Læsetid: 4 min.

Iagttageren som dobbeltmenneske

Espen Haavardsholms roman sætter norske nøglefigurer i bevægelse
17. december 2010

Som Per Højholt skal have sagt til en ung forfatter, der ledte efter sin identitet som digter og person: 'det kan du godt opgive!'. Således står det også hen i det uvisse med fortællerjeg'ets situation i Espen Haavardsholms roman Tyve, en titel der angiver hans levealder dér i begyndelsen af 1960'erne, hvor handlingen udspilles. Bogen er en direkte fortsættelse af Drengen på pasbilledet, der kom på dansk for fire år siden, hvor den nu aktuelle roman allerede forelå på norsk. Vi indhenter ved forlaget Batzers indsats langsomt sådanne overspringelser i den frodige norske prosa.

Forfatteren har selv karakteriseret genren som »løgn og humbug tæt op ad kendsgerningerne«, og med en smule kendskab til datidens litterære miljø i Oslo, er det let at genkende ham selv og den kreds, han da blev en del af med de lokale og storpolitiske begivenheder som reportageagtig baggrund. De er studenter, læser idehistorie på universitetet, blærer sig i sofistikerede lege med litterære citater og hele dannelsesrepertoiret, hører masser af musik, lever sig ind i teksterne fra de nye grupper, Beatles og især Rolling Stones, mentale rullesten som de er. Motto og lyrisk omkvæd er Rimbauds velkendte Jeg er en anden, je est un autre.

Dobbelthed

Det gælder ikke mindst førstepersonsfiguren Nils og skolekammeraten Zakk. De har som drenge blandet blod, er nu drømmende og fantaserende ude på at lave rav i den med poesi og prosa, underminere det fisefornemme borgermiljø og de politiske lig i lasten. Vietnamkrigen bliver en vigtig impuls. Den to år ældre Åsmund angiver melodien med den eksklusive 'dødedanserklub', som de optages i, et skæbnesvangert signal, der måske realiseres i den åbne slutning, hvor de to venner er på fjeldet:

»Zakk ser et øjeblik helt gennemsigtig ud, som om hans ansigt er ved at forsvinde i tusmørket - eller måske er der snarere en fare for at vi kan forveksles. Vores træk i spejlet kan se ud til at gennemgå en transformation, så vi et øjeblik bytter ansigt.«

Zakk er en mere radikal, forvoven og forførerisk udgave af Nils, rival og genstand for hans voksende jalousi og forargelse. I hvert fald udtryk for en indre kamp for helhed - og forsøg på troskab over for den yndige Maria fra det højere borgerskab, som han forlover sig med, mens Zakk har kapret den strålende Selma.

Erotikken og især seksualiteten er det stædige, underliggende tema. Der er masser af tegnsprog og symbolikhandling i romanen, f.eks. Nils' og Marias besøg i Munch-museet og betragtning af maleriet Rød villvin, som også er afbildet på omslaget, signalerende bleghed og lidenskab, jalousi og glødende familiefølelser. Men dog et mere afklaret forhold til moren, hvis skilsmisse, afstand og kølighed var problemet i førstedelen.

Nils skriver på noveller, én skal måske hedde »Han« eller »Dobbelt«, og dens handling realiseres omtrent hen mod romanens slutning. Selv om der efterhånden især på deres rygsækrejse fra Paris til Athen er lovlig meget turist-agtigt fyldestof, er beretningen om udviklingen af deres forhold ganske vel forberedt og argumenteret med gode kompositorisk bestemte detaljer. Som rejsekammerat har de den vidtløftige amerikaner Janet, der i smug får held til at ligge med dem begge to til befordring af gensidig hemmelig jalousi, som også får litterære konsekvenser, mens deres implikation i en politisk demonstration midt i de græske obersters statskup er svagere integreret.

Nils får antaget novellen i et litterært tidsskrift og kommer i gang med en hurtig karriere, er med til at omorganisere det filologiske studenterblad til et modernistisk tidsskrift - virkelighedens 'Profil', sammen med andre digterspirer, let gennemskuelige nøgleportrætter - af bl.a. Dag Solstad (Elias Skogge) og Jan Erik Vold (Peer Ove Vinge) og et stadig tydeligere billede af Nils som forfatteren Espen Haavardsholm.

Observatøren

Der er således tale om virkelighed på flere planer, referencer til den selvbiografiske og tidsaktuelle realverden og en voksende selvstændighed hos den fiktive Nils, der er ved at komme til rette med den professionelle kunstnerrolle som 'observatør', som iagttager til tilværelsen. Stærkt markeret bliver det, da han er til stede som tilskuer under fødselsscenen, da hans elskede Maria barsler. »De andre lever. Jeg ser på.« Temaet er rimelig godt markeret sammen med den solide oplevelse af splittelse, der til gengæld tenderer mod ophævelse gennem den oprigtige kærlighed til pigen, kæresten.

Et efterladt spillekort, jokeren, indtager imidlertid en vigtig position et sted i finalen - som måske peger ind i den store politiske vækkelse, den litterære marxisme-leninisme, som med Dag Solstads ord i en velkendt roman hjemsøgte Norge, og som Haarvardsholm deltog i efter det modernistiske mellemspil. Den historie har han allerede fortalt i den righoldige roman Store Fri, også fra 1983 (dansk: Det store frikvarter 1984). Siden debuten med novellesamlingen Tidevand (1966) har den 65-årige udfoldet et omfattende forfatterskab af romaner, essayistik og biografier, det sidste bl.a. over morfaren Martin Linge, en helt fra den norske frihedskamp, over Aksel Sandemose og Johan Borgen. Og det som stærk iagttager af virkeligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu