Læsetid: 3 min.

Virkelighedens fortryllelse

Indtagende historie om Liselund på Møn
Eventyrparken. Er det virkelig nødvendigt med en tredje bog fra Bente Scavenius om Liselund   på Møn? Det korte svar er ja.

Eventyrparken. Er det virkelig nødvendigt med en tredje bog fra Bente Scavenius om Liselund på Møn? Det korte svar er ja.

Lars Havn Eriksen

12. november 2010

Et sted i Klinteskoven på Møns Klint findes Klintekongens have. Ifølge overleveringen er det kun meget unge piger, der kan finde det magiske sted med de blomstrende træer - og har de én gang været der, får de det aldrig mere at se.

Bente Scavenius red som ganske ung uforvarende ind i Klintekongens have på en morgenridetur. Siden har hun ledt efter den uden held. Hun har fortalt historien før, og hun vender kort tilbage til den i Liselund, den fortryllede have på Møn, hvor den romantiske park ved Liselund på Møn må løfte arven efter sagnparadiset, som ikke er sådan at finde.

Natur og kultur

Haven ved Liselund, anlagt i 1780'erne af det kosmopolitiske par, Antoine og Lisa de la Calmette med de franske huguenot-aner, har i tidernes løb været underlagt den virkelige naturs mindre drømmeagtige luner. I 1902 og igen i 1905 skred de yderste partier i Østersøen, kapellet, borgruinen og kammerherreindens have forsvandt i dybet. Hundrede procent natur skyldtes det ikke, kulturen havde gjort sit - i første omgang fordi Antoine de la Calmette havde anlagt underjordiske kanaler, som skulle lede vandet fra områdets naturlige søer ud i kunstige kaskader ned ad den hvide klint. En uvejrsnat blev trykket indefra kombineret med havets angreb udefra for meget, og klinten sprængtes.

I anden omgang havde man fjernet klintens naturlige beskyttelse, de store sten i havstokken for at bruge dem til værn i Københavns havn. Farvel til vigtige indslag i Liselunds sentimentale have, kontemplationen i kapellet og ruinens allusion til antikken.

Tre bøger

Heldigvis er der meget tilbage. Der er størstedelen af parken, der er Schweizerhytten, Norske Hus, det kinesiske lysthus samt ikke mindst hovedhuset, det lille stråtækte lystslot, og Bente Scavenius fortæller stramt og levende om det hele. At hun nærer stor kærlighed til Liselund, tvivler man ikke på. Opvokset på nabogodset Klintholm har hun færdedes i haven fra barnsben, hun har siddet i Liselunds bestyrelse, og dette er hendes tredje bog om Liselund.

Skulle det virkelig være nødvendigt, spørger man uvilkårligt, men efter endt læsning bliver konklusionen nærmest, at man med fordel kan nøjes med den nye udgivelse. Her er intet overflødigt, men det hele er med, og teksten nyder godt af, at Bente Scavenius kan sit stof ud og ind og frit kan hengive sig til sin beretning om de romantiske havers historie, filosofien bag 1700-tallets romantik, om Liselund-anlæggets historie og udformning, havens romantiske monumenter, bygningernes arkitektur og indretning.

En fyldig introduktion på engelsk gør bogen til en oplagt turist- og gavebog, også fordi den er en meget flot billedbog med fotografier i prima gengivelse af Pernille Klemp samt Ole Woldbye, der ligeledes havde fotograferet til opus 2. Hertil kommer yndefulde og dramatiske akvareller, skitser og malerier af Guldalderens kunstnere, som i rå mængder lagde vejen forbi det gæstfri Calmette-par.

Træer, træer, træer

Første gang, jeg selv gennemtravede parken ved Liselund, var jeg på cykeltur med min veninde, og vi gjorde betaget ophold ved Liselund. Under spadsereturen i parken gik vi og funderede over, at Calmetterne aldrig nåede at opleve, hvad vi nu så omkring os. Træerne har kun nået dem til skuldrene, nu suste de over vore hoveder. Dengang syntes vi, det var lidt synd for dem. I dag, hvor jeg selv bor på Møn og ofte færdes i parken med omgivelser, synes jeg nærmest, at her er for bevokset på partierne ud mod Østersøen. Heldigvis - og måske af samme grund? - er mange af bogens fotografier vinterbilleder, så man kan skimte landskabets konturer imellem træerne.

Muligvis har Guldalderens romantikere overdrevet, men ingen tvivl om, at man tidligere i langt højere grad havde fornemmelsen af 'det sublime' ved anlægget, 'blandingen af det skønne og det grufulde', som Edmund Burke ifølge Bente Scavenius definerede det. Især norske J.C. Dahl er i stand til at få højdramatisk bjergnatur ud af klintens bakker og fald. Det ser man ikke i dag, hvor turen oven på klinten ude mod havet blot opleves som en lidt mere end normalt anstrengende skovtur. Kære Skov- og Naturstyrelse: Læs engang Liselund. Den fortryllede have på Møn, og fæld så lidt udvalgt skov, så vi igen kan få fuld udsigt til klintens mægtige panoramaer. Vi kan ikke se dem for bare træer!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu