Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Transit, kliché, konflikt

Tidsbilleder. Man må ikke hylde Grøndahls romankunst. Men den kan heller ikke affejes
Aktuelt. Jens Christian Grøndahls nye roman kan i hvert fald ikke anklages for ikke at sætte aktuelle problemer under debat. Påtrængende problemer som konflikten mellem jøder og muslimer, mellem religiøse og sekulære, mellem dansk frisind og pakistansk moral.

Aktuelt. Jens Christian Grøndahls nye roman kan i hvert fald ikke anklages for ikke at sætte aktuelle problemer under debat. Påtrængende problemer som konflikten mellem jøder og muslimer, mellem religiøse og sekulære, mellem dansk frisind og pakistansk moral.

Marianna Grøndahl

Kultur
12. november 2010

Det er da også satans, at Jens Christian Grøndahl altid et eller andet sted skal skrive noget, som rammer mig i hjertekulen, når det nu er lige det, jeg ikke må skrive, at han gør (sidst jeg skrev det, kom jeg i gabestok på Lars Bukdahls blog).

I hans forrige roman blev jeg ramt af sætningen: »Hun var ved vejs ende som mor«. I den nye roman rammes jeg af en episode, hvor den fuldvoksne britiske kunstmaler Emma ser en Henry Moore-udstilling og begynder at tude:

»Hun plejede ikke at tude over kunst () Når kunsten rørte hende, kunne bevægelsen ikke skelnes fra en tanke, og efter hendes begreber var det meningen med kunst, men på The Serpentine Gallery havde hun en uventet følelse af at komme hjem. () Mærkeligt nok følte hun også, at hun hørte til i Rilkes bog om Rodin og i Hammershøis tomme stuer med åbne døre.«

Her formulerer Grøndahl gennem sin person en følelse, der rører mig. At stå blandt en kunstners værker og synes, man her har fundet det hjem, som intet land, ingen social identitet, ingen familie, ingen bolig har kunnet give.

For damebladslæsere

Problemet er selvfølgelig bare, at følelsen af at være en person i en Grøndahl-roman ret hurtigt bliver ufed. Hans karakterer er og bliver for lette og flade. Det er ikke stereotypt nok til at være dameblad, men det er heller ikke komplekst og fyldigt nok til at være stor litterær kunst. Måske er det en slags dameblad for halvintellektuelle eller intellektuel føde for damebladslæsere, og måske er det derfor, det ikke føles helt fedt at finde sine egne følelser formuleret.

Det er klichésentimentalt, når der står om pakistaneren, som mindes sin kones død i hjemlandet, at han »fjernede en tåre fra sin øjenkrog«. Men det er ikke dårligt, når vi hører om »alderens tålmodige arbejde med at gøre døden klar og mør til graven«. Eller når Emma under samleje får en ud-af-kroppen oplevelse og iagttager kopulationen fra loftet: »Hun synes, hun lignede en edderkop, der havde fået et svin i nettet.«

Romanen kan ikke anklages for ikke at sætte aktuelle problemer under debat. Så påtrængende problemer som konflikten mellem jøder og muslimer, mellem religiøse og sekulære, mellem dansk frisind og pakistansk moral. Iscenesat i den lille danske middelklassefamilies ramme. Jødisk-danske David og britiske Emma, hvis perspektiver vi skiftevis følger i 3. person, henlever et harmonisk og midaldrende ægteskab i det anonyme Hellerup; han tjener pengene, og hun maler i sit villaatelier, som en livsform mere end en karriere. Da den akademistuderende datter Zöe udstiller en politisk konceptkunstnerisk video med sig selv og sin pakistanske kæreste, bliver det en bombe, der udløser latente konflikter, ikke bare mellem religioner og generationer og forskellige kunstsyn, men også mellem ægtefællerne. I det pæne Grøndahl-univers bliver konflikterne dog aldrig værre end verbale udladninger, som lader til at kunne snakkes til ro over en kop pakistansk te eller et glas hellerupsk bourgogne.

Sideløbende kører en historie om livsvalg. Det viser sig, gennem romanens akronologiske flashbacks, at både David og Emma har fravalgt det, der kunne ligne deres idealpartner: hhv. en klog og underskøn jødinde med hang til s/m og en genial kunstmaler. Men måske er idealpartneren ikke altid den ideelle; det er en af de refleksioner, romanen rummer, og igen er refleksionen klog og eksistentielt berørende og afføder sine steder fine romantableauer og præcise sætninger, men skæmmes af klichékarakterer (den varmblodede jødinde, det mandlige kunstnergeni).

Grøndahls flerdobbelte tidseksponeringer og udforskning af begæret efter anonymitetens transitrum er stabile værdier i forfatterskabet. Som stedvist får lov at stå og dirre i fine tableauer og sætninger. Grøndahl kan få mig til at forstå noget, som ellers er mig mere fremmed end det mest eksotiske stammefolk: middelklassemandens (her Davids) begær efter den anonymitet, han finder i villaforstæderne såvel som i lufthavnenes transit-rum.

Transitrum

Ved at lade sine personers bevidstheder være transitrum for forskellige tider skaber Grøndahl dobbelteksponerede tidsbilleder. Kvinden, der som ung mor står med sin lille datter på armen foran et delfinakvarium, samtidig med at hun trykker dørhåndtaget ned på vej ind til sin voksne datters fernisering. Manden, der med grå og svindende hårpragt besøger svigermor i hendes køkken, samtidig med at han som ung ligger ovenpå med hendes datter. Den kræftsyge jødinde, der risikerer at få fjernet de bryster, som samtidig nøgne og unge strutter hendes kæreste i møde. Veje, man har vandret frem og tilbage ad gennem så mange år, at man for sit indre Krak-kort ser dem optegnet med en streg så fed som en skovsnegl.

Ind imellem rører Grøndahl mig, så bevægelsen ikke kan skelnes fra en tanke. Andre gange rammes lektoren måske bare i hjertekulen, fordi dette er et romanblad tilpasset det dannede kulturborgerskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her