Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvad nu hvis ...

Det er svært at huske noget, når ens liv er en smoothie af alle forgreninger af alle tænkelige valg i livet. Det er den mærkværdige præmis i Jaco van Dormaels 'Mr. Nobody' - et filmpatchwork af skæbnescenarier, der filosoferer over tid og skæbne og kærlighed, alt imens den peger på film som menneskets hvad nu hvis-leverandør par excellence. Gudskelov tager den ikke det hele så dødsensalvorligt
Denne rablende plotkonstruktion, som belgiske Jaco van Dormael over mange års manuskriptskribleri har stykket sammen, stopfodrer os ikke med en færdigpakket livs-filosofi. Den leger bare med tanken. Den er i sig selv et rablende tankespind.

Denne rablende plotkonstruktion, som belgiske Jaco van Dormael over mange års manuskriptskribleri har stykket sammen, stopfodrer os ikke med en færdigpakket livs-filosofi. Den leger bare med tanken. Den er i sig selv et rablende tankespind.

Camera Film

Kultur
23. december 2010

Mor og far skal skilles, og niårige Nemo skal vælge hjem. Det er en umulig Walt Whitmansk korsvej for et sårbart pus. Så Nemo vælger - for det kan man godt på film - ikke at vælge. Han springer både på det tog, som tager ham med moren til USA, og han bliver i England hos sin far.

Én livsbane bliver til to.

Belgiske Jaco van Dormaels ønske om at gøre denne kortfilm fra 1984 til en spillefilm blev i 1998 overhalet indenom af en anden film om en skæbne splittet i to veje: 1: Gwyneth Paltrow som single med kort hår. 2: Gwyneth Paltrow med (dum) kæreste og langt hår. Sliding Doors. Vi husker den. Og vi husker Aquas tidsfilosoferende pophypotese om kærligheden og livet: »If only I could turn back time ...«

Åh ja. Hvis bare, hvis bare. Sliding Doors gjorde splitskæbnen til en så stor kommerciel succes, at van Dormael blev nødt til at komplicere sit manuskript - og Nemos liv - yderligere. Det er blevet til Mr. Nobody (2009). Den er charmerende og interessant. Mindst lige så god som hans gale gennembrud, den erindringshjemsøgte hævnkomedie Toto le héros (1991), som den flittigt citerer. Det kan undre, når man opridser plottet.

Blendet ingefær

Nemos skæbnesplittelse fører til en yderligere splintring af alle hans fremtidige og fortidige valg. Filmen udfolder nu ikke blot to, men et væld af alternative livsscenarier - et patchwork af skæbneforestillinger: Nemo gifter sig med Elise. Nemo passer på far. Nemo vælger sine forældre før fødslen.

Alt er skævt, og her er ingen kronologi. Lineær tid er en tilfældig dimension i universet, lærer en Lone Franksk Nemo os i et tv-program. Imponerende nok kan man sagtens følge med.

Nemo gifter sig med Jeanne. Nemo (Toby Regbo) siger noget dumsmart til skønne Anna (Juno Temple), og/eller han siger noget sødt og ærligt til skønne Anna. I det ene scenarie vedbliver han at være utilpasset teenager med Harold og Maude-citerende selvmordslege. I det andet dyrker Nemo og Anna en bekymringsløs, hurraliderlig teenageforelskelse og forvisser hinanden om, at dette er den eneste, store og evige kærlighed.

Filmen tager denne forvisning alvorligt. Længslen efter Anna (som voksen Diane Kruger) hjemsøger forvirret alle de alternative Nemoers splintrede hukommelser om fortid og fremtid. Nemo er aldrig helt til stede i nogen version. Han er både alle og ingen af sine potentialer. Hans livsbaner har ikke blot ingefærens rhizomatiske rodstruktur, der forgrener sig igen og igen. Livsbanerne rører hinanden. De er blendet ingefær. Faktisk er det ikke så tungt lommefilosofisk, som det lyder.

Uprætentiøs tankeleg

Kulturen har filosoferet endeløst over hverdagslivets altafgørende småvalg - med mere og mindre højtidelighed. Jeg kom til at tænke på Eric Bress og J. Mackye Grubers The Butterfly Effect (2004), som er lige så pædagogisk og lommefilosofisk som sin titel, og på Luke Rhineharts sortkomiske 1970'er-kultroman om Terningemanden (»Skal jeg voldtage overboen? Jeg kaster lige en terning ...«). Den er grotesk og sjov.

Jeg kom også til at tænke på Darren Aronofskys smukke, men vildt prætentiøse The Fountain (2006), som jeg på forhånd gruede for, at Mr. Nobody ville ligne. Men mens The Fountain dødsensalvorligt sakser rundt i tre historiske tider og sammenfletter en spirituel skæbnefortælling om udødelig kærlighed mellem en mand (fortidskriger, læge, scifi-buddhist) og hans kræftsyge kvinde, så tager Mr. Nobody gudskelov ikke sig selv så seriøst.

Spørgsmålene om kærligheden og døden og livets mange valg er alvorlige og rørende nok, men de bliver ikke besvaret med livsvis, storhedsvanvid. Jared Leto, som vi kender som nedtursnarkoman i Aronofskys Reqiuem for a Dream (2000), er god som voksen-Nemo og herligt afvæbnende som den kækt gnæggende 118-årige Nemo.

I et fremtidsscenario anno 2092 er denne gamle gnavpot universets »sidste dødelige menneske«, og under hypnose og interviews oplever han sig selv som en knudret opsamling af alle Nemoernes skæbnevalg. Han er en ingefærsmoothie. Det tager han - og derfor vi - heldigvis ikke så sindssygt tungt. Han gnægger lidt og sover lidt og brokker sig lidt, mens han prøver at huske tilbage på alt og intet. Han kalder sig 'CRAFT': 'Can't Remember A Fucking Thing!'

'Sliding Doors' på lsd

Denne rablende plotkonstruktion, som Jaco van Dormael over mange års manuskriptskribleri har stykket sammen, stopfodrer os ikke med en færdigpakket livsfilosofi. Den leger bare med tanken. Den er i sig selv et rablende tankespind. Den funderer let over det 'hvad nu hvis', vi i hverdagslivet fantaserer om.

Når en ung Nemo skriver sin egen romantiske scifi-fantasi på skrivemaskinen, eller når vi ser ham i et biografsæde betragte scener fra sine mange livsforgreninger, peger filmen også på sin egen egenskab som filmisk fantasifabrik.

Vi bruger film som projektion for vores håb og drømme og forestillinger om skæbne, forspildte chancer, sliding doors. Hvad nu hvis. Film er menneskets hvad nu hvis-leverandør par excellence.

Sådan kan man i hvert fald vælge at se Mr. Nobody. Skæbneforestillingerne her er flettet så legende sammen, at det virker nemt og ubesværet frem for kryptisk og afgrundsdybsindigt.

Filmen bliver trættende lang med sine 138 minutter, og somme tider er den alt for sentimental, men oftest er man underholdt. Mr. Nobody er ukrukket og mærkværdig og seværdig. Man læner sig tilbage. Livet og valgene og skæbnen og kærligheden er komplekse sager. Det ser vi.

Skal man tillægge van Dormaels skæbnepatchwork – en Sliding Doors på lsd – mere visdom end det? Det må man, fortæller filmen os, vist selv få lov at vælge.

Hvis man vil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En fremragende film, som anbefales stærkt herfra!

Sætter rigtig mange tanker i gang! Tænk at kunne kalkulere med sin fortid og fremtid og vælge den bedste af dem!

Kan det lade sig gøre?

Chris David Bonde Henriksen

Jeg har også lige set den i aften og vil anbefale den.