Svensk stjernegeneral løftede taget

Kunne man forestille sig, at et politisk flertal i kampens hede under finanslovsforhandlingerne ville beslutte sig for at nedlægge Danmarks Radios ensembler? Og ville den danske befolkning i øvrigt være enig, hvis man spurgte den? Så langt kan det vel ikke komme, skulle man mene, men noget sådant er blevet truende virkelighed andre steder i Europa og i USA. Hollands borgerlige mindretalsregering har, animeret af Geert Wilders støtteparti, bebudet lukningen af den hollandske radios musikcentrum inklusive et enestående musik- arkiv, et elitekor og tre internationalt berømmede orkestre, hvoraf det ene ledes af Michael Schønwandt.

En kommentator mener, at et flertal af befolkningen ville bakke op om beslutningen. Det var med en fornemmelse af dette damokles-sværd svævende over orkestret, at jeg sad og hørte Radiosymfonikernes fredagskoncert, i høj grad forstærket af den indledende og afsluttende musik. Beethovens Coriolan-ouverture eksponerer essensen af dramaet om den romerske general, som ville indtage Rom, men som blev overtalt til at opgive forehavendet af moren og hustruen.

Det man husker

Det er en af Beethovens mest kompakt dramatiske satser, sat i gang af tre lange, manende, unisone Cer i strygerkorpset, hver gang efterfulgt af en vældig akkordeksplosion. Derefter veksler scenerne mellem Coriolanus tragiske c-mol-tematik og kvindernes bønfaldende Es-dur-melodik, indtil musikken til sidst ebber ud med opløsningen af de indledende akkorder, Coriolanus død.

Thomas Dausgaards vision var for så vidt engagerende, i hvert fald helt på plads i dramaturgisk forstand, men jeg måtte hjem og høre ouverturen med Wilhelm Furtwängler i en liveoptagelse fra Berlin juni 1943 for at komme i en bevægelse, der var på højde med situationen. For i hans opførelse hører man den europæiske tragedie så uhørt intenst og sindsoprivende, nogle måneder efter Stalingrads fald og beslutningen om at øge den jødiske trafik til Auschwitz.

Tjajkovskijs Pathétique sluttede koncerten, det var som helhed en dynamisk og klangskøn opførelse med nye spændende vinkler på den ofte så underspillede 5/4-vals, men det, man vil huske, er sandt for dyden den afsluttende adagio lamentoso, den ubærligt smukke og desperate sør- gemusik, der ender uden håb, næsten uhørligt nede i mørket hos de otte kontrabasser.

Mellem Beethoven og Tjajkovskij skete der noget, der fik tankerne til at flyve i en anden retning end død og ødelæggelse, nemlig det svenske fænomen, Martin Fröst.

Fænomenet Fröst

Der har været store klarinettister før Fröst, men der er formodentlig ingen der overgår ham. Han er en af de få musikere, der i den grad inkarnerer et instrument, som Maurice André med trompeten, Heinz Holliger med oboen, Pablo Casals med celloen og Charlie Parker med saxofonen.

Aron Coplands klarinetkoncert fra 1948, skrevet til Benny Goodman, må således være gefundenes Fressen for Fröst. Først en udsøgt neddæmpet elegi hvor han demonstrerede sin eminente klangdannelse, derefter en sprælsk solokadence og til sidst neoklassisk Americana med tungen i kinden, tilsat strygerfest og walking basses.

Men det spektakulære indslag var immervæk svenskeren Anders Hillborgs koncert, skrevet til Fröst i 1998, og her opført i en forkortet version. Noget lignende har man da ikke været ude for med de agtværdige Radiosymfonikere. En klassisk solist som star performer i en teaterkoncert.

Det klædte Martin Fröst, for han er en flot, slank mand, smidig og nærværende. Rummet var clearet omkring ham. Der var lyssætning, han bevægede sig frit og alligevel koreograferet, han spillede en håndfuld forskellige roller, bajads i gestik og Michael Jackson i moonwalk, i et par sekunder Cavaradossi i 3. akt af Tosca, han tog maske på, han dansede Fred Astaire, han gik på knæ, bestandigt en mester på instrumentet, alt imens orkestret overvejende holdt sig i baggrunden, som kællingerne i Storm Ps »Sangforeningen Morgenrøden«, bortset fra visse vulkanske aktiviteter.

Det var ganske simpelt svært underholdende og en velkommen opmuntring for den såkaldt klassiske musiks fremtid. Se det selv i flere versioner på Youtube.

Beethoven: Ouverturen til tragedien Coriolan. Copland: Klarinetkoncert. Hillborg: Klarinetkoncert, millenium version. Tjajkovskij: Symfoni nr. 6, Pathétique. Martin Fröst (klarinet). DR Radiosymfoniorkestret. Thomas Dausgaard (dirigent) Koncerthuset 12. november