Læsetid: 6 min.

Dansemusik med tungen i kinden

Otte bud på julegaver fra bunken af nye danske jazz-cd'er
20. december 2010

Klarinettisten, saxofonisten og komponisten Jimmy Giuffre, der døde i forbløffende ubemærkethed forrige år, var ikke en mand, man umiddelbart forbandt med løssluppen dans. En af grundene til, at hans død gik så stille af i jazzens medier, var nok, at han som privatperson var kendt som en alvorsmand med hang til misantropi. Han havde ikke spillet offentligt i lang tid, og i sine sidste år underviste han mest i teori på New England-konservatoriet i Boston.

Glemt var det øjensynlig, at Giuffre var ophavsmand til et af jazzens største hits nogensinde, Woody Herman-orkestrets udgave af »Four Brothers«, og at han i 1950'erne med sin trio stod bag et af jazzens mest veloplagte og vidfulde kammer-ensembler. Mest bemærket - og bestemt også retfærdigt - i hans få og ret korte nekrologer var hans for en klarinettist opsigtsvækkende soloprojekter fra en senere periode samt hans bidrag til den mere fri musik, med afsæt i europæisk modernisme med trioen med Paul Bley og Steve Swallow.

Men Giuffres musikalske temperament afslørede ham som et omvandrende paradoks. Hans musik afspejlede på én gang noget tørt og nøgternt og noget meget underfundigt og musikantisk. Dette paradoks er fuldstændig overbevisende indfanget af tre danske musikere - saxofonisten Hans Ulrik, guitaristen Niclas Knudsen og bassisten Jesper Lundgaard - som på en ny cd optræder i rollerne som hhv. Giuffre, Hall og Brookmeyer/Ralph Pena.

Gotta Dance hedder udgivelsen efter en af Giuffres egne titler, og kropslig bevægelse er netop, hvad man har svært ved at modstå ved denne levende samt både drillende og hengivne musik, der har tre af Giuffres egne temaer i centrum omgivet af 11 andre bidrag fra de tre danskere, alle skrevet med tungen placeret i kinden på dét sted, hvor Giuffre havde den, da han skrev »The Train And The River«.

Lundgaard, der er initiativtager til projektet, holder med sin enestående plasticitet sammen på det hele, og hans solobidrag er netop så fyldte af vid og humor som Brookmeyers i sin tid. Hans Ulrik præsterer især på barytonsax en bevægelighed og en underskøn, porøs tone, der gør det tunge instrument fjerlet, og Knudsens klangregister, der jo er langt mere verdensmusikalsk formet end Halls, sætter en helt ny dimension ind i denne musik uden at forråde dens oprindelige tone. Gotta Dance? - så gør det til denne cd!

Et orkester af en guitar

Hvis vi anser det insisterende i en rytmisk opfattelse som tilstrækkeligt for en opfordring til dans, så kommer opfordringen nu også flere andre steder fra i denne præ-julebunke af danske jazz-cd'er. På guitaristen Mikkel Nordsøs Five Steps 2 Seven er det amerikanske Terri Lyne Carrington, der sørger for, at back beat'et er på plads i denne overvejende funky musik, der viser Nordsøs enorme spændvidde: fra George Benson'ske delikatesser over Clapton'ske eskapader til et stykke ind i noise-verdenen. En overraskelse i denne meget udadvendte musik er i øvrigt Ben Besiakows veloplagte obligatspil på elklaver og orgel, mens jeg ikke synes, andre gæstesolister, især ikke tenoren Bob Malach, føjer meget væsentligt til. Nordsøs eget 'orkester' af en guitar er rigeligt.

På en anden udgivelse, hvor det funky er i højsædet, saxofonisten Michael Bladts Kirkland, er det arrangøren og trompetisten Jesper Riis, der står for de orkestrale udvidelser, og det gør han meget overbevisende og med god økonomi - og, som supplement, fremragende solospil. Bladt er både som komponist og solist en meget mundret musiker, om end ikke uden sødladenhed i balladerne, og hans rappe, brecker'ske figurspil på tenoren og på EWI'en sidder lige i skabet. Desuden hører hans tone på sopranen til noget af det fineste, der kan høres herhjemme.

Kvarttoneteknik

Phobia hengiver en anden fremtrædende saxofonist, Lars Møller, sig til udforskningen af kvarttoneteknikken, hvilket populært sagt betyder, at han lægger to 'blå' toner ind mellem hver heltone i stedet for én. Som kompositorisk redskab er der ingen tvivl om, at det har ført til nye muligheder i den moderne partiturmusik, men når vi taler om improvisation, aner jeg snarere en indsnævring end en udvidelse af mulighederne.

Både i teori og praksis er der selvfølgelig tale om, at de melodiske muligheder skulle blive rigere, men man skal nok stemme sindet så grundigt til denne rigdom (og til færre frapperende spring i det harmoniske grundlag), at man kan gå glip af den umiddelbarhed, musikken jo også gerne skule rumme.

Måske derfor oplever denne lytter ofte Møllers temaopbygninger som mere interessant end de modulationer, han skaber over dem. Da musikken imidlertid samtidig rummer en betydelig indre energi og en fornemt styret dynamisk variation, ikke mindst takket være den fremragende tyske trommeslager, Jonas Burgwinkel, er det let at give pokker i kvarttonerne og lade sig forføre af Møllers uomtvistelige begavelse. Laboratorieforsøg eller ej - musikken lever på denne cd.

Som Møller har også Christina Dahl tenoren som sit hovedinstrument, og som Møller er hun en særdeles avanceret musiker. På en ny Storyville-udgivelse er hun alene med Jesper Lundgaard og trommeslageren Morten Lund, og da er det ikke kun den mørke stoflighed i hendes tone på instrumentet, der får os til at tænke på Sonny Rollins, der jo mere eller mindre 'opfandt' den klaverløse trio for tenorerne. Dog, med undtagelse af et afrikansk/caribisk inspireret nummer, der minder os om Rollins' endeløse calypsoer, er det nok snarere Ornette Coleman, der kan stå som fjern-mentor for denne musik, der i hvert fald sine steder bærer præg af Colemans harmolodiske principper.

Ikke bare fraværet af harmoniinstrument, men også Dahls intense arbejde med sin tone og med den hymneagtige enkelhed i udvalgte numre får denne musik til at stå følelsesmæssigt nøgen og afklaret. Også Lundgaards i anden sammenhæng allerede nævnte brede plasticitet og klarhed i tonerne og Lunds forbløffende evne til også at indlemme elementer fra Ed Blackwell og Billy Higgins i sit spil gør dette til en klar kandidat til en DMA-pris næste år.

Selvterapi

Lige så personligt og lige så nøgent står et soloudspil fra Christina Dahls mand, pianisten Carsten Dahl, der på Effata leverer 15 vignetter, som, hvis vi skal tro titelen (Effata er aramæisk for 'luk dig op') åbner ham helt. Hvad der åbnes for, er musik, der nok kan veksle i dynamisk styrke, i ostinaternes vedholdenhed samt mellem tonalitet og atonalitet, men som grundlæggende er elegisk og mørkfarvet. Denne lytter opfatter den ikke nær så manieret som dens titel, men i og med Dahls personlige problemer (tvivl på egne evner) er blevet gjort til en offentlig hemmelighed, kan man naturligvis ikke se bort fra denne musiks funktion for ophavsmanden som en slags selvterapi. Dét skulle ifølge konventionen gøre den mindre interessant for os andre, men dens stærke fundament i den avancerede improviserede musiks bedste europæiske og amerikanske traditioner friholder den efter min mening for utidigt føleri eller new age-anstrøg.

Tilhængere af 'stemningsmusik' vil heller ikke føle sig hjemme i altsaxofonisten Jesper Zeuthens univers, skønt man godt kan sige, at denne meget egensindige musiker med en løbebane i både den afrikanske musik og free-jazzen på sin nye trio-cd kan siges at give efter for én bestemt facet af sit temperament. Man skal lede længe efter en dansk musiker, der på en så konsekvent frenetisk måde kan formidle det indestængte ud til lytteren. Dynamisk begynder Zeuthen så at sige sjældent lavere end i tredje gear, og på få øjeblikke er han oppe i femte, hvor han så bliver. 'Dynamik' må i dette tilfælde hverken forbindes med høje tempi eller voldsom volumen. Det er udelukkende intensiteten i udtrykket og musikken - oftest frirytmisk - vi taler om.

Man kan uden reservationer sige om Zeuthens musik, at den er uafrystelig i sin lidenskab, men man kan også sige, at lidenskaben og dynamikniveauet kan være så konstant og så voldsomt, at der både ressourcemæssigt og blæseteknisk er grænser for, hvor varieret Zeuthen kan forme sine figurer, og at en del lyttere nok vil have svært ved at kapere den i andet end afmålte doser.

Helt anderledes med kvintetten Magnify, fem unge danske musikere, der udelukkende spiller egne temaer. Gruppens nyeste cd er indspillet i New York og hævdes i den medfølgende pressemeddelelse bl.a. at afspejle »metropolens utæmmelige energi«. Efter min mening gør den det modsatte. Med deres noget udspekulerede temaer, mange gennemarrangerede forløb og ferme, men temmelig blege soli, virker de fem unge løver faktisk ret tæmmede. Det er muligvis ikke retfærdigt at sammenligne dem med den 'gamle' avantgardist Zeuthen, men denne anmelder foretrækker nu hans form for utæmmelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu