Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Forbillede ved en fejl

Den amerikanske forfatter Raymond Carver var kendt for sin hårde og knappe minimalisme a la Hemingway. Men det viser sig, at det var hans redaktør, Gordon Lish, der var minimalisten af de to. Han barberede ofte op til halvdelen af Carvers tekster væk
Den amerikanske forfatter Raymond Carver var kendt for sin hårde og knappe minimalisme a la Hemingway. Men det viser sig, at det var hans redaktør, Gordon Lish, der var minimalisten af de to. Han barberede ofte op til halvdelen af Carvers tekster væk
Kultur
10. december 2010

Den amerikanske forfatter Raymond Carver var et forbillede for generationer af forfattere. Manden, der døde af lungekræft i 1988 i en alder af 50 år, skrev short stories i en stil, der minder om Hemingway. Less is more. Show it, don't tell it. Der er altid mere i Carvers noveller end det, der umiddelbart er synligt, noget under overfladen. Isbjergsteknik kaldes det også.

Dette er det velkendte billede af Carver. En billede af en hård minimalist. Men det er et billede, som - viser det sig - må revideres godt og grundigt. Det har i mange år været et rygte, at Gordon Lish ikke var nogen nænsom redaktør, der pudsede Carvers tekster lidt af i kanterne. Nej, Lish gav Carver med grovfilen, hækkesaksen - eller hvad sådanne apparater beregnet til store operationer nu ellers hedder.

Sider fulde af overstregninger, røde streger, kommentarer i margin. Sådan så Carvers manuskript til den berømte novellesamling Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed ud, efter Lish havde haft fingrene i det. Knap 30 år efter udgivelsen i 1981 blev den originale og uredigerede version - på foranledning af Carvers enke Tess Gallagher - udgivet sidste år. Under den titel, som Carver selv havde foreslået: Beginners.

Med denne udgivelse står omfanget af Lishs redaktionelle korrektioner nu helt klart. Der var hold i rygterne og en ting er sikker. Carver var slet ikke så minimalistisk, som folk gik og troede.

Lish gjorde meget mere i sin redaktionelle bearbejdning af Carvers tekster end at sætte et komma her, slette en sætning dér. Han ændrede rask væk titlerne på historierne, skrev slutninger om og skar store dele af teksterne helt væk. Hvad angår Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed slettede Lish godt halvdelen af ordene i samlingen som helhed. 10 ud af 13 historier fik en anden slutning.

En typisk Carter-novelle

Et eksempel på Lishs markante aftryk er titelnovellen fra den oprindelige udgivelse fra 1981: Kort fortalt er det en historie om to vennepar, der snakker om kærlighed. Man har på fornemmelsen, at de taler om kærlighed, fordi de mangler kærlighed i deres liv. Det er det, man også taler om, når man taler om kærlighed.

De taler i hvert fald - og drikker gin. En af dem fortæller en anekdote om et ældre ægtepar, der ligger på hospitalet, indviklet i forbindinger fra top til tå, efter med nød og næppe at have overlevet et grusomt biluheld, og det, der piner manden mest, er at han ikke kan se sin hustrus øjne. Så snakker de fire personer lidt mere. De drikker lidt mere. Og så, ret pludseligt, slutter novellen.

Det er prototypen på det, der har været kendt som en rigtig Carver-novelle. Underspillede dialoger, tjek. Et lidt kuldslået middelklassemiljø, tjek. Store uforløste følelser og en tragisk understrøm af fortidige og nutidige problemer, tjek. Temaer stilistisk forløst i en komprimeret, skarp og ordknap prosa, tjek. Minimalisme, altså, tjek.

Men det er den redigerede novelle. Den uredigerede ditto ser helt anderledes ud. Der fortælles der mere og gives flere oplysninger. Der er en mere afrundet slutning. Der er, kort sagt, flere ord. Lish skar cirka 45 procent af novellen væk, ændrede personernes navne og slettede nærmest alle personlige oplysninger: At en led af anoreksi og en anden af suicidale tilbøjeligheder. Show it, don't tell it. Slutninger var dog Lishs yndlingsofre. Han kunne bedst lide dem abrupte. Lish slettede uden videre de sidste par sider af Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed så titelnovellen endte med ordene:

»Jeg kunne høre mit hjerte slå. Jeg kunne høre alle de andres hjerte. Jeg kunne høre den menneskelige støj, vi sad og frembragte; ingen af os bevægede sig, selv ikke da der blev mørkt i stuen.«.

Ingen dans på roser

Journalisten D.T Max skriver i artiklen 'Carver Chronicles' i The New York Times, at Lish var på vagt over for det, han betragtede som Carvers snigende sentimentalisme. »I Carvers originale tekster taler karaktererne om deres følelser. De taler om at fortryde. Når de gør dumme og dårlige ting, så græder de. Da Lish fik fat i Carver, græd de ikke mere. De holdt op med at føle.« Max noterer sig, at Lish sørgede for, at man i teksterne møder nogle karakterer, som efterlades præcis, hvor man fandt dem, »uartikulerede og alene, fulde ved højlys dag«.

Det var ikke uden negative konsekvenser, at Lish tog sig voldsomme redaktionelle friheder. Deres samarbejde, i de år, det varede, var ikke nogen dans på roser. På et tidspunkt fandt Carver sig en anden og mindre streng redaktør. Men allerede i forbindelse med udgivelsen af Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed havde Carver sine betænkeligheder omkring Lishs dispositioner. I et brev til Lish skrev han:

»Please, gør hvad der er nødvendigt for at stoppe produktionen af denne bog.«

Det er ikke noget under, at Carver blev sur, når folk kaldte ham minimalist. Minimalisten var redaktøren Lish. Det var Lish, der i vid udstrækning satte sin vilje igennem og gav Carvers tekster et minimalistisk anstrøg. Selvom Carver aldrig i sine oprindelige og uredigerede tekster væltede sig i ord, var han altså selv minimalist på trods, nærmest mod sin vilje.

Om Carvers tekster er blevet bedre af Lishs redigeringsarbejde er et åbent spørgsmål. Men med udgivelsen af den oprindelige novellesamling - som kommer på dansk til næste år - bliver det altså muligt at få syn for sagen og vurdere selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Her er endnu et eksempel på en tekst, hvor jeg savner den nysgerrige, researchende journalist, der lige undersøger om Lish har været redaktør for andre forfattere...

Det har han jo nok, men hvem? Hvor har han ellers sat sit aftryk? Lish er tydeligvis mere "producer" end blot korrekturlæser og derfor er det interessant at vide.

Nu, hvor information ikke vil inkludere Lish i deres blå bog (hvorfor ikke?), er der en stor wikipedia-artikel om Gordon Lish her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Gordon_Lish

Der mangler nogle kildeangivelser i Lish-artiklen, men den ser i det store hele ud til at være ok.

Her kan man sammenligne Carvers originale manuskript til novellen betitlet "Beginners" med den af Lish redigerede og omdøbte "What we talk about when we talk about love" :

http://www.newyorker.com/online/2007/12/24/071224on_onlineonly_carver

Jeg vil tilføje til Vibeke Nielsens berettigede og velkomne kritik, at det jo ikke er nogen nyhed at Lish gik til stålet med Carvers ting.

New Yorker artiklen blev bragt for 3 år siden og hele samlingen udkom for over 1 år siden; så hvorfor skrive at det først bliver muligt at bedømme omfanget af redigeringen, når Beginners engang er blevet fordansket.

Det skyldes jo nok at journalisten opererer i forhold til nyhedskriterier inden for landets grænser. Så først når der (tilfældigvis) er en dansk oversættelse af en given tekst på vej begynder journalisten at røre på sig. Eller også er journalisten bare (tilfældigvis) faldet over en artikel af en anden journalist.

Det vigtigste er at man skærer igennem alle udenomsværkerne; læser Carvers tekster og gør sig sine egne tanker og overvejelser. Hvorfor dog vente på en oversættelse?