Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Virkeligheden siver ind i tidens film

For en ny generation af filminstruktører er det nærmest blevet normen at overskride grænser og eksperimentere på livet løs med genrer. Det gælder også argentinske Mauro Andrizzi, en af årets prominente gæster på dokumentarfilmfestivalen cph:dox
'In the Future' er en episodisk samling af små historier og en kærlighedsaffære imellem umage genrer.

'In the Future' er en episodisk samling af små historier og en kærlighedsaffære imellem umage genrer.

Kultur
13. november 2010

Når man spørger den argentinske filmskaber Mauro Andrizzi om hans forhold til dokumentarfilm, svarer han, at han er interesseret i film, slet og ret. Om de er fiktive, dokumentariske eller eksperimenterende, betyder mindre.

»Selvfølgelig er det stadig muligt at lave dét, man kunne kalde rene dokumentarfilm,« siger Andrizzi.

»Det er bare ikke særlig interessant.«

Holdningen er karakteristisk for mange af de yngre instruktører, som i disse år præger det dokumentariske felt. Der nedbrydes grænser og eksperimenteres på livet løs. Og som tidligere programlægger på en festival i Argentina har Andrizzi fulgt udviklingen tæt og er slet ikke i tvivl om, at det er inden for dokumentarismen, at de væsentligste kunstneriske nybrud sker i disse år. Spørgsmålet er så, om det fremover overhovedet vil give mening at tale om dokumentarisme som en selvstændig genre:

»Det er åbenlyst, at der i de senere år har været en stor interesse for hybridfilm og mere komplekse måder at fortælle på. Det er, som om virkeligheden bare siver ind i alle de historier, vi forsøger at fortælle lige nu. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, vil stort set alle film om ganske få år udspille sig i et grænseland mellem fiktion og dokumentarisme.«

Udvidet pilotprojekt

Andrizzis nye film,
In the Futuresom indgår i hovedkonkurrencen på cph:dox er et typisk eksempel på dét, han selv kalder en trend. Filmen åbner med en syv minutter lang montage af kyssende par (måske en hilsen til Andy Warhols klassiker
Kissfra 1963), og herefter følger en række selvstændige sekvenser, omhyggeligt iscenesatte tableauer, hvor forskellige personer fortæller om sære og skæbnebetonede oplevelser med kærlighed og erotik.

»
In the Futurestartede egentlig som en pilot til en større film,« fortæller Andrizzi.

»Jeg havde en idé om at skabe en hyldest til argentinsk films storhedstid i 50erne, hvor man producerede sådan nogle klassiske sort/hvide melodramaer, som normalt forbindes med Hollywood. Men ad sære omveje havnede en kopi af piloten på filmfestivalen i Venedig, hvorefter jeg besluttede at udvide skitsen til en selvstændig film.«

De enkelte fortællinger i
In the Futureer baseret på instruktørens egne erfaringer med kærlighed eller historier han har hørt fra venner og bekendte og filmen har således sit afsæt et eller andet sted mellem autentiske begivenheder og en interesse for filmmediets historie og udtryksmuligheder.

Hvad angår den episodiske struktur, stammer den fra et af Andrizzis forbilleder, den tyske instruktør Romuald Karmakar. Og netop denne form har Andrizzi udforsket siden sin første lange film,
Mono(2007), en anderledes rockumentary om den argentinske musikscene:

»Når man arbejder med eksperimenterende film, har man nærmest ubegrænset frihed. Man kan gøre hvad som helst. Men hvis man lægger sig fast på at anvende en episodisk struktur, så har man i det mindste en form, man kan hælde sine eksperimenter ned i. Det gør det også lettere for publikum at aflæse filmen. Hvis en film har en helt klar formel ramme, kan de enkelte elementer være superlangt ude, uden at man kobler publikum af.«

Mobiltelefon-film

Mauro Andrizzi brød igennem internationalt i 2008 med
Iraqi Short Films, der ligesom
In the Futureudspiller sig i et grænseland mellem fiktion og dokumentarisme. Filmen, der er blevet vist på et hav af festivaler, herunder cph:dox, er udelukkende sammensat af materiale, som instruktøren har fundet på internettet. De fleste af sekvenserne er optaget på mobiltelefoner, og omtrent halvdelen af dem stammer fra al-Qaeda eller andre militsgrupper i Irak, mens den anden halvdel kommer fra amerikanske eller britiske soldater, som illegalt har filmet kamphandlinger og siden overgivet materialet til Wikileaks.

Det eneste, Andrizzi har foretaget sig, er at indsamle og ordne optagelserne, hvorefter han har tilført diskrete effekter og manipulationer såsom at flytte lydsiden fra en sekvens til en anden. Om sine motiver for at skabe en film om Irak-krigen på netop denne måde forklarer han:

»De enorme kulturelle forskelle mellem Vesten og Mellemøsten har ført til, at man i Vesten har udviklet sådan en fiktion om Mellemøsten, som medierne bidrager til at opretholde. Derfor var mit udgangspunkt, at jeg måtte gribe det helt anderledes an. Hvis jeg var rejst til Irak og havde forsøgt at lave en konventionel dokumentarfilm, var jeg givetvis endt med de samme klichéer, som vi ser hele tiden i tv-nyhederne.«

»Ikke at jeg har noget imod journalistik som sådan. Jeg er en stor tilhænger af frie medier. Men der er noget galt med de store kommercielle mediekonglomerater, hvor nyhedernes karakter er bestemt af økonomiske interesser. Når nyhedsmedier, som åbenlyst lyver for at tjene penge, mere eller mindre kontrollerer den offentlige opinion, er det et alvorligt problem for demokratiet.«

In the Future kan ses i Grand Teatret, lørdag kl. 19.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her