Amerikanske Elizabeth Strouts Olive Kitteridge, der netop er kommet på dansk, sælges som en roman, men læses som en novellesamling. Hører man som jeg til dem, der mener, at den genre, novellen, netop i USA har fundet sit ypperligste udtryk, så er det naturligvis en kraftig anbefaling.
Bogens handlinger udspiller sig den lille by Crosby i Maine, og dens tretten kapitler fungerer hver især som afsluttede historier kredsende omkring et enkelt dramatisk optrin, der røber eller antyder skjulte spændinger og derefter ændrer tilværelsens gang for de involverede figurer.
Et sted opsøges en aldrende kvindelig barpianist af en tidligere elsker, hvilket får hende til at mindes deres traumatiske brud og hendes smertefulde opvækst. Et andet sted drikkes der gravøl hos en kvinde, der lige har fundet ud af, at hendes afdøde mand havde en udenomsaffære.
Låst inde
Titelfiguren Olive Kitteridge er en tyk, besværlig og pensioneret skolelærerinde, som er lige så hurtig til at dømme andre, som hun er til at lade sig overraske af, hvad andre mener om hende.
Det kommer blandt andet til udtryk, da Olive og hendes mand bliver låst inde på det lokale hospital, hvor to narkomaner holder dem fangen, mens de leder efter stoffer.
Ægteparret begynder at snerre ad hinanden, og det ender med, at hun kalder sin mand for en tøsedreng, der er var skyld i at deres fælles søn rejste, mens han svarer igen med en beskyldning om, at sønnen rejste, fordi »du overtog drengens liv fra den dag din far døde. Du levnede ham overhovedet intet ånderum.«
Senere forsøger de at nedtone skænderiet, men »de ville aldrig komme over den aften, fordi de havde sagt ting der ændrede måden de opfattede hinanden på.«
Alle sulter
Det forstår Olive Kitteridge naturligvis, for ud over temperament demonstrerer hun trods alt også både selvindsigt og empati. Hun erkender for eksempel, at hun blot er dukket op til en begravelse for at møde folk, der har det dårligere end hende, ligesom hun begynder at græde, da hun hos en nabo møder en anorektisk pige, der er stukket af fra sin familie.
Efter at have spist en doughnut konstaterer Olive om pigen, at hun sulter. Men det gør hun også selv, understreger hun til pigens overraskelse. »Det gør alle,« siger Olive, der i enhver henseende personificerer forfatterindens pointe om, at vi gør bedst i at forstå også dem, vi ikke kan lide (deriblandt Olive, kære læser) hvis livet overhovedet skal give mening.
Derfor: Selv om et par af romanens kapitler føles uafsluttede er Oliver Kitteridge endt som et besnærende, intelligent og litterært portræt af jævne menneskers smådesperate liv og smertefulde længsler. Fint og følsomt oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, i øvrigt.
