Alle junkier har en historie

»Hvis du har et budskab, så send et telegram,« lyder et kendt David Lynch-citat. Underforstået: Lav ikke en film.

Det har 40-årige Margreth Olin dog blæst højt og flot på, for hendes spillefilmdebut Englen skulle egentlig have været en dokumentarfilm. Imidlertid kom Olin til den konklusion, at projektet ville have for store konsekvenser for den i forvejen hårdt prøvede kvinde, hun fulgte med sit kamera, hvorfor det er endt som en (slags) fiktionsfilm i stedet.

Men selv om Olin redegør, forklarer og forstår, gør hun heldigvis også andet end det.

Den onde stedfar

Maria Bonnevie spiller stiknarkomanen Lea, der har overladt sin lille datter til en plejefamilie. Af egen fri vilje. Via lange flashbacks finder vi ud af, hvordan hun nåede frem til denne hårde erkendelse. Leas historie er forstemmende velkendt. Efter farens død af kræft genoptager moren kontakten med ungdomskæresten Ole, hvilket skal vise sig at være en stadigt dårligere beslutning. Den karaktersvage kvinde lader sig suge ned i Oles alkoholmisbrug, og hendes forsøg på at beskytte sig selv og Lea fra hans voldelige tendenser viser sig hurtigt håbløst utilstrækkelige. Som en på en gang smuk og subtilt ildevarslende gestus laver enebarnet Lea i skolen en tegning af den kat, hun har fået af sin afdøde far. Den er, forstår vi, det eneste, der nu er tilbage at klamre sig til på hjemmefronten. Da moren aldrig får taget sig sammen til et clean break trækker traumet i langdrag, og selv i Leas voksentilværelse er Ole til stede som en stadigt mere lurvet påmindelse om morens fejl(skøn) og mangler.

Magi og realisme

På det tidspunkt er Lea for længst gået fra at observere andres misbrug til selv at praktisere det. Da hun havner på sprøjten, må hun og hendes kæreste erkende, at en smuk kvinde som hunhar visse indtjeningsmuligheder på den absolutte bund af et af verdens allerrigeste samfund. Hvis Olin havde forsømt at lade billederne berette, kunne Englen sagtens være endt som en velment og medfølende, men også didaktisk og forudsigelig film om svigt og grum social arv. Der er dog, synes Olin at sige, glimt af magi i selv så forfærdende en opvækst som Leas, hvilket hun illustrerer ved lyrisk-overrumplende nærbilleder af blandt andet symaskiner, blomster og barnefødder.

Langfingret gud

Måske som et udslag af begynderovermod blander instruktøren denne tilgang med klassisk rå socialrealisme, som da vi introduceres for Lea, mens hun sprøjter heroin ind i en ramponeret røvballe. Også den essentielle overdragelsesscene er filmet som usminket hjemmevideo, og Leas instrukser til plejeforældrene er så meget mere gribende, netop fordi hun forsøger at få dem til at lyde nøgterne.

Det er et blandingsforhold, som fungerer overraskende godt, og Olin lader de to strategier mødes i skildringen af Oslos luderdistrikt, som ofte har form af tableauer. Der er også et strejf af verfremdung over filmens voice-over, der lyder som en mindre ironisk-indforstået version af den i Desperate Housewives. Når dialogen er allerbedst, er den virkelig hårdtslående: »Gud er i alting,« sagde far. »Gud er en tyv,« tænkte jeg. »En tyv, som tager de bedste.« Eller: »At tage heroin er den højeste form for råb, et menneske kan præstere.«

Jeg vil give Lynch ret så langt, at en budskabsfilm altid bør række ud over sit budskab. Og det formår denne her. Olins virkelighedsnære fiktionsfilm ligner en oplagt afløser til de mange falmede VHS-kopier af Christiane F, der utvivlsomt ligger rundt omkring på skandinaviske folkeskoler.