Læsetid: 3 min.

Tørresnor med tæft

'Deja-vu' forvandler sig til røntgenbilleder af dig og mig og os allesammen. Fordi Svalegangens komikere er så blændende
Nylonstrømper er ikke sådan at tæmme, for Deja-vu er også de kiksede forføreres fest på Folketeatret. Her Stine Schröder Jensen og Kristian Holm Joensen i fortvivlet nærkamp.

Nylonstrømper er ikke sådan at tæmme, for Deja-vu er også de kiksede forføreres fest på Folketeatret. Her Stine Schröder Jensen og Kristian Holm Joensen i fortvivlet nærkamp.

Morten Fauerby

2. november 2010

Vasketøjet bliver aldrig helt hvidt i Deja-vu. Der er ellers nok af bluser og bukser og nederdele, der har været til storvask og hænger til tørre på lange snore oppe over scenen. Det er nemlig os helt almindelige danskere, der betragtes i Svalegangens nye forestilling, der gæster Folketeatret.

Vores adfærd er ikke ligefrem imponerende. Instruktøren Jacques Matthiessen har i hvert fald zoomet ind på vores pletter, så tåbelighedsfølelsen breder sig i Gitte Baastrups kontante tørresnorsscenografi over en øde ø. Og Matthiessens raffinerede komikerteam udlever pinlighedsklichéerne, så de på scenen bliver til smertefulde scener af ydmygelse og skadefryd. Se bare Folmer Kristensen blive strakt og trukket af de andre klovner i et voldeligt, hjemmelavet forsøg på at få manden til at blive højere. Eller nyd Marie Mondrups selvovervindelse som buttet og ensom stewardesse, som ingen kan få øje på. Det er ondt, men det er også kirurgisk præcist.

Titlen Deja-vu refererer til følelsen af gentagelse og noget, man lige har oplevet for nylig. Her er det så bare klichéen, der dyrkes. Forestillingen kaster med gentagelser, så de bliver decideret absurde - og så det absurde kolliderer med realismen. Og publikum skriger af grin, både medfølende og hånligt, mens Dario Fo lader til at smile med i en del lommer på tørresnoren.

Deja-vu er dermed en slags August 2 efter den prisbelønnede Svalegangsforestilling for to år siden. Altså en række klovner fritskrabet fra hver deres cirkus. Men den hvide klovnesminke er her reduceret til et lyst lag gennemsigtighedshud, der næsten får performerne til at ligne røntgenbilleder af sig selv - eller af os andre. I struktur minder forestillingen om Kamilla Wargo Breklings 'devising'-forestillinger, hvor scenerne er inspireret af performernes egne improvisationer. Men i Deja-vu stammer scenerne altså fra performernes egne komikererfaringer, helt uden fastlagt tema og absolut uden blusel.

Ingen skilsmisseynk

Mest er Deja-vu dog helt sin egen. »Jeg skal skilles,« siger kvinden. »Jamen, dog,'« reagerer kollegaen. »Aha,« siger den næste. »Det var en overraskelse,« siger den tredje. »Og alligevel,« siger en fjerde. »Det var nok også det bedste,« siger den sidste.

Tak for kaffe. Sådan ruller scenerne. Nøgne og barske og almentmenneskelige. Indtil der altså går kuk i klichéerne, så de bliver omvendte. »En gang imellem må man give sin luft følelse,« som det lyder i et ubevogtet øjeblik.

Visse figurer hænger fast i tørresnorene. Ikke mindst Kristian Holm Joensens lonely cowboy, der hele tiden forsøger at sejre som scorekarl, men som hver gang må opgive, fordi han tydeligvis ikke har lassokastekort til hverken kvindernes sind ellers deres nylonstrømper. Det er uhyre festligt. Stine Schrøder Jensen er til gengæld ikke bleg for at afvise ham med sin skepsismund og sine demokratiske forbistringer, der lægger hende intolerancen så tungt i munden. Her er der fagforeningsjargon nok til adskillige julefrokoster.

Ensom fårebrægen

Tilsvarende tager Hans Rønne kegler som pseudolederen, der har pustet sig selv op med managementudtryk og teamworklovsang. Det er lige så pinligt, som det er realistisk. Og Lars Junggreen er tavs, så både kærlighedserklæringer og sange preller af på ham i en eksponering af tomhedsfølelsen, når den er værst.

Claus Carlsens musik er en fin og sær lydkulisse af trut og fårebrægen og jazzet sørgmodighed. Den passer som fod i handske til Kisser Rosenquists lys, der er allersmukkest i de gyldne øjeblikke, hvor der lægger sig et lag af beroligende solnedgang over det vasketøj, der skulle være blevet hvidt.

Sådan som vi gerne vil se os selv. Og sådan som andre måske en sjælden gang også ser os.

 

Deja-vu. Instruktion: Jacques Matthiessen. Scenografi: Gitte Baastrup. Musik: Claus Carlsen. Lys: Kisser Rosenquist. 'Teatret', Svalegangen og Folketeatret i co-produktion. Hippodromen til 20. nov. www.folkteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu