Læsetid: 3 min.

Blixens psykiske skelet

Christian Braad Thomsen leverer i 'Boganis gæstebud' en psykoanalytisk fortolkning af Karen Blixens forfatterskab. Man nikker anerkendende, men savner alligevel noget
14. december 2010

Med Boganis gæstebud trækker Christian Braad Thomsen et spor op i Karen Blixens forfatterskab, som givetvis er afgørende både for fortællingernes indhold og drivkraften bag. Spørgsmålet er dog, hvor meget dette spor siger om hendes værk.

Karen Blixen mistede sin far som ni-årig, da Wilhelm Dinesen, rastløs jæger, næsten adelsmand og soldat, forlod denne verden ved at hænge sig. Hun var tæt knyttet til ham, følte sig ladt i stikken og henvist til morens familie, de borgerlige Westenholzer, som var unitarer og fulde af synds- bevidsthed. Christian Braad Thomsen læser hele Blixens forfatterskab ind i denne problematik, påviser hendes forsøg på at genvinde 'faderspøgelset', samt at dette indebærer en gennemgående nekrofilidyrkelse.

Hvad angår faderspøgelset, viser Braad Thomsen, hvordan Karen Blixen i begge sine vigtige forhold til mænd, til Bror Blixen og til Denys Finch Hatton, opsøger og gentager det mønster, der blev grundlagt i forhold til faren. Analysen af hendes relation til Denys Finch Hatton er direkte hjerteskærende. Det eneste forhold, den rastløse Finch Hatton tillod, var ét, hvor man ingen krav havde på og intet ansvar for hinanden. Karen Blixen ideologiserer det som the love of parallels, men det holder hårdt.

Nekrofili?

Ingen tvivl om, at Christian Braad Thomsen har fat i en lang ende. Når man alligevel sidder tilbage med en vis uforløsthed, skyldes det nok det, bogen ikke har med.

Den samfundsmæssige horisont i Blixens forfatterskab gøres der ikke meget ud af. Forskellen på feudalisme og det borgerlige samfund, der spiller en central rolle i hendes livsfilosofi, bliver i Braad Thomsens optik til forskellen på far og mor. Men for Karen Blixen selv er der tale om to livsholdninger, en kristelig, syndsbevidst holdning, hvor man skal 'gøre sig fortjent', og en aristokratisk livsholdning, hvor man kan leve i nuet, netop fordi ens privilegier er uafhængige af egen indsats.

Braad Thomsens referenceramme er imidlertid film og psykoanalyse, ikke litterære, historiske og kulturelle strømninger, og indimellem fører det ham i mine øjne på afveje. At betragte Blixens fortællinger som drømme afskærer således unægtelig nogle æstetiske aspekter.

Ligeledes tvivler jeg på, at nekrofilien indtager en så fremtrædende plads, som Braad Thomsen mener. Er det nekrofilt at beskæftige sig meget med døden? Vel ikke nødvendigvis.

Et centralt eksempel er hans analyse af Drømmerne fra Syv fantastiske fortællinger om operasangerinden Pellegrina Leoni, der mister sin stemme ved operabranden i Milano og i sin smerte beslutter aldrig mere kun at være én. I sine skiftende identiteter følges hun af jøden og vennen Marcus, det eneste minde om tiden før branden, som hun tolererer. Med Braad Thomsen genkender man faderspøgelset i Marcus, men når han læser den afsluttende dødsscene som en nekrofil forening af de to, falder brikkerne måske lidt for let på plads.

Syfilis?

På dødslejet er Pellegrina igen Pellegrina, og hun tror, at hun er på vej ind på scenen for at synge anden akt af Don Juan, den akt, hun skulle synge, da branden brød ud, og hun blev ramt på halsen af en brændende bjælke.

Braad Thomsen tolker den brændende bjælke som en metafor for den bjælke, faren hængte sig i, og samtalen med Marcus altså som nekrofil. Men Pellegrina når netop ikke ind på scenen, branden bryder ikke ud, og Pellegrina mister ikke sin stemme. Hun dør, før traumet opstår. For mig at se er det mere nærliggende at se foreningen med Marcus som et forsøg på en annullering af farens død i fantasien. Regression eller wiedergutmachung i psykoanalysens sprog frem for nekrofili.

Og så lader vi Braad Thomsens tese om, at Blixen i virkeligheden ikke havde syfilis, ligge. Det er muligt, men hvor interessant er det? Jeg synes, resten af bogen er mere spændende.

Værd at læse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu