Læsetid: 5 min.

1990 - da Tyskland blev nulstillet

Da de to Tysklande smeltede endeligt sammen og Anden Verdenskrig sluttede formelt - fin, men overset udstilling i Berlin
Historisk. En udstilling i Berlin kaster lys på tiden omkring genforeningen af Tyskland. Øverst gen-foreningsfestligheder ved Rigsdagen, 1990 - nederst en valgplakat fra CDU, 1990.

Historisk. En udstilling i Berlin kaster lys på tiden omkring genforeningen af Tyskland. Øverst gen-foreningsfestligheder ved Rigsdagen, 1990 - nederst en valgplakat fra CDU, 1990.

Fra udstillingen

2. december 2010

Samtidig med åbningen af den nu permanente Typographie des Terrors ved siden af Gropius og den stærkt omdiskuterede Hitler-udstilling i Deutsches Historisches Museum byder samme initiativrige institution i det gamle Zeughaus på Unter den Linden også på udstillingen om det nye Tysklands fødsel. Året 1990 da Tyskland fandt sin sammenfattende skikkelse i foreningen af BDR og DDR. Wende, Vereinigung, Einheit, genforening eller forening, hvad man nu siger ved de to tyske staters sammensmeltning efter Murens fald, Sovjets omdefinering af egen rolle og imperiets efterfølgende sammenbrud.

Murens fald, og hvad deraf fulgte, er i tilbageblik utvivlsomt en af de mest vellykkede konfliktløsninger i verdenshistorien. Hvor før enhver foranstaltning til forandring af tingenes tilstand ville have udløst det atomare ragnarok, skete denne omvæltning så at sige uden blodsudgydelse. Rigtignok havde Sovjets leder Gorbatjovgivet grønt lys for den store omvæltning. Men æren for, at det ikke gik galt i det lokale opgør i DDR, må tilskrives DDR's befolkning samt de myndigheder, der i sidste ende indså, at de selv tilhørte dette folk; at de selv var en del af den tyske fremtid, og at et ethvert forsøg på at bremse historiens svinghjul var omsonst og kun ville føre til DDR's defensorers egen undergang. Gorbatjovs dødskys, tildelt DDR's diktator, Erich Honecker på DDR's 40 års jubilæumsfestparade, ledsagedes af en udtalelse om at se skriften på væggen eller blive fortæret af Historien. DDR's borgere og bønder hyldede den sovjetiske reformator - ikke deres egen regeringschef og inderkredsen i figurfrakker og latterlige små filthatte.

»Wir sind das Volk,« råbte de demonstrerende i Leipzig, hvor det meste begyndte; det andet fælles feltråb: Kein Gewalt! var nok så afgørende. Ghandi, Luther King og Mandela havde ikke levet forgæves: den kedsommeligt bøvede voldsmagt i DDR skulle i hvert fald ikke have noget påskud forærende for at afsikre våbnene.

Den, der berejste DDR - blot Østberlin - kunne i året op til og lige efter Die Wende indlysende bekymre sig over, hvordan en sammensmeltning så skulle kunne lade sig gøre. Nedslidningen bag muren var så at sige total, den farveløse fattige tristhed demonstrativ. Ganske vist taler folk, der gik mere i dybden end den lejlighedsvise besøgende, om underliggende strukturer og andre muligheder end de synlige. De var der, det hele var ikke Das Leben der Anderen. Men alt i alt havde Bonde- og Arbejderstaten ingen attråværdig tidshorisont. Frem for at fordømme de folk, der mente anderledes dengang, er det mere på sin plads at undre sig over deres tro på den umulighed, DDR i længden måtte være.

Skønt alverden er sket

Henne om hjørnet i Dussmann Kulturkaufhaus i Friedrichstraße kan man købe Wolfgang Beckers herlige film fra 2003: Goodbye Lenin - om den gode søn, der forsøger at beskytte sin hjertesyge mor Christiane Kerner, mod de barske kendsgerninger: At den stat hun har viet sin tro og sit liv til, er gået under, mens hun lå i koma på hospitalet. Den strøm af mennesker, hun i tv nu ser passere muren, forklarer sønnen, er vesttyskere, der endeligt har set lyset og flygter ind i DDR, ind i kommandoøkonomiens paradis, hvis eneste ordentlig produkt var saltagurker.

Imens er den politiske proces i fuld sving, og her byder udstillingen i Historisches Museum på en lang række dokumenter og genstande, ikoner til forståelse af Die Wende. Det 10-punkts program, kansler Kohl konciperede i november '89, og som rent faktisk blev den retsstiftende formulering bag genforeningen i talen i Bundestag den 28. november 1989, udgør et studie i retorikkens tilpasning til det mulige og ønskelige. Med understregninger og tilføjelser bliver formuleringen omsider til det bindende: at begge stater BDR og DDR indgår i en føderation, det vil sige en bundesstatslignende ordning. Og det vil jo så også sige, at Vesttyskland her, om man så at sige, indoptog DDR, der med sine fem länder: Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen og Thüringen, således indgik på lige fod med BDR's syv länder. Derved fortsætter Bundesrepublikken, som om der ikke er sket ret meget, skønt alverden jo er sket.

Det lange seje opgør

Historisches Museum markerer ved udstillingen af det store mødebord anvendt ved de såkaldte to-plus-fire møder bestræbelserne på at sikre en stabil og fredelig overgang forhandlet mellem interessenterne. Det vil sige: de to - udenrigsministrene for BDR og DDR, samt de fire - udenrigsministrene fra USA, Sovjet, Frankrig og England. Disse møder er den formelle afslutning på Anden Verdenskrig, eftersom en egentlig fredstraktat aldrig var indgået. To- plus-fire mødernes endelige aftale gør det ud for en sådan traktat, hvor Tysklands suverænitet her formelt slås fast.

Uden for mødelokalet fortsatte nedbrydningen af den forhadte mur og grænse. Nogle gange glemmes det, at muren ikke blot var en mur i Berlin, men en dødszone ned gennem hele det tyske område; jerntæppet som Churchill i sin tid døbte den fysiske adskillelse af Øst og Vest.

Siden har diskussionen været livlig, hvad angår hastværk eller det forhastede i processen, som jo i en meget lang overgang kostede Vesttyskland landets uomtvistelige funktion som økonomisk lokomotiv. Udstillingen klargør, hvor snæver handlefrihed kansler Kohl havde. Det var her og nu. En langsom, glidende overgang, som Oskar Lafontaine plæderede for, var ikke realistisk. Dertil kom den indenrigspolitiske situation i Vesttyskland. Kravet om en radikal ordning og dermed genforening lod sig ikke pakke ind i realøkonomiske overvejelser. Det hele var eksploderet, hvis ikke Kohl havde handlet.

Når det er sagt, venter et historieskrivningens lange seje opgør - noget tyskerne jo forstår sig på - hvorvidt man i 1990 hovedkulds kastede for meget af badevandet ud og dermed også noget af afkommet. DDR blev totalt demonteret og blev det ved den til lejligheden etablerede statslige afviklingsvirksomhed Treuhand og dennes til tider brutale privatiserende fremfærd. Kunne overgangen havde været mere nænsom, således at en stor del af DDR's borgere ikke bagefter følte sig hægtet af. Eller at i det mindste Christiane Kerners saltagurker var blevet sikret for eftertiden? Det spørgsmål rejser udstillingen, der er herligt fri for den moraliseren, som vi med tilbagevirkende kraft klarer så fint på andres vegne her til lands.

1990 - Der Weg zur Einheit, Zeughaus i Berlin til 2. januar. www.dhm.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er udstillingen som anmeldelsen, et typisk vestligt og ensidigt retrospektiv, set med CDU-øjne? Kansler Kohl i den individuelle magtfulde rolle - hvor er Brandt f.eks.? - og hvorfor gøre de østtyske politikere til nikkedukker? Kun i bakspejlet kan nogen tale om et "dødskys". Og hvad blev resultatet? Blot et eksempel, trods fredsbetingelser oprettede Tyskland allerede først i 30'erne en hær, og i dag bryder tyskerne egne love ved at opstille professionelle hærenheder. Den kolde Krigs ophør fik rejst en ny og måske meget højere mur. Er det sådan den nye politiske struktur er skruet sammen, når den europæiske venstrefløj i januar mødes i Berlin endnu et år for at mindes Liebknecht og Luxemburg - Die gute Selbstsucht auf Konfrontationskurs?

jan henrik wegener

For en gangs skyld er der noget at hente hos Metz!
Det er dog ikke alene Tysklands, men vel for så vidt vort område på kloden, Europa, der i store træk har haft succes gennem adskillige årtier på mange områder, ud fra de angivne succeskriterier . Den store undtagelse fra de relativt ublodige løsninger var det alliancefrie Jugoslavien, der vel var udenfor de generelle ordninger. Ud over dette har historien været en næsten mærkelig afvigelse fra de normale europæiske forhold, med "obligatoriske" myrderier.