Læsetid: 2 min.

Et godmodigt selvironisk portræt

Martin Glaz Serups identitetsleg påkalder sig kun begrænset interesse
3. december 2010

Martin Glaz Serup (f. 1978), som er digter, børnebogsforfatter, kritiker og forsker, runder med langdigtet Marken sin fjortende udgivelse i bogform. Det er nok også sådan omtrent det eneste rigtig positive, der er at sige om dette værk, som på første side kalder sig et »naturdigt«, men straks slår om i adspredte notater, der bortset fra en relativt kort form ikke har meget med digte at gøre, og som hurtigt bliver meget trætte af at holde fokus på 'naturen' overhovedet.

I et fortænkt forsøg på at undgå at sige 'jeg' om sig selv eller kalde sine digtes gennemgående subjekt noget så skrækkeligt privat som 'Martin' har forfatteren valgt det mere neutrale 'Marken', som vel sagtens skal markere coolness og distance.

Et sensitivt gemyt

Det bliver indholdet imidlertid ikke spor mindre privat og dermed tilfældigt af. Vi erfarer, at Marken sms'er for meget og er lidt for tit på Facebook, men at den eller han til gengæld ofrer alt for lidt tid på motion. At ryge er han for længst holdt op med, men han kan stadigvæk ikke få øje på pointen med bamser på tøj og synes sådan i det hele taget, at noget af det grimmeste, der findes, er frygten for at blive snydt.

Man forstår, at Marken er »et sensitivt gemyt«, der gerne vil ændre på sit liv og kæmper hårdt med selvoptagetheden. Marken bryder sig ikke om lever, hverken rå eller ristet, men huler og muslingeskaller kan den eller han da vældig godt lide, i det hele taget alt, der er hemmeligheder i.

Undertiden forbinder Markens disparate og diffuse sym- og antipatier sig til korte serier, som når den eller han ser tilbage på, dengang han eller den var yngre, og der går, opdager man, en linje - ikke direkte hemmelighedsfuld, men i det mindste næsten interessant - fra refleksioner over »Solen er så rød, mor« til tanker over høstsangen »Marken er mejet«, som selvfølgelig må stå vores gennemgående subjekt følelsesmæssigt nær.

Lagt sammen til en suite tegner Martin Glaz Serups hen ved hundrede bidder et godmodigt selvironisk portræt af et nutidigt, nervøst selvkredsende og sødt selv-utilstrækkeligt menneske. Men bogen er og bliver letkøbt og overfladisk og ligegyldig. Verden havde vel ikke været væsentligt fattigere uden denne småsnakkende leg med identiteten i form af løse, nuttede notater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu