Læsetid: 3 min.

Strange Fruit

Betydningsfuldt. Sangen gjorde, hvad den kunne, men helt ændrede den ikke verden
25. november 2010

Den jødiske gymnasielærer Abel Meeropol fra Bronx skrev teksten og trykte den i fagforeningsbladet The New York Teacher. Det var i 1936. Han satte selv musik til den, og den blev i løbet af et par år ret kendt i visse kredse af det intellektuelle New York. I 1939 tog Billie Holiday den op og gjorde den til sin signatursang. Hun sluttede alle sine optrædener med den. Hendes pladeselskab, CBS, ønskede ikke at lægge navn til dens kontroversielle budskab, men Holiday fik lov til, for én gangs skyld at indspille for det mindre selskab Vocalion. Sangen blev med tiden hendes bedst sælgende, selv om den blev boykottet af de store radiostationer, og mere end nogen anden den, man i almindelighed forbinder med hendes navn.

I 1999 valgte Time Magazine den til århundredets sang:

Southern trees bear strange fruit,
Blood on the leaves and blood at the root,
Black body swinging in the Southers breeze,
Strange fruit hanging from the poplar trees.

I 1939 skrev Samuel Grafton i The New York Post, at »hvis de udbyttedes vrede en dag får tilstrækkelig styrke, vil Syden have fået sin Marseillais.«

Det drejer sig om lynchning, en dengang udbredt praksis i de amerikanske sydstater. I DR2’s serie om Sange der ændrede verden, fik vi hele historien, også i dens politiske og sociale sammenhæng. Vi fik også de forfærdelige billeder af dinglende og brændende kroppe og ikke mindst de stupide bødler, der betragtede deres værk. Portrættet af dette dybt psykopatiske samfund var lærerigt, men det er sangen også, og den hørte vi af en eller anden grund aldrig i fuld længde.

Majestætisk version

Måske hørte vi heller aldrig »We shall overcome« og »Give Peace a Chance«, da de blev portrætteret, selv om man husker mange billeder af Joan Baez og Pete Seeger, samt ikke mindst af John Lennon og Yoko Ono i hotelsengen. Men ingen anden sang i min erindring har sat brændt sig fast i sindet som Billie Holidays »Strange Fruit«:

Pastoral scene of the gallant South,
The bulging eyes and the twisted mouth,
Scent of magnolia sweet and fresh,
Then the sudden smell of burning flesh.

For hele min generation verden over vil jeg tro, at den sang i Billie Holidays majestætiske version har sat hvad man nu om dage vel kalder politisk dagsorden. Den er afsæt for romaner, film, operaer – den ligger bag nobelpristageren Seamus Heaneys digt ’Strange Fruit’ om en henrettet kvinde fundet i en irsk mose: »Murdered, forgotten, nameless, terrible beheaded girl, outstaring axe and beatification, outstaring what had begun to feel like reverence.«

Shimmy og blues

Det drejer sig om jazz, Amerikas væsentligste bidrag til det 20. århundredes kunst- og kulturhistorie. Det drejer sig om verden, som den var, før den blev, hvad den er i dag. Før det blev sådan, at man i primetime på tv ikke længere kunne vise andet end x-Factor eller Vild med Dans, hvilket vores store finansminister har udtrykt sin fnisende begejstring for. Det drejer sig om problemer, der stadig findes, selv om de overfladisk set kunne synes udryddet.

Jazzen er de undertryktes musik, deres stemme. Den er oftest glad – lidt beklagende måske: I wish I could shimmy like my sister Kate (men det kan jeg desværre ikke), men den er også noget andet, den er også alle andres musik, den er universel. Dens blå grundtone af melankoli og dens organiske, kropslige rytme, dens popularitet også blandt den hvide, amerikanske ungdom, gjorde den bare ikke mere velyndet blandt hvide psykopater. Måske snarere tværtimod. Louis Armstrong, Billie Holiday, Lester Young, Coleman Hawkins blev fjendebilleder.

Først efter Anden Verdenskrig faldt den første dom for racistisk lynchmord i det moderne demokratis hjem- og oprindelsesland, Amerika. Og endnu godt 20 år senere var emnet så betændt, at det førte til mordene på Martin Luther King og Bobby Kennedy. »Shall we ever overcome«, vil freden nogensinde få en chance, eller skal sær og bitter frugt stadig dingle fra poppeltræerne i vores bevidsthed om, at verden er verden? Skal det altid være sådan?

Når Billie Holiday vrænger i vrede og sorg, håber man, at den dag kommer, hvor hendes sangs budskab er trængt ind:

Here is fruit for the crows to pluck,
For the rain to gather for the wind to suck,
For the sun to rot for the
trees to drop,
Here is a strange and bitter crop.

Sange der ændrede verden,
DR 2 mandag kl. 22.20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom A. Petersen

Glimrende artikel, men det var Commodore Strange Fruit blev udgivet på.
Vocalion var på den tid ejet af American Record Corporation (ARC), der desuden havde plademærkerne Columbia, Okeh og Brunswick. CBS købte i 1934 ARC, der havde leaset Vocalion og Brunswick af Warner Brothers. Leasingen endte omkring den tid indspilningen af Strange Fruit foregik. Brunswick og Vocalion blev kort tid efter købt af American Decca, der kun videreførte Brunswick. Lidt senere blev Milt Gabler producer hos Decca. Det var ham der havde udgivet Strange Fruit på sit eget plademærke Commodore og som kom til at stå for Holidays indspilninger på Decca.
Og så til noget helt andet, og dog. Hvorfor fik Columbia Broadcasting System så navnet Columbia. Jo, Columbia Records (dengang et selvstændigt selskab) investerede i 1927 i en nyoprettet sendekæde, der derfor fik navnet Columbia. De trak sig dog hurtigt ud Efter sigende fordi de skønnede, at kommerciel radio ikke kunne blive en forretning.