Læsetid: 4 min.

Flammeteater

Følelserne blusser op i vinterteatret. Her blafrer forestillingerne som små, stædige stearinlys i sneen eller som gigantiske mytebål
Marianne Mortensen kravler nysgerrigt ind i en underverden af kvindeskæbner i 'Vild Sjæl'. Ind til Anne Vester Høyer, mens Dorte Petersen fryder sig - og Robert Reinhold glæder sig til smækkert kvindekød.

Marianne Mortensen kravler nysgerrigt ind i en underverden af kvindeskæbner i 'Vild Sjæl'. Ind til Anne Vester Høyer, mens Dorte Petersen fryder sig - og Robert Reinhold glæder sig til smækkert kvindekød.

Sven Berggreen

6. december 2010

Teatret er som et stearinlys. Blafrende og hjælpeløst analogt og overvældende levende. Men visse former for teater låner gladeligt af filmens og rockkoncerternes æstetik, når forestillinger lader sig hylde ind i røg og lys og video og musik. Flot, men tit også mærkeligt fjernt. Performerne kommer simpelthen for langt væk.

I øjeblikket er der tre forestillinger i København, der er helt tæt på. Næsten så tæt på, at man har lyst til at kigge væk.

Skuespilleren Marianne Mortensen optræder helt uden sikkerhedsdragt i forestillingen Vild Sjæl. Vivian Nielsen er dramatikeren, men det er Marianne Mortensens idé, der har drevet forestillingen frem og det er hendes hovedperson, der er ilden i forestillingen. Og undervejs forstår man, at hun med sin tynde, smukke krop er i stand til at sætte ild til hele Københavns Musikteater. Med rub og stub og sæder.

Forestillingen er egentlig en Alice i Eventyrland-historie om pigen, der må igennem fantasilandet for at blive voksen og fri af sin mor. Men der går ikke lang tid, så er Mortensens overrumplede kvinde udsat for både Hertug Blåskægs hustruvold og de høje hæle fra De Røde Sko og Medea, Den lille Havfrue, Skeletkvinden ... Eventyrene maser sig ind på Marianne Mortensen, som bliver tvunget til at gå ind i den ene sorgfulde kvindeskikkelse efter den anden. Indtil hun pludselig siger fra.

Brandteater

Og så står hun dér med blod på hænderne og en mobil- telefon i hånden og har rystet tilskuersjælene, der kan mærke gnisterne brænde på hænderne.

Rigtige eventyr har hjælpere og modstandere. Her er det Dorte Petersens smuktsyngende sortmundskvinde og Anne Vester Høyers uforudsigelige langbensskønhed, der begge opildner Mortensens mareridtsfærd. Og det er Robert Reinholds diabolske og sexede handyr, der hele tiden dukker op på rette tidspunkt. Imens følges kvinden af musikerne Anders Banke, Peter Bruun og Bebe Risenfors, der tænder Michael Vesterskovs rytmer og temaer, så de knitrer.

Men det afgørende er nærheden. Instruktøren Mikala Bjarnov Lage suppleret af Mia Lipschitz har skabt en nøgenhed i spillet, ligesom Nynne Moes scenografi nærmest kun er en skitse og en dør i snore fra loftet. Vi er helt derude, hvor resten måske allerede er brændt væk. Eller kunne blive det.

Svejseflammereplikker

Lars Norén er også på repertoiret nu. Hans ord er kendt for at skære med svejseflamme i kæmpeformat. Men i det allermindste format er hans ord tydeligvis også hede.

Skuespillerparret Julie Riis og Rolf Hansen fra Teater Terminal har flot fået tillistet sig uropførelsen af Noréns en-akter Et Gråt Rum på Overhuset. Og jo, livet er vitterlig gråt i denne tekst koksgråt af livsudmattelse, men også musegråt af insisterende overlevelseskraft. Situationen er barsk: En mand besøger sin hustru på barselsgangen, hvor hun lige har født deres datter. Alt for tidligt.

Julie Riis har en rystende kynisme i sit tillukkede ansigt og en uvillig mund, der nægter at tale om sin frygt. Rolf Hansen står til gengæld tilovers med sin kæresteomsorg, mens han fysisk skrumper ind ved vinduet ud mod Halmtorvet. Her daler sneen ned, akkurat som temperaturen i den lille babykrop. Og imens slikker replikkerne op ad de to forulykkede forældre som flammer op ad gamle brandsår.

Det er socialrealisme, som når Norén er allermest rå. Men det er også poetisk i al sin rædselsfuldhed. Og instruktøren Thomas Müller har fanget dialogens forfrosne musik og ført den over til performerne med enkelhed og elegance. Som en-akter bliver den forhåbentlig opsat på et teater et sted. Måske ved siden af Strindbergs Den Stærkeste eller Historien om en Mor?

Flammekasterdans

Eller måske gruppen The Mob og deres nyeste en-akter Pogo Mob? Forestillingens to vilde kvinder, Emma-Cecilia Ajanki og Julia Gertz, har nemlig skabt en forestilling om at blive manipuleret med. De to piger står i løse jeans og smiler. Og så lader de ellers danseren Poul Helmer Laursen flytte rundt på dem i de mærkeligste cirkler på gulvet. Hurtigt bliver pigerne flettet ind i hinanden. De kastes, de tabes, de kyles. De såres.

Alligevel gør de ikke modstand. Ligesom Laursen heller ikke udtrykker den mindste smule tilfredshed eller sejr. Manipulationen skal bare udføres. Indtil musikeren Jørgen Teller pludselig får sine skærebrænderlyde til at kulminere i sarte, lydlige ildstråler og han falder ned på knæ bag kvinderne. Og så vandrer alle ud fra scenen på alle fire. På række som en uddøende race af formindskede voldsmammutter, hvis destruktive adfærd tog livet af dem.

Ingen forklaring. Ingen opblødning. Ingen hyggevarme. Kun flammekasterdans så tæt på, at du kan mærke varmestrålingen mod kinderne.

Vild sjæl. Tekst: Vivian Nielsen. Idé: Marianne Mortensen. Instruktion: Mikala Bjarnov Lage og Mia Lipschitz. Musik: Michael Vesterskov. Scenografi: Nynne Moe. Københavns Musikteater til den 12. december. www.kobenhavnsmusikteater.dk

Et gråt Rum. Tekst: Lars Norén. Instruktion: Thomas Müller. Teater Terminal i Rød Nat i Den Brune Kødby. Husets Teater på Halmtorvet.

Pogo Mob. Koreografi og dans: The Mob Emma-Cecilia Ajanki og Julie Giertz med Poul Helmer Laursen. Komponist: Jørgen Teller. The Mob på Københavns Musikteater. Turné.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu