lejr. »Ordet stinker af det godtgørelseslaboratorium, hvorfra det stammer. Alt, vi tilbydes, stinker af erstatning«, skrev Tysklands store konservative forfatter Martin Walser i 1997 og opsummerede dermed en tilbagevende anklage mod forfatningspatriotismen: den er blodfattig og abstrakt, hverken 'patria' eller 'passion'.

Som modsvar mod Walser svarer Habermas: »For os i Forbundsrepublikken betyder forfatningspatriotisme blandt andet stoltheden over, at det er lykkedes os at overvinde fascismen permanent, at etablere en orden med udgangspunkt i retsstaten og at forankre denne i en delvist liberal politisk kultur,« skriver Habermas og tilføjer med direkte adressat til konservative kritikere: »For at universelle principper kan rodfæstes, har man altid brug for en bestemt identitet.«

På den måde placerer Habermas' udgave af forfatningspatriotisme sig et sted hinsides konservatismens påberåbelse af det partikulære, hinsides den teoretiske socialismes abstrakte lighedsprincipper såvel som liberalismens kontekstløse frihedsdyrkelse. Habermas understreger, at demokrati og menneskerettigheder tilegnes på en konkret baggrund, som oftest vil være i en national ramme, men peger samtidig på, at den må lede videre mod højere mål. I forhold til Tyskland er det den moralske katastrofe Auschwitz, som bliver den partikulære chokerfaring, hvis refleksive bearbejdning tillader og forpligter den vesttyske republik på at knytte an til universelle principper.

Kampbegreb

Som begreb ser forfatningspatriotismen første gang dagens lys i Frankfurter Allgemeine Zeitung begyndelsen af 1970'erne, hvor Dolf Sternberger stiller spørgsmålstegn ved, om det tyske samfund besidder »det nødvendige mål af forfatningspatriotisme, uden hvilket visse delstaters naturlige interessedivergens vil føre til splittelse«. Siden indfører Habermas begrebet i sine refleksioner over nationalstatens rolle i det europæiske projekt.

Første gang han refererer til forfatningspatriotismen, er det imidlertid som kampbegreb i den såkaldte 'historikerstrid', der rasede i 80'ernes Tyskland. Til de konservative debattører, der plæderer for en længe eftertragtet normalisering af Tysklands nationale stolthed, svarer Habermas køligt, at »den eneste patriotisme, som ikke fremmedgør os over for Vesten, er en forfatningspatriotisme. En binding til universalistiske forfatningsprincipper, som er forankret i overbevisninger, har desværre først kunne ladet sig danne i den tyske kulturnation med - og gennem - Au-schwitz.«

Efter Auschwitz anser Habermas en offentlig refleksion som en art nødvendig politisk og moralsk dannelsesproces. Vesttyskland har meget arbejde foran sig, men har til gengæld også mulighed for blive en slags moralsk avantgarde, hvor frihed og lighed ideelt set erstatter national kultur og heroisme som politisk regulerende principper i den kollektive bevidsthed. Også andre europæiske nationer må gå denne vej, påpeger Habermas i et forsvar for forfatningspatriotismen som den politiske ledestjerne i en post-national virkelighed.

Et af forfatningspatriotismens - og demokratiets - åbenlyse dilemmaer, som anerkendes af både Habermas og Sternberger, er, at demokratiet i sin forpligtelse på selvforsvar altid vil være udsat for en åbenlys fristelse til at tage illiberale metoder i brug. Et godt eksempel er forbuddet mod nazistiske symboler, som håndhæves konsekvent i Tyskland. Forfatningspatriotismen har ikke noget entydigt svar, som kan være genstand for bestandig refleksion, men Habermas er dog i langt højere grad skeptisk over for statens evne til selvkritik end den mere etatistisk anlagte Sternberger.

Ekskluderende nationalisme

Statens manglende evne til selvkritik, når det gælder forfatningsmæssige forsyndelser, påpeger Müller, kan eksempelvis gøre sig gældende, når den liberale nationalisme stiller krav om kulturel assimilation til indvandrere uden på samme måde at komme dem i møde. Den post-nationalistiske konsensus om integration, indvandring og medborgerskab, som man finder på det europæiske kontinent, har dog i vid forstand forfatningspatriotiske træk, hævder Müller, eftersom den fjerner sig fra etniske og kulturelle krav og i udgangspunktet lægger vægt på universelle principper.

Men der findes nationale undtagelser. Et godt eksempel på en liberal nationalisme med ekskluderende tendenser, skriver Jan-Werner Müller i en fodnote, er Danmark.

Selvom Europa i overordnet forstand har taget visse elementer af forfatningspatriotismen til sit hjerte - og ikke har haft held med at indarbejde den i det europæiske projekt som helhed - må Müller dog spørge retorisk, om ikke de liberale integrationsprincipper, som i øjeblikket dominerer kontinentet, ikke snarere tager udgangspunkt i en art repressiv liberalisme end i den selvrefleksive forfatningspatriotisme. Hans gennemgang af dette centrale begreb i Forbundsrepublikkens intellektuelle historie er således ikke blot særdeles kompetent. Også på baggrund af den heftige integrationsdebat, som i øjeblikket finder sted i Tyskland og resten af Europa er
Verfassungspatriotismusen overordentlig aktuel bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

GLAUBEN & ZWEIFEN

At lade amerikanerne skrive tyskernes historie er vel at gå over åen efter vand. Siden 1945 har tyskerne kæmpet med selverkendelsen, men de tabte ingen sinde nationalfølelsen. Hvem var det, der med hengivenhed og dødsforagt forsvarede fædrelandet på alle fronter i tolvte time? Det var den purunge tyske generation! Læs blot Günter Grass' og andres nationale selvopgør eller den seneste diskussion om "Die Diplomaten des Holocaust" (f.eks. et citat fra Weizsäcker 1933: "Die anti-jüdische Aktion ze begreifen fällt dem Ausland besonders schwer....")
Netop i 80'erne blotlagde den nye tyske forskningsgeneration alle de nazistiske modbydeligheder og åbnede psykiaternes journaler fra kz-lerjrene. Mange af os læste med gru, men kun tåber ville dog forlange undskyldninger og selvpineri, som tyske politikere udstillede sagen i Berlin og lader udligne med antikommunistisk Stasi-hadetale.
Fædrenes synder skal ikke nedarves på børnene, som det skete i 30'erne efter 1.verdenskrig, men mødes med en forventning om ikke at gentage fædrenes fejltagelser. Hvilket åbenlyst sker i Danmark og tilsvarende kredse i andre europæiske lande - et ubændigt krav om genopretning og genindførelse af fortidens storhed - måske forklædt som forfatningspatriotisme, en afart af demokrati?