For et halvt år siden fik jeg en ny familie. De hedder Fisher til efternavn og kom til mig i en hård papæske indeholdende fem dvd-kassetter med hver sin sæson af tv-serien Six Feet Under. Det er nok noget af det bedste tv, jeg nogensinde har set.
Synopsen sælger næppe mange billetter: Serien udspiller sig i en bedemandsforretning. Vi følger familien Fisher, der består af far Nathaniel, mor Ruth og deres voksne sønner Nate og David og teenage-efternøleren Claire. Far bedemand bliver trafikdræbt i seriens første afsnit, og så er det ellers op til resten at samle stumperne og få livet, familien og forretningen til at hænge sammen i det mildt sagt splittede hjem.
Amerikanske tv-serier har traditionelt set haft svært ved at konkurrere med spillefilm med hensyn til kvalitet. Det har der været flere grunde til. For det første havde et tv-serie-afsnit mindre tid, typisk 25 til 45 minutter, til at udfolde sit plot og udvikle karaktererne end en to timer lang spillefilm. For det andet havde de færre penge at producere for, og de penge, der var, blev hentet ind via reklameindtægter, hvilket stillede krav til indholdet, som helst ikke måtte støde potentielle seere ved at vise alt for meget død, sex, druk, smerte, bandeord og alt det andet, der gør livet værd at leve og film værd at se.
Så kom HBO til. Home Box Office er et amerikansk kabel-tv-selskab, der sender i over 150 lande og siden slutningen af 90'erne har produceret tv-serier af hidtil uhørt høj kvalitet. Der er nemlig ingen annoncører at tage hensyn til. HBO er en betalingskanal, der henter sine indtægter fra 29 millioner abonnerende husstande i USA og et verdensomspændende salg af dvd'er, der indbringer hundrede og atter hundrede millioner af dollar. Og så er man gået væk fra at arbejde med hvert enkelt afsnit som en afsluttet enhed. I stedet får myriader af problemstillinger og personlige kvaler lov til at hvirvle sig ind i og ud af hinanden over en hel sæson. Pludselig er der blevet plads til at formidle nuancer, som et par timers spillefilm kun kan drømme om.
Prestigefulde serier
Sådan er det for eksempel lykkes serien The Wire at portrættere den beskidte underverden i en amerikansk storby og beskrive - på en gang gribende og med nærmest sociologisk tyngde - hvordan fattigdom, kriminalitet, politi, narko, uddannelsespolitik og medierne hænger uløseligt sammen og påvirker hinanden konstant.
Med frie tøjler og stort budget er tv-serier blevet anderledes prestigefyldte for de store instruktører og manuskriptforfattere at beskæftige sig med. Først afsnit af HBO's store efterårssatsning, Boardwalk Empire, blev for eksempel instrueret af selveste Martin Scorsese.
Tsk, tsk Brenda
Med succeser som The Sopranos, Sex and the City, Six Feet Under, The Wire og True Blood har HBO sat sig tungt på de årlige Emmy Awards - tv-seriernes svar på Oscaruddelingen - som selskabet nu har været topscorer ved 10 år i træk.
Men det begynder med det skrevne ord, fortalte Michael Lombardo, chef for HBO's programafdeling for nylig til Vanity Fair.
»For at skabe en suveræn serie er man nødt til at begynde med et suverænt manuskript.«
»Du kan snakke med hvilken som helst film- eller tv-manuskriptforfatter og høre om deres oplevelser både på det store og lille lærred, og de vil give dig mange eksempler på, hvordan de har oplevet, at deres stemme blev dæmpet, ændret på eller gjort tavs.«
»Vi er ikke sådan et sted, der arbejder med konsensus eller komiteer. Det er derfor, vi ikke udsætter vores serier for fokusgrupper. Det er ikke det, vi er her for. Vi er ikke ude på at lave serier, der får flest seere verden over, vi sælger ikke reklameplads.«
Jeg tror for eksempel ikke Brenda Chenowith ville sælge særlig meget reklameplads. Hun er forlovet med den ældste Fisher-søn, Nate, som hun mødte på en flyvetur til Los Angeles, hvor de straks efter landing røg i kødet på hinanden i et kosteskab. Brenda er datter af to promiskuøse psykoterapeuter, har en IQ på en million og et grænsende til det incestuøse forhold til sin mentalt forstyrrede lillebror. I det seneste afsnit jeg så, besøgte hun en terapeut for at tale om sin trang til jævnligt at dyrke sex med tilfældige mænd rundt omkring i byen.
Doktor Michaelson slutter sessionen af med at give sin faglige vurdering af situationen, men den hører man ikke. I stedet hører man Brendas forestillinger om, hvad Dr. Michaelson egentlig tænker:
»Jeg beklager, men jeg tror ikke, jeg kan hjælpe dig, for du har ikke brug for hjælp. Du er tydeligvis nået et punkt, hvor du ikke længere behøver terapi. Faktisk har jeg dyb respekt for dig, for jeg ville selv kneppe fremmede som en anden landevejsluder på crack, hvis ikke jeg var så hæmmet af min ynkelige jødisk-kristne opdragelse.«
Altså, Brenda ... hvad skal det ikke blive til med dig.
